En fornemmelse i luften

Jeg sidder i sofaen og fryser mine tæer. Overvejer om tiden er inde til, at finde hyggesokkerne frem igen. Måske endda ligefrem lægge en solid kævle i brændeovnen.
Min kalender siger stadig august, jeg er da ret sikker på, at jeg ikke er bagud med krydse dagene af.
Alligevel er der en altgennemsyrende fornemmelse af september uanset hvor jeg vender mig hen.

Frugthavens træer bugner af æbler og blommer, som bliver større og mere rødkindede for hver dag der går.
Korsedderkopperne, som bygger seje og klistrede hjulspind på størrelse med dækkene på vores gamle Volvo, bliver støt større, hvilket i min verden også betyder efterår.
Under bøgetræerne på græsplænen ligger der visne blade, flere og flere for hver dag.
Morgenerne er indpakket i smågrumset dis og aftenerne bliver stadig mørkere.
Vi kommer ikke udenom at se det i øjnene, efteråret står for døren.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til efterår.
På den ene side synes jeg det er en dybt melankolsk tid, fordi dagene bliver kortere og vinterens mørke langsomt kommer snigende. Jeg er ikke god til vinter.
På den anden side elsker jeg den brede palet af farver, som naturen boltrer sig i, jeg elsker den krydrede duft af visne blade, som langsomt formulder, jeg elsker den høje himmel og den klare og rene friskhed, som luften har på en blæsende dag hvor kridhvide skyer pryder en knaldblå himmel og solen titter frem og gavmildt deler ud af den varme, som stadig er i den.

Netop sådan en dag var det i fredags. Alle indtrykkene blev nydt og lagret dybt inde i sjælens vinterforråd og der blev lavet fotominder, som jeg gerne deler med hvem der end læser med her på bloggen.