Blaaarrggh

Mandag. Alene ordet emmer af en altgennemsyrende øvhed...

Hverdagen er landet og dagen bliver brugt på igen at forsøge, at få hjemmet til at ligne en artikel i Bo Bedre.
Jeg er nået til den konklusion, at BoBedre snyder.
Der må ligge kolossale dynger af hverdagsrod bagved kameraet!
Af en eller anden grund, så ligger der altid lige et eller andet og griner sejrsstolt mens det tænker "Ha! Hun så mig ikke!" Fra min plads i gyngestolen kan jeg lige nu se en fjernbetjening, en bog og en mobiloplader, som tror de har vundet slaget.
Hvis jeg sidder her længe nok kan det være de selv kravler på plads... Jeg mistænker, at dagplejen når at lukke for i dag inden det sker...

Den tidligere omtalte julestemning har været på besøg, men stak af igen med mudderet klaskende op ad ryggen.
Det på trods af, at jeg kan se på afkommets pakkekalender, at juleaften nærmer sig med stormskridt.
De forrædderiske små tøjklemmer iklædt hjerter pyntet med glimmer, påskrevet numre og nydeligt trukket på snor, nu kun halvt fyldt med gaver, minder mig om alt det vi endnu ikke har nået, som skal på plads inden jul.

De sidste julegaver skal købes, vores bidrag til mandelgavepuljen skal købes, alt snavsetøjet skal vaskes, så gemalen, i sin fem-minutter-før-vi-skal-køre-påklædningskrise d. 24., ikke ender med at iføre sig noget krøllet og småplettet som lugter af en blanding af julefrokost og brugte sokker.
Sker det lander aben formentlig hos Lillemor, som da godt lige kunne have læst hans tanker, gravet lige præcis dét tøj frem og have vasket, strøget og stænket det med lavendelvand
  - Wow... spol tilbage! Lavendelvand...? Måske man skulle uddelegere vasketøjet, så der ikke sker ulykker... -
Der skal sendes julebreve, inden da skal der fremkaldes billeder , der skulle egentlig også laves konfekt og bages småkager, for det gør vel enhver anstændig husmor... eller hvad?
Der skal hygges med hygge på og der skal 117 ting, som af en eller anden grund ikke lige gør sig selv.

Mor er træt! Kan vi ikke lige trykke på pauseknappen, lade mig sove en uges tid og send mig på wellness ophold på Skodsborg Kurhotel & Spa og så kan vi trykke på play igen, så skal jeg nok julespasse derudaf med 180 km/t.

Så blev det pludselig seriøst...

Nok en smuk dag på Højgård går på hæld og jeg ved slet ikke hvilket af flere emner jeg skal vælge til dagens blogindlæg!
Skal jeg skrive om, at vi langt om længe er ved, at få installeret fastbrændselsfyr?
Eller måske om hvordan jeg, med afkommet sikkert plantet foran 42" Traktor Tom, fremtryllede en helt fantastisk kartoffelsalat med en opskrift jeg selv fandt på?
Eller skal det handle om juleforberedelser og det, her i huset, nyopdagede fænomen Kærestejulekalender med parterapeutiske undertoner?
Jeg er ikke sikker... Alle tre emner begejstrer mig i ubeskrivelig grad!
Det "nye" fyr, fordi det vil betyde en økonomisk besparelse, som virkelig vil kunne mærkes denne vinter, hvor jeg stadig er uden job og betalingen af Magnus' dagpleje udmærket formår at dræne vores konto uden hjælp fra indkøb af træpiller...
Kartoffelsalaten, fordi jeg egentlig ikke har følt mig videre succesrig i køkkenet det sidste års tid. Der er det altid rart at få bekræftet, at jeg altså godt kan!
..og slutteligt de famøse kærestejulekalendere, fordi vi som så mange andre par nok er slemme til at glemme hinanden lidt i en travl tid.

Netop det, at pleje og passe på sit forhold er en ting, som fylder meget i min bevisthed lige for tiden.
Jeg synes, at rigtigt mange i min omgangskreds fortæller, at ægteskabsskuden sejler med knagende skrog og flossede sejl
Jeg har altid betragtet vores ægteskab som værende utroligt stærkt, men i disse fordømte krisetider kan der også lyde nogle brag her i huset.
Jeg har ingen forestilling om, at man helt kan undgå uenigheder, men jeg nægter stiltiende at se til mens vi bliver til et af den slags par, som Niels Hausgaard ind i mellem omtaler...

Så for ikke at ende som en anekdote i en lun vendelbos one-man show har jeg altså valgt, at købe de her julekalendere til os.
En af i dags opgaver lød på, at tilbringe aftenen i hinandens arme på sofaen. Jeg glæder mig allerede!

Enter Julestemning!

1. december kl 03.42
Mor vågner til lyden af barnegråd. Der er mørkt og koldt i soveværelset, så det frister ikke, at stikke stængerne udenfor dynens perfekte 37 grader. Arvingen i værelset ved siden af er dog temmelig ligeglad med denne betragtning.

1.december kl 03.50
Mor vender tilbage til sin stadig lune dyne efter, med hylende barn i favnen, at have gennemrodet gulv og tremmeseng for at finde vildfarne sutter. Arving atter anbragt i sengen med en sut i munden og en i hver hånd, trygt sovende.

1. december kl 04.20
Mor vågner til lyden af barnegråd. Hun priser sig lykkelig, da det går over igen inden hun når at liste tæerne udenfor føromtalte lune dyne.

1. december kl 06.15
Mor vågner til lyden af ægtemandens vækkeur. Konstaterer, at arvingen også er vågnet og står derfor op, mindre frisk og knapt så veludhvilet. Dagen starter med aflevering af sønnen hos en aldeles pragtfuld gæstedagplejer.

Udenfor er vejret, for at sige det mildt, jammerligt! Blæsten brøler og regnen siler ned ad vinduerne.
Der er ikke megen dreaming of a white christmas over det, men efter 2 vintre med snestorm fra midt i november er det egentlig også helt okay...
Julestemningen er måske ikke ude, men den kan hurtigt findes frem inde!
...først skal der dog lige ryddes en hulens masse grå hverdag af vejen...

Forhåbentlig er der mere jul at spore i mit næste indlæg.

Frem af glemslens tåger kom.... en blog!

Jeg havde en besynderlig oplevelse i går.
En anden skøn kvinde skrev "gæt hvad der kommer frem ved en google billedsøgning efter rådne fisk fra BonBon".

Jeg blev ikke så lidt overrasket, da der tonede et billede frem af gemalen og undertegnede, fra vores bryllupsdag, som bestemt ikke foregik i BonBon Land.
Billedet linkede til min meget forsømte blog.
SLAM! Der blev jeg ramt af en blanding af nostalgisk hygge ved at læse gamle indlæg og sort sort samvittighed over igen at have glemt min blog...

Mon det er at tage munden for fuld at sige, at nu skal det altså være anderledes! ?

Køer og marmelade

Jeg har aldrig rigtigt betragtet mig selv som den husmoderlige type, engang ville jeg ikke engang vove at kalde mig den moderlige type. Jeg kunne ikke engang få en kaktus til at overleve -No shit, jeg har engang formået at tørre sådan en djævel ud, det tager lang tid, men det er muligt- så hvordan skulle jeg kunne tage mig af et barn og løfte det tunge ansvar for dets trivsel?

Det med moderligheden kom pludseligt i det sekund jeg fik lagt en lille, fedtet, ny verdensborger i mine arme og det husmoderlige er siden da begyndt at angribe i bølger...

Hvis nogen havde sagt til mig for 5 år siden, at jeg ville bruge dette års palmesøndag på, at tage til Økodag og se en flok glade jerseykøer springe ud på en græsmark i tavs jubel, ville jeg have sagt "skål min ven, du skal vist have én til det andet ben også!" men ikke desto mindre...

Min mand, min søn, min mor og jeg besøgte i går en af de mange gårde landet over og jeg NØD det! Det var så hyggeligt!

Jeg blev sågar så grebet af bondekoneenergi, at jeg da vi kom hjem kastede mig ud i at lave mangomos til sønnen og hjemmelavet saftevand og marmelade til resten af husholdningen. Intentionen er så, at jeg vil bage boller i dag så vi har noget at smøre marmeladen ud på.

Kontrasten fra min tidligere tilværelse som single, stilletklædt weekenddranker med kronisk minus på visakortet til min nuværende tilværelse som lykkeligt gift mor og gårdejer med stram styring af privatøkonomien og hang til uldne sokker er overvældende, men jeg vil aldrig nogensinde bytte tilbage igen!

Her til morgen blev jeg forøvrigt den erfaring rigere, at mangomos formentlig er en yderst effektiv kur mod hård mave, så det blev også til en tøjvask.... Nitte...

Tårnspring for de mindste

I dag er en helt almindelig onsdag, men så alligevel ikke...
Kl ca 6.00 vågnede Magnus og var sulten, som vanligt tog jeg ham over i min seng for at amme ham og mens han spiste faldt jeg i søvn igen. Alt sammen ganske normalt og ikke spor sindsoprivende.
Jeg vågnede så med et halvt øje og registrerede, at Magnus var vågen og stadig var i min seng, han havde vendt sig om på maven og havde fundet et stykke bidelegetøj som tilfældigvis lå ved siden af min hovedpude. Alt i orden, det kunne han godt få lov til lige at hygge lidt med mens jeg lå lige så stille og vågnede langsomt.
Eller ikke! Pludselig var der en rød alarm der begyndte at blinke på højtryk i mit mentale kontrolcenter, for jeg kunne mærke, at der ikke var så meget barn i sengen som der havde været lige før!
Jeg spærrede øjnene vidt op lige tids nok til at se en lille blå- og hvidstribet strømpefod forsvinde ud over kanten af madrassen med resten af barnet forrest!
Min indre havenisse udbrød et fortørnet "det sket' så bare æ det der!!" mens jeg fløj ud af fjerene og vågnede helt på én og samme tid.
Jo lille havenisse, det skete. Magnus lå og rodede rundt nede på gulvet ved siden af sengen med hovedet få cm fra de træklodser, som lige for tiden er lagt under hovedgærdedet på hans seng fordi han har været så forkølet.
Der fløj tusinde og atter tusinde frygtelige billeder gennem hovedet på mig, det ene med værre vansiringer end det andet, tænk nu hvis han havde ramt hjørnet af en træklods med sit lille, bløde øje og havde knust det, mit blodtryk steg til højder som ellers er forbeholdt giraffer og jeg flåede mit lettere fortumlede afkom op fra gulvet til en grundig del-for-del-undersøgelse for at være helt sikker på at han var intakt. Først her begyndte han at skrige, sjovt nok.
Ikke så meget som en bule eller en skramme havde han fået, han havde bare været på eventyr og blev tilsyneladende først forskrækket i det sekund han blev flået op fra gulvet...
Efter så massiv produktion af adrenalin var morgensøvn ikke rigtigt en mulighed længere, så her startede vores dag og morgenbleen blev skiftet på gulvet, for tænk hvis han igen fik lyst til at træne sin udspringsteknik....

6 vidunderlige måneder senere...

Der har været meget stille her på min blog i lang tid efterhånden. Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at jeg har forsømt min blog.
Årsagen er den lille tykkindede skabning, som i dette øjeblik ligger og bider mig i hånden mens han prutter højlydt.
Min højt elskede søn.
I dag vil han kunne kigge på Dannebrog i miniformat mens han guffer sin grød i sig, der er flag på bordet, arvingen runder i dag et helt halvt år!
De første seks måneder af mit liv som mor er gået og de har været pragtfulde!
Jeg udnævner officielt dette til at være en offentlig kærlighedserklæring til min søn!

Tillykke med det halve år, Magnus. Jeg elsker dig!

Published with Blogger-droid v1.6.7

Testing 1-2-3

Skal lige se, om min nye app til fancymobilen virker som den skal.

Published with Blogger-droid v1.6.7

Helt kinesisk...

Efter en alt for lang pause har jeg vist endelig fået vækket min kreative side til live igen, den har ellers været lidt passiv i en tid.
I går fik jeg endnu engang motioneret min symaskine, en afart så gammel at man end ikke kan finde den på Google, jeg tror faktisk ligefrem den er ældre end jeg selv er!
Jeg har "arvet" den efter min mors kærestes afdøde samlever og på en måde tror jeg, at der er et lille stykke af hendes sjæl tilbage i maskinen, for det lykkes på mærkværdigvis altid at lave det jeg sætter mig for.. Det må være hendes hånd der fører stoffet uden jeg kan se det.. Selvom jeg aldrig har mødt hende så sender jeg hende en venlig tanke hver gang jeg bruger hendes symaskine. Taget i betragtning hvor vidunderligt et menneske min mors kæreste er, så forestiller jeg mig, at hun både var hjertevarm og elskelig.

Men tilbage til nutiden og de levendes verden:
Jeg besluttede mig for, at jeg jeg ville sy en opbevaringsløsning til strikkepinde og div. tilbehør til den gren af håndarbejdets knudrede verden.
Uden andet end en vag idé om hvordan sådan en djævel skulle være, for at opfylde mine behov, kastede jeg mig ud i det mens min kære mand stod på sidelinien og måbede... Hvad havde konen nu fundet på? og hvad var det dog for noget gyseligt stof med store fugle på?? Vantroen var tydelig i hans øjne. Det har formentlig også set ganske kaotisk ud for enhver som ikke havde set det billede jeg havde inde i hovedet.

Efter nogle timers arbejde, lidt kradsen sig i håret og en del flytten rundt på forskellige ting endte det faktisk med et resultat som jeg selv synes er værd at vise frem til verden. (og ikke én gang brugte jeg min opsprætter!)
Min helt egen strikkepindsfidus med tranemønster og kinesiske lukninger!

Her i lukket tilstand

og åben

Set fra "ydersiden"

close-up af en af lukningerne

og til sidst et overblik over alle lommerne...

Kaos i tænketanken

For knapt halvandet år siden mistede jeg mit job som farvehandler, det var et job jeg nød og som passede godt overens med det faktum, at den kreative del af min hjerne arbejder på højtryk det meste af tiden. Desværre kom Finanskrisen og en af de mange stillinger, som landet over blev nedlagt, var desværre min.

En måned efter jeg gjorde min debut som arbejdsløs blev jeg gravid og jo større maven blev jo mindre attraktiv blev jeg for arbejdsgiverne.

Fødslen er nu overstået og for en tid kan jeg ånde lettet op og pille "arbejdsløs"-etiketten af, hvis nogen nu spørger hvad jeg laver så er jeg på barselsorlov, en fantastisk luksus som giver mig lov til at nyde min søn i fulde drag, hvis jeg nogensinde skulle stoppe tiden så skulle det være nu, for denne tid kommer aldrig igen.

Som både Hvalen Hvalborg og alting andet så har også  min barselsorlov en ende.

Mere specifikt så ender den senest d. 2. juli i år. Derfor er jeg allerede nu begyndt at tænke i jobsøgning.

Dette er et emne, som i lang tid har ligget aller nederst i min mentale rodekasse, det har ligget og lumret sammen med emner som tysk grammatik, algebra og paratviden om sport, men nu er det fundet frem med håb om at det stadig virker.

Jeg har valgt at tænke i nye baner, der skal ny uddannelse til. Et nyt liv fortjener en ny start.

Da jeg satte mig ved computeren for at skrive var jeg fuldstændig blank, jeg sad længe, med ticks ved det ene øje og stirrede på curseren, som lystigt blinkede på den tomme, hvide skærm.

Ny taktik!

Jeg mindedes kort de mange undervisere jeg har haft gennem forskellige uddannelsesforløb, en fællesnævner for dem var en ustyrlig kærlighed til fænomenet Brain Storm, sådan en måtte prøves!

Nålepuden som den endte med at se ud...

Glimrende... Brain Storm... Der var nærmere tale om en mild brise... eller måske endda helt vindstille. Tankestrømmen var noget i stil med dette:

"Bum-bummelum... Jeg vil være bedst til det her job fordi... Nej gud hvor er Magnus altså bare sød når han ligger og putter sine tæer i munden! Magnus... Moderskab... Hmmm... Moden, ansvarsfuld...Brum-brum... Kreativ... Nej det er nok ikke så godt at skrive når der er tale om et job i et bogholderi... Men det minder mig om at jeg skal have lavet mig en nålepude til når jeg syer..."

Her fulgte så et par minutter hvor jeg tegnede en skitse til hvordan den nævnte nålepude skulle se ud.

"Nå, tilbage til ansøgningen. Jeg VIL have det her job! Det skriver jeg lidt om hvorfor jeg vil! ..Så nu ved de hvorfor jeg gerne vil arbejde for dem, nu skal de så bare have at vide hvorfor de skal lade mig gøre det... Jeg kunne da lige lave et armbånd mens jeg tænker over det..."

Armbåndet der der fik gang i de små grå...

Her viste det sig at jeg traf en rigtig god beslutning, for mens jeg nørklede med lavasten og andre små nips og dippedutter kom alle idéerne til mig og der blev skrevet notater undervejs.

Jeg endte med at få skrevet det jeg selv mener er den bedste ansøgning jeg nogensinde har skrevet.

I tilgift fik jeg også lavet både et fint armbånd og en nålepude, nu håber jeg bare, at jeg også fik skabt mig en fremtid med den elevplads jeg så brændende ønsker mig.

Kryds fingre for mig, der er tale om et job jeg kan se mig selv have indtil jeg skal pensioneres!

Vær velkommen herrens år...

...sang pigekoret så fint for nu ca 4 dage siden.

Vi skriver nu 2011 og som så mange gange før har årsskiftet fået mig til at gøre status, fået mig til at mindes og fået mig til at tænke fremad, det er vel i bund og grund det nytår kan...

For et år siden sad jeg og stirrede måbende på en lille plasticgenstand udstyret med 2 lyserøde streger og tænkte "wow.. vi skal have et barn!", det på trods af at testen blev taget allerede d 27. december året forinden, det tog bare lidt tid for nyhedens alvor at trænge ind i mit tykke hoved...
Efter en fantastisk graviditet og en ditto fødsel er jeg så nu ikke længere nygravid, men derimod mor til verdens smukkeste, mest bedårende og til tider mest pisse irriterende men stadig mest højtelskede (af mig) lille dreng.
Jeg bliver for hver dag der går mere og mere forelsket i både min søn og i min mand, dette i sig selv tror jeg på er nok til at holde min pande højt løftet uanset hvad vi møder, så længe vi er sammen om det.

Generelt synes jeg at året 2010 var aldeles pragtfuldt! Det indeholdt naturligvis ikke kun positivt, men da jeg er uforbedrelig optimist har det negative det med at træde i baggrunden i min erindring til fordel for det positive.
2010 var året hvor vores liv slog en gigantisk koldbøtte ved navn Magnus, heldigvis landede vi på fødderne igen og fortsatte ufortrødent, dog i en lidt anden retning end før. Vi kigger tit på hinanden og spørger: "Hvad i alverden foretog vi os egentlig før vi fik ham?" og helt oprigtigt:  Jeg ved det simpelthen ikke! Ikke noget "vigtigt" i hvert fald...

Hvad forventer jeg så af året 2011?
Det er jo faktisk et vanskeligt spørgsmål...
Jeg har ikke de sædvanlige forsæt om at motionere mere, spise sundere eller lignende, dem ved jeg alligevel at jeg ikke kan overholde, så snart januar er halvt gået er de som regel glemt, de nyindkøbte løbesko er sparket ind bagest i klædeskabet og i stedet erstattet af en pose bland-selv-slik og igen er kondi noget der kan hældes på flasker fra Faxe...
Jeg har nogle få diffuse mål, ét er at finde et job, gerne et jeg vil synes om, men vigtigst af alt lige nu er faktisk bare at finde et, det vil gøre vores bankmand mere venligt stemt forestiller jeg mig...
Derudover er planen at nyde at følge Magnus i den rivende udvikling han allerede befinder sig i, at huske at være taknemmelig over hvad jeg har, for jeg har så uendeligt meget! Selvom det meste af det ikke er af materiel karakter...
Vigtigst af alt er mit mål for 2011 bare, at gøre det så godt jeg kan hver dag, uanset hvad jeg møder på vejen.

Godt nytår og Gud bevare Danmark...  (ja ja... lidt kongelig har man vel lov at være...)