Sct Hans, lysets og hyldeblomsternes komme...

Sct. Hans har lige kigget forbi og brændt vores grenaffald af.
Midsommer...
Temmelig regnfuld midsommer, men ikke desto mindre...

Midsommer betyder hyldetræer i blomst og hyldetræer i blomst betyder i vores hjem, at den helt store produktion af hyldeblomstsaft sættes igang.

Jeg er egentlig ikke så besat af tanken om at alt skal være hjemmelavet.
Købte ting giver mere tid som jeg i stedet kan bruge på at lege med min søn eller læse en god bog. Men når vi taler hyldeblomstsaft kan den købte altså ikke hamle op med det jeg selv laver, hverken på pris eller på smag!

Midt på denne uge drog jeg derfor den lange vej hjem til min far og plukkede hyldeblomster til mine arme var så lange, at de slæbte hen ad jorden. Vi har nemlig kun et enkelt lillebitte træ selv og det leverer ikke nær blomster nok.

Efter min udflugt til mit barnsomshjem, med Sallings frodige muld og Limfjordens kølige blå vand, vendte jeg hjem med en bærepose fuld af blomsterskærme og så gik der husmor i den!
Blomster blev nippet, citroner blev skåret og tæerkrummende mængder af sukker blev brugt.

3 dage senere kunne jeg filtrere saften og hælde den på flasker.
Alt i alt blev det til 10 liter frisk og lækker hyldeblomstsaft, klar til at blandes med vand og læske tørstige halse.

Magnus fik naturligvis lov at prøvesmage som den første og selv ikke en Michellin stjerne kunne have givet mig en større lykkefølelse end han gjorde, da han med sine store blå øjne kiggede på mig og sagde "Mmmmm! Be om mer' saffemand, mor!"


Skulle nogen ønske opskriften har jeg til 5 liter saft brugt:

50 blomsterskærme, nippet fri for de grove dele af stilken
40 g citronsyre
2 kg sukker
6 citroner, skåret i tynde skiver
2,5 liter kogende vand
2 spsk. Atamon

Efter al sukker er opløst har jeg hældt det over i en stor glasskål, dækket den med film og ladet det stå køligt i 3 dage.
Herefter har jeg taget "fyldet" fra med en hulske og presset yderligere saft ud af det.
Efterfølgende har jeg filtreret al saften gennem en stofble i en sigte og hældt på det varme flasker, først skyllet med kogende vand og derefter med Atamon.
Mere er der såmænd ikke i det.

Hvem er det store barn, som sover i min babys seng?

Emil fra Lønnebergs mor havde en samling blå stilehæfter, hvori hun skrev om Emils skarnsstreger.
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.

Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:

"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."


2 år er altså en skæg alder!

En anbefaling gives hermed videre!

I går gjorde vi noget, som jeg længe gerne har villet.
Vi har været hos en professionel fotograf, hvor vi har fået taget en række forskellige billeder.
Anledningen var min mors 50 års fødselsdag. Hun blev lovet et portræt af sine børn, svigerbørn og børnebørn.
Vi vendte derfor, alle seks, næserne mod Randers, hvor fotografen Torben Thorhauge har sit studio.

På den time vi var der blev der knipset en lang række portrætter, både af børnene sammen og hver for sig, af mig og min bror sammen -det er ikke set siden vi begge gik i børnehave og uden at have set billederne endnu tør jeg godt sige, at resultatet fra i går er et væsentligt bedre billede end det fra slutningen af 80'erne.
Der taler vi rottehaler, store jerseysweaters og betuttede ansigter. Den nyere version afbilleder to voksne, mere velklædte og selvsikre mennesker.
Yderligere blev der taget et med os allesammen på og til sidst fik vi også hver især taget et lille familiebillede.
Jeg glæder mig meget til at se resultatet og jeg glæder mig endnu mere til at kunne hænge et smukt fotografportræt op af min mand, min søn og mig selv.

Hele oplevelsen var intet mindre end fantastisk. Omgivelserne var behagelige, en nydeligt istandsat lejlighed centralt i Randers, lyst og venligt og med væggene dekoreret af nogle utroligt flotte billeder.
Fotografen selv udstrålede en ro, som smittede af på alle og en humor, som gjorde det let at smile på billederne. Ikke mindst var han fantastisk til at få børnene med, for dem blev det nærmest en leg.
At tante havde riskiks og vingummibamser med gjorde kun det hele endnu bedre.

Jeg vil gerne give min varmeste anbefaling af fotografen Torben Thorhauge!
Skulle nogen være interesserede kan hans hjemmeside ses HER

Fantasier om varmere himmelstrøg

Det er i dag d 11. juni. Det er sommer!
Det siger min kaldender i hvert fald...
Termometret på terrassen siger noget andet. 11 grader står der og himmelen er grå af skyer.
På sådan en dag kan jeg ikke lade være med at drømme mig til varmere steder eller bare til varmere tider.

Det stikker en smule i mit hjerte at tænke på, at vi netop er gået ind i uge 24, havde jeg ikke været arbejdsløs og de økonomiske midler dermed lidt små, ville det nemlig med al sandsynlighed betyde, at vi i dag ville være vågnet i en lille hvidkalket lejlighed på paradisøen Santorini, hvor der lige nu er omtrent 30 graders varme og sol.

Vi ville stå tidligt op og badet i den klare morgensol ville vi gå til købmanden efter morgenmad, gå hjem og nyde en langsom start på dagen, gøre lige hvad vi har lyst til, slappe af og bare nyde at være sammen.

Virkeligheden var væsentligt mere hverdagsbetonet.

Vi stod tidligt op og indhyllet i grå skyer kørte vi afsted ad den danske landevej, afleverede sønnen i dagpleje og indtog efterfølgende en kop skoldhed BKI kaffe, stående i værkstedet på min mands arbejde, hvorefter jeg kørte hjem og manden startede en travl arbejdsdag.

Det kræver at min hukommelse anstrenger sig lidt, men min hudfarve vidner om, at det kun er få uger siden der faktisk var sol og varme her til lands.
Det var fantastisk!

Heldigvis tog jeg i de dage en masse billeder og dem kan jeg så varme mig på nu, mens jeg sidder og varmer fødderne på transformatoren til min computer...

Vejrudsigten for den kommende uge lod meget tilbage at ønske, men jeg har endnu ikke opgivet håbet om, at sommeren vender tilbage inden længe.

Indtil da må jeg stille mig tilfreds med billederne.

Spirende forventninger

Jeg har en tilståelse...

For 12 år siden slog jeg en lille, uskyldig skabning ihjel.

Det var en kaktus.

Ja ja, tænker du måske. En kaktus er jo en ørkenplante, den kan ikke tåle at blive overvandet, så rådner rødderne jo.

Det er selvfølgelig også rigtigt, men sagen er den, at den døde af tørst, da jeg i halvandet år glemte at vande den.

Grønne fingre er altså ikke et medfødt talent for mig. Som så meget andet er det noget jeg har måttet lære mig.

Heldigvis er jeg da rimeligt lærenem, når bare det jeg skal lære er noget der interesserer mig.

Jeg har tidligere omtalt vores for nyligt opførte drivhus og i det øjeblik det blev opført blev min lyst til at farve mine fingre grønne vakt.

Jeg udnævnte drivhuset til MIT domæne og siden da har jeg indrettet, plantet, nusset, pusset, vandet og nippet på livet løs.

Det er nu en skøn lille oase, hvor næsen pirres af den krydrede duft af tomatplanter og fugtig jord. Der er agurker, peber og chili, der er cherry, bøf og ribstomater og et oliventræ som har så mange knopper, at det slet ikke er til at forstå.

Jeg forventer ikke at kunne høste oliven, men en lille del af mit hjerte ligger i Grækenland, så selvfølgelig skal der være et oliventræ.

På tirsdag håber jeg på, at kunne fylde den sidste plantekasse med Alfred & Katrine tomater, som min bedstemor har forspiret og opforstret.

Jeg glæder mig som et lille barn til at kunne gå ud i mit eget drivhus med saltbøssen i baglommen og plukke en solvarm, moden tomat, som jeg selv har dyrket, og spise den med næsen fuld af duften fra planterne.

Derudover har jeg også et højbed fuld af jordbærplanter, som jeg også glæder mig til at nyde godt af i år.
Lige nu står de med en skøn blanding af blomster og små grønne jordbær.

Foreløbig er her lidt stemningsbilleder fra min lille, grønne oase.

Eksamen i faget Mor

I dag er en solrig omend ret blæsende fredag.
Det er ifølge kalenderen årets første sommerdag og i den anledning fik min morgenmad et ekstra pift.
Ikke friske bær, ikke pandekager eller bacon og æg, nej, penicillin!
Jeg har tilraget mig en herlig blanding af mellemøre- og halsbetændelse.
Det er lige før det giver mig flash-back til min tidlige barndom, indtil jeg i en alder af knapt 9 år fik fjernet mine mandler var de to ting nemlig følgesvende, næsten lige så trofaste som min egen skygge. Nu er de så tilbage selvom jeg er blevet voksen.
Jeg kan ikke sige, at jeg har savnet dem, jeg synes faktisk godt de må skride hjem til sig selv igen!

Nu er jeg jo ikke bare voksen, jeg er også småbørnsmor og så er der ikke tid til at være rigtigt syg.
I går kunne det slet ikke komme på tale! Magnus' store idoler, Lille Nørd, optrådte nemlig i Jesperhus Blomsterpark, hvor vi har sæsonkort til.

Efter at have spildt det meste af formiddagen på kedelige ting som læge- og apoteksbesøg kylede jeg barnevogn, madpakke og afkom i bilen og fløj ud ad landevejen (som egentlig er en ret tungt trafikeret hovedvej) med retning mod Mors.
Godt en halv time forsinket ankom vi, Magnus glad og tilfreds og mig med stresssved under armene og håret stående ud til alle sider.

Tre dybe indåndinger senere begav vi os fra det fjerneste hjørne af parkeringspladsen mod hovedindgangen. Allerede der begyndte en snigende børnespat at lægge sig over mig, larmen fra fremmede menneskers glade og hujende børn bliver åbenbart forvrænget til en ulidelig larm, når man er stokdøv af indestængt materie på det ene øre. Stooort smil smækkes på, for nu skal der hygges!

Jeg tågede lidt rundt i min betændelsesfyldte osteklokke og hørte svagt henover børnelarmen min svigerindes stemme, som kaldte på mig.
Ganske rigtigt, vi havde aftalt at mødes og se showet sammen.
Magnus var glad for at se sin kusine, Klara og jeg var glad for at se min svigerinde, som jeg har kendt siden vi begge var 11 år gamle.

Den overvældende børnemængde taget i betragtning begav vi os straks mod den plæne, hvor idolernes show skulle løbe af stablen. Her satte vi os med de medbragte madpakker og fandt samtidig ud af, at det var et rigtig klogt træk vi her havde foretaget.
Det væltede ind med børn! Nogle med deres forældre andre på tur med børnehaven, fritteren eller lignende institutioner.
Heldigvis havde vi fået gode pladser, godt udsyn og ikke inde midt i det hele, hvor al flugt var umulig.

Magnus var, som enhver anden på knapt to år, ikke helt indforstået med, at vi skulle blive på ét sted i næsten en time, men distraheret af lydprøver og pita med tun lykkedes det alligevel at få ham til at forholde sig i rimelig ro.

Da først showet gik igang var han helt hypnotiseret! Han klappede på livet løs til den velkendte musik fra fjernsynet og sad ellers pænt og stille, bortset fra utallige forsøg på at hive sine egne sokker af -måske for at prøve at kaste dem op på scenen, hvem ved?

Da showet var forbi væltede en flodbølge af børn op på scenen for at hilse på Nørderne.
I mellemtiden tog vi andre flugten til den nærliggende sandkasse, hvor ungerne legede et kort øjeblik mens kødranden ved scenen fortog sig.
Herefter sneg vi os tilbage til scenen og med en ninja manøvre her og et trylletrick der stod vi pludselig lige ved siden af moderne børne tv's ukronede dronning, Katrine fra Lille Nørd.
Hun er lige så sød i virkeligheden som hun er i fjernsynet og både Magnus og Klara fik taget billede sammen med hende, til stor begejstring for deres mødre, som da også lige sendte et enkelt blik eller to over på den anden nørd, Kristian, som altså er lidt rar at kigge på...

Missionen var fuldført og turen kunne gå hjem med en glad og meget træt lille dreng i autostolen og en mor med en følelse af, at have bestået endnu en forældretest.