Lykke...
Det er vist et emne, som de fleste har givet sit eget bud på en beskrivelse af mindst én gang i livet.
Jeg har i længere tid haft svært ved at finde netop den følelse frem, jeg giver p-piller skylden for det og glæder mig over, at jeg formentlig aldrig igen skal indtage en eneste af de små hormonfyldte sataner.
Men nu hvor der ikke længere raser unaturlige hormoner rundt i min krop kan jeg igen mærke langt flere nuancer af følelsesregistret.
Den jeg især er taknemmelig over at have fået igen er lykken.
For en lille uges tid siden oversvømmede den mig i så voldsom en grad, at jeg slet ikke kunne lade være med at græde. Af ren og ubesmittet lykke. Det var helt fantastisk!
Der stod jeg sammen med vores glad logrende hund, med efterårssolen bagende på mit ansigt, og spiste et virkelig lækkert æble, friskplukket fra et af vores mange frugttræer.
Min næse fyldtes af duften af nyklippet græs og visne blade.
Tæt forbi mig, i fuld fart på ryggen af plænetraktoren, kom min elskede mand og vores vidunderlige søn, sidstnævnte med et smil fra øre til øre og højlydte jubelråb, fordi han elsker alt med en motor og noget af det bedste han ved er, at slå græs sammen med sin far.
Lige der nåede mit lykkebarometer toppen af skalaen, for hvad mere kan man egentlig ønske sig?
En glad og kærlig familie og tid og overskud til at nyde den, meget mere end det har jeg faktisk ikke brug for.
...og i samme sekund kom der et velanbragt og kraftigt spark fra vores lille prinsesse Ida i min mave og så røg barometernålen ud af skalaen! For der er jo endnu mere lykke på vej.
Årene der kommer vil være velsignet af ikke bare ét, men to vidunderlige og glade børn, som jeg har alle forhåbninger om kommer til at få rigtig megen glæde af hinanden.
Jeg fik nærmest en hel film af fremtidige scenarier lignende det jeg stod i, bare med endnu et medlem af familien.
Store våde dråber af ren lykke piblede frem i mine øjne og i mit hjerte var lyden af 1.000 englekor.
Det var et af de øjeblikke, som jeg vil gemme dybt inde i mit hjerte, som jeg kan tage frem på en gråvejrsdag når det er lidt for længe siden solen har vist sig. Når der har været lidt for meget hverdag i lidt for lang tid.
Jeg tror på, at den slags små lysende perler gør livet til noget ganske særligt og man skal huske at lægge dem i et skrin, så man en dag når man er blevet gammel har perler nok til en hel kæde.
En kæde af lykkelige minder, som man kan tage om halsen og forlade denne verden med et smil på læben.
Sådan en kæde vil jeg gerne have og jeg vil bære den med glæde og stolthed!
søndag den 28. oktober 2012
fredag den 12. oktober 2012
En helt og aldeles fantastisk scanning!
Efter jeg postede mit sidste indlæg begyndte tiden at bevæge sig i normal hastighed igen.
Gemalen kom hjem, klokken nåede 11 og vi sprang ud i bilen og fløj afsted ad Hovedvej 34.
Vi ankom i god tid til Obstetrisk Ambulatorium, beliggende ved Regionshospitalet Hernings afdeling N2, indgang C.
Der var masser af tid til, at Thomas kunne ryge en nervedulmende cigaret inden vi gik ind, endda helt uden stop-nu-med-at-ryge-kommentarer fra sin hustru, som egentlig synes, at det er en både dyr og temmelig ulækker vane.
Vi gik ind, tog elevatoren til plan 2 og blev mødt af en smilende receptionist, som tog imod mit navn hvorefter vi satte os i venterummet, udstyret med hver vores lettere lasede eksemplar af fire år gamle Illustreret Videnskab.
Mens vi ventede lærte jeg bl.a., noget om Det Døde Hav, noget om Saturns tredjestørste måne, Japetus og at kvinder lettere får blå mærker end mænd, fordi vores hud er tyndere og har en anden sammensætning af bl.a. fedt og kollagen. Så blev man så meget klogere...
Jeg blev revet ud af min egentlig ret interessante læsning om Japetus, da mit navn blev kaldt af en smilende sonograf, som viste os ind i undersøgelsesrum 3.
Hun fik min vandrejournal og jeg blev anvist at lægge mig på briksen.
Frem med flæsket og på med en stor klat gelé!
Så snart scanneren blev sat på min mave kunne vi på skærmen se vores baby, som tydeligvis var vokset godt siden sidst.
Som det allerførste viste sonograften os, at hjertet slog som det skulle. Straks slappede jeg af, på trods af blide puf om morgenen havde jeg stadig haft den der totalt irrationelle tanke: "Tænk nu hvis den er gået til grunde!"
I en halv time scannede hun.
Vi så arme og ben, hænder og fødder, der blev talt fingre og tæer.
Der blev målt på diverse knogler, hovedet og maven.
Vi så de forskellige dele af hjernen og alle kamre i hjertet, navlesnorens opbygning og gennemstrømning og vi så en hel masse andet og det hele var så fantastisk!
På et tidspunkt lå babyen så perfekt, at vi endda fik nogle ansigtstræk at se, selvom det ikke var i 3D!
Der var en smuk lille mund og en perfekt lille næsetip
Vi så moderkagen, som denne gang ligger fortil, det gav en glimrende forklaring på, at jeg tydeligst mærker liv nederst i maven, hvor moderkagen ikke dækker.
Efter intenst at have nydt synet af vores lille baby og jublende lykkelige have modtaget besked om, at alt så helt perfekt, sundt og normalt ud kom vi til det sidste store spørgsmål:
Dreng eller pige?
Sonografen fangede baby i et klassisk "kopimaskine shot". Vi så tydeligt de to lår og mellem dem....
....var der ikke det samme som sidst vi så en baby i den vinkel!
I stedet for en tissemand, som Magnus dengang viste frem med noget der mest af alt mindede om se-lige-hvad-jeg-har!-stolthed, kunne vi tydeligt se aftegningerne af tissemandens feminine modsætning.
Baby er en pige! Der er en lillesøster på vej og hendes mor er allerede begyndt at få forestillinger om tyl, glimmer og perler og alskens andre tøseting, som jeg allerede glæder mig til.
Næste udfordring bliver at finde et navn til hende, som vi begge kan lide og som passer sammen med både vores efternavn og med storebrors fornavn.
Der er da heldigvis stadig noget tid at løbe på hvad det angår...
Vil I se hende?
Gemalen kom hjem, klokken nåede 11 og vi sprang ud i bilen og fløj afsted ad Hovedvej 34.
Vi ankom i god tid til Obstetrisk Ambulatorium, beliggende ved Regionshospitalet Hernings afdeling N2, indgang C.
Der var masser af tid til, at Thomas kunne ryge en nervedulmende cigaret inden vi gik ind, endda helt uden stop-nu-med-at-ryge-kommentarer fra sin hustru, som egentlig synes, at det er en både dyr og temmelig ulækker vane.
Vi gik ind, tog elevatoren til plan 2 og blev mødt af en smilende receptionist, som tog imod mit navn hvorefter vi satte os i venterummet, udstyret med hver vores lettere lasede eksemplar af fire år gamle Illustreret Videnskab.
Mens vi ventede lærte jeg bl.a., noget om Det Døde Hav, noget om Saturns tredjestørste måne, Japetus og at kvinder lettere får blå mærker end mænd, fordi vores hud er tyndere og har en anden sammensætning af bl.a. fedt og kollagen. Så blev man så meget klogere...
Jeg blev revet ud af min egentlig ret interessante læsning om Japetus, da mit navn blev kaldt af en smilende sonograf, som viste os ind i undersøgelsesrum 3.
Hun fik min vandrejournal og jeg blev anvist at lægge mig på briksen.
Frem med flæsket og på med en stor klat gelé!
Så snart scanneren blev sat på min mave kunne vi på skærmen se vores baby, som tydeligvis var vokset godt siden sidst.
Som det allerførste viste sonograften os, at hjertet slog som det skulle. Straks slappede jeg af, på trods af blide puf om morgenen havde jeg stadig haft den der totalt irrationelle tanke: "Tænk nu hvis den er gået til grunde!"
I en halv time scannede hun.
Vi så arme og ben, hænder og fødder, der blev talt fingre og tæer.
Der blev målt på diverse knogler, hovedet og maven.
Vi så de forskellige dele af hjernen og alle kamre i hjertet, navlesnorens opbygning og gennemstrømning og vi så en hel masse andet og det hele var så fantastisk!
På et tidspunkt lå babyen så perfekt, at vi endda fik nogle ansigtstræk at se, selvom det ikke var i 3D!
Der var en smuk lille mund og en perfekt lille næsetip
Vi så moderkagen, som denne gang ligger fortil, det gav en glimrende forklaring på, at jeg tydeligst mærker liv nederst i maven, hvor moderkagen ikke dækker.
Efter intenst at have nydt synet af vores lille baby og jublende lykkelige have modtaget besked om, at alt så helt perfekt, sundt og normalt ud kom vi til det sidste store spørgsmål:
Dreng eller pige?
Sonografen fangede baby i et klassisk "kopimaskine shot". Vi så tydeligt de to lår og mellem dem....
....var der ikke det samme som sidst vi så en baby i den vinkel!
I stedet for en tissemand, som Magnus dengang viste frem med noget der mest af alt mindede om se-lige-hvad-jeg-har!-stolthed, kunne vi tydeligt se aftegningerne af tissemandens feminine modsætning.
Baby er en pige! Der er en lillesøster på vej og hendes mor er allerede begyndt at få forestillinger om tyl, glimmer og perler og alskens andre tøseting, som jeg allerede glæder mig til.
Næste udfordring bliver at finde et navn til hende, som vi begge kan lide og som passer sammen med både vores efternavn og med storebrors fornavn.
Der er da heldigvis stadig noget tid at løbe på hvad det angår...
Vil I se hende?
torsdag den 11. oktober 2012
Hormonella i spændt forventning
Det her er en af de der morgener, hvor tiden slæber sig afsted.
Jeg stod op kl 6.30, klædte Magnus på og kyssede ham og hans far farvel.
Derefter dappede jeg lidt rundt i huset og nød roen mens solen stod op og gjorde nat til dag.
Jeg satte mig i sofaen og nussede hunden mens jeg læste et par sider i min bog, som efterhånden er kriminelt tæt på sin afslutning...
For at vågne helt tog jeg et, nok lidt længere end nødvendigt, bad og prøvede at få nogle praktiske ting på plads inde i hovedet.
Efter at have taget tøj på satte jeg mig i gyngestolen med computeren, som det på mystisk vis er lykkes at genoplive, nød nogle blide puf fra babyen i maven og checkede de sædvanlige sider; Facebook, BabyXplore osv.
Tiden står næsten stille, men dog ikke helt.
Jeg tænker, at hvis jeg sætter en kop the over og smider en rugbrødsbolle, her i huset også kaldet "babseboller", på risteren så kan det være tiden går lidt hurtigere...
Det jeg venter på er, at klokken skal blive 11, så vi igen kan vende næsen mod Herning.
I dag kl 11.55 har vi en tid til 20 ugers scanning. Forhåbentlig får vi i dag en skøn, sund og rask baby at se igen og også et svar på om vi er snarlige forældre til to drenge eller om det er til en af hver.
Jeg er spændt og utålmodig og vil bare afsted nu...
1 time og 20 minutter tilbage til afgang...
Jeg stod op kl 6.30, klædte Magnus på og kyssede ham og hans far farvel.
Derefter dappede jeg lidt rundt i huset og nød roen mens solen stod op og gjorde nat til dag.
Jeg satte mig i sofaen og nussede hunden mens jeg læste et par sider i min bog, som efterhånden er kriminelt tæt på sin afslutning...
For at vågne helt tog jeg et, nok lidt længere end nødvendigt, bad og prøvede at få nogle praktiske ting på plads inde i hovedet.
Efter at have taget tøj på satte jeg mig i gyngestolen med computeren, som det på mystisk vis er lykkes at genoplive, nød nogle blide puf fra babyen i maven og checkede de sædvanlige sider; Facebook, BabyXplore osv.
Tiden står næsten stille, men dog ikke helt.
Jeg tænker, at hvis jeg sætter en kop the over og smider en rugbrødsbolle, her i huset også kaldet "babseboller", på risteren så kan det være tiden går lidt hurtigere...
Det jeg venter på er, at klokken skal blive 11, så vi igen kan vende næsen mod Herning.
I dag kl 11.55 har vi en tid til 20 ugers scanning. Forhåbentlig får vi i dag en skøn, sund og rask baby at se igen og også et svar på om vi er snarlige forældre til to drenge eller om det er til en af hver.
Jeg er spændt og utålmodig og vil bare afsted nu...
1 time og 20 minutter tilbage til afgang...
tirsdag den 9. oktober 2012
Tilbage til da verden endnu ikke var i farver
Vi er nu nået til vejs ende i fotolegen. Endnu engang en dags tid forsinket af den selvdøde computer..
Dag 7, altså i går, stod i tegnet sort/hvid.
Det havde selvfølgelig været oplagt bare at snappe nogle tilfældige fotos og så lægge et sort/hvid filter over, men det ville næsten være snyd.
Jagten gik derfor ind igen.
Jeg holdt mig indenfor hjemmets fire vægge og det var egentlig overraskende så få ting jeg fandt, men det lykkedes til trods.
Dagens billedkompot repræsenterer mange af de ting, som jeg elsker mest.
Allerførst mine dejlige børn.
Både det ufødte på scanningsbilledet og min lille krudtugle, Magnus, de to af billederne er jo af hans legetøj...
"Ko og Halv" som han kalder dem og Brio komfuret, hvor han har stegt vindfrikadeller nok til at mætte selv den frådende blæst, som lige nu raser hen over markerne og hyler i hver en krog her på gården.
Med lidt god vilje kunne køkkenet også repræsentere min kærlighed til god mad.
Dernæst er der to andre yndlingsting.
En god, tyk bog, i dette tilfælde er det "Giganternes Fald" af Ken Follet. Absolut endnu et mesterværk fra hans hånd. Meget apropos sort/hvid temaet, så foregår den på et tidspunkt, hvor verden endnu ikke var i farver. I hvert fald ikke på film, som i det hele taget var et forholdsvist nyt fænomen dengang..
Vi befinder os på tiden før, under og efter 1. Verdenskrig.
Desværre er der ikke så mange sider tilbage før jeg er færdig og "Verdens Vinter", som efterfølgeren hedder, er endnu ikke flyttet ind i min bogreol.
En god bog bliver endnu bedre hvis den følges ad med en god kop the, lige nu er favoritten en skøn blanding med lakridsrod og pebermynte. Frisørens blanding hedder den, jeg tror de fleste the butikker har den efterhånden.
En god kop the bliver endnu bedre hvis man ved, at der er nok at tage af.
Det man kan se på billedet øverst til højre er mine yndlings thekrus. Der kan være rundt regnet en halv liter i hver af dem, så der går lidt tid før man igen skal ud at tanke op.
Nok snak, her kommer billederne.
Dag 7, altså i går, stod i tegnet sort/hvid.
Det havde selvfølgelig været oplagt bare at snappe nogle tilfældige fotos og så lægge et sort/hvid filter over, men det ville næsten være snyd.
Jagten gik derfor ind igen.
Jeg holdt mig indenfor hjemmets fire vægge og det var egentlig overraskende så få ting jeg fandt, men det lykkedes til trods.
Dagens billedkompot repræsenterer mange af de ting, som jeg elsker mest.
Allerførst mine dejlige børn.
Både det ufødte på scanningsbilledet og min lille krudtugle, Magnus, de to af billederne er jo af hans legetøj...
"Ko og Halv" som han kalder dem og Brio komfuret, hvor han har stegt vindfrikadeller nok til at mætte selv den frådende blæst, som lige nu raser hen over markerne og hyler i hver en krog her på gården.
Med lidt god vilje kunne køkkenet også repræsentere min kærlighed til god mad.
Dernæst er der to andre yndlingsting.
En god, tyk bog, i dette tilfælde er det "Giganternes Fald" af Ken Follet. Absolut endnu et mesterværk fra hans hånd. Meget apropos sort/hvid temaet, så foregår den på et tidspunkt, hvor verden endnu ikke var i farver. I hvert fald ikke på film, som i det hele taget var et forholdsvist nyt fænomen dengang..
Vi befinder os på tiden før, under og efter 1. Verdenskrig.
Desværre er der ikke så mange sider tilbage før jeg er færdig og "Verdens Vinter", som efterfølgeren hedder, er endnu ikke flyttet ind i min bogreol.
En god bog bliver endnu bedre hvis den følges ad med en god kop the, lige nu er favoritten en skøn blanding med lakridsrod og pebermynte. Frisørens blanding hedder den, jeg tror de fleste the butikker har den efterhånden.
En god kop the bliver endnu bedre hvis man ved, at der er nok at tage af.
Det man kan se på billedet øverst til højre er mine yndlings thekrus. Der kan være rundt regnet en halv liter i hver af dem, så der går lidt tid før man igen skal ud at tanke op.
Nok snak, her kommer billederne.
mandag den 8. oktober 2012
Jordbærsaft og giraffer i maven
Der er opstået et ganske alvorligt teknisk problem (læs: min computer er kollapset) som forsinkede udgivelsen af gårsdagens billede, det kommer altså i stedet i dag, så tidligt som muligt.
Heldigvis er det ikke mit kamera, som har valgt at gå til de evige jagtmarker, så billederne til fotolegen eksisterer skam endnu og er også taget på den rigtige dato!
I går var, som de hurtige nok har regnet ud, dag 6 i legen. Temaet var rød.
I dagens anledning gik jeg linen ud og kogte saft og marmelade af sommerens mange skønne jordbær, drak the fra min knaldrøde thebrygger og spiste ketchup på mit spejlæg til frokost.
Selv Junior så rødt! Eller, det gjorde han i hvert fald, da han opdagede, at jeg lånte hans røde picnickkurv til et billede.
Resten af dagen fik han til at gå med at lege, ud over det hele, med al legemaden.
Jeg drak altså rigtig mange kopper usynlig kaffe i går, serveret med et stort smil af min lille, store dreng, som forøvrigt går rundt og peger stolt på sig selv og siger "storebror!" i denne tid.
Gad vide hvordan han reagerer, når det går op for ham hvad det egentlig vil sige, at han skal være det...
Han aer jævnligt min mave mens han siger "Mor har baby i maven.", men når han så sekundet efter aer mit bryst og siger "tykke mave" kommer man lidt i tvivl om hvor meget han egentlig forstår... Der er i hvert fald lang vej endnu før lægeuddannelsen er i hus...
I går så han en mand med en tyk mave i fjernsynet, der pegede han og sagde "giraf i maven."
Om ikke andet får jeg tit et godt grin over de herlige ting, der kommer ud af munden på ham. Jeg har ham mistænkt for, at have en lige så krøllet hjerne som sin mor. Det glæder mig faktisk lidt.
Der røg jeg tydeligvis ud ad et sidespor!
Tilbage til rød.. om ikke andet så i hvert fald til billederne. De kommer her:
Heldigvis er det ikke mit kamera, som har valgt at gå til de evige jagtmarker, så billederne til fotolegen eksisterer skam endnu og er også taget på den rigtige dato!
I går var, som de hurtige nok har regnet ud, dag 6 i legen. Temaet var rød.
I dagens anledning gik jeg linen ud og kogte saft og marmelade af sommerens mange skønne jordbær, drak the fra min knaldrøde thebrygger og spiste ketchup på mit spejlæg til frokost.
Selv Junior så rødt! Eller, det gjorde han i hvert fald, da han opdagede, at jeg lånte hans røde picnickkurv til et billede.
Resten af dagen fik han til at gå med at lege, ud over det hele, med al legemaden.
Jeg drak altså rigtig mange kopper usynlig kaffe i går, serveret med et stort smil af min lille, store dreng, som forøvrigt går rundt og peger stolt på sig selv og siger "storebror!" i denne tid.
Gad vide hvordan han reagerer, når det går op for ham hvad det egentlig vil sige, at han skal være det...
Han aer jævnligt min mave mens han siger "Mor har baby i maven.", men når han så sekundet efter aer mit bryst og siger "tykke mave" kommer man lidt i tvivl om hvor meget han egentlig forstår... Der er i hvert fald lang vej endnu før lægeuddannelsen er i hus...
I går så han en mand med en tyk mave i fjernsynet, der pegede han og sagde "giraf i maven."
Om ikke andet får jeg tit et godt grin over de herlige ting, der kommer ud af munden på ham. Jeg har ham mistænkt for, at have en lige så krøllet hjerne som sin mor. Det glæder mig faktisk lidt.
Der røg jeg tydeligvis ud ad et sidespor!
Tilbage til rød.. om ikke andet så i hvert fald til billederne. De kommer her:
lørdag den 6. oktober 2012
Lilla lørdag på landet
Ja undskyld, men bogstavrimet lå lige til højrebenet...
Det er nu dag 5 i fotolegen. Denne dag er helliget lilla.
Min indre farvenørd synes, at lilla er en sær størrelse, for reelt set eksisterer farven ikke.
Nu tænker I sikkert, at det rabler for mig, men se selv efter på Wikipedia, der står følgende:
"Farver som lilla og grålilla eksisterer ikke som spektralfarver. Lilla er en farveblanding kombineret af røde og blå bølgelænger, altså ikke én. Når øjet ser en lilla farve, ser det blåt og rødt. Men fordi det blå og røde lys observeres og sendes videre til hjernen som en enkelt information, registrerer hjernen lyset som en farve; lilla."
Det er nu dag 5 i fotolegen. Denne dag er helliget lilla.
Min indre farvenørd synes, at lilla er en sær størrelse, for reelt set eksisterer farven ikke.
Nu tænker I sikkert, at det rabler for mig, men se selv efter på Wikipedia, der står følgende:
"Farver som lilla og grålilla eksisterer ikke som spektralfarver. Lilla er en farveblanding kombineret af røde og blå bølgelænger, altså ikke én. Når øjet ser en lilla farve, ser det blåt og rødt. Men fordi det blå og røde lys observeres og sendes videre til hjernen som en enkelt information, registrerer hjernen lyset som en farve; lilla."
Kilde: Wikipedia
Eksisterende eller ej, så er det nu alligevel en smuk farve, som altid har gjort mig glad i låget.
HVIS det viser sig, at babyen i min mave er en pige, så vil der nok snige sig mere end et enkelt stykke lilla tøj ned i skufferne med børnetøj...
Om det bliver en vidunderlig lilla invasion eller et glædeligt gensyn med det blå finder vi forhåbentlig ud af om små fem dage. Det er nemlig dagen for 20 ugers scanningen, tænk sig, at halvdelen af tiden næsten er gået allerede!
Men tilbage på sporet.
Her kommer dagens billedkompot.
fredag den 5. oktober 2012
Solskin og kejserlig jalousi
Dag 4.
Dagens farve er gul og i den anledning skulle man synes, at solen burde skinne.
Egentlig har jeg aldrig været ret vild med gul, men jo mere jeg ser på dagens billede jo mere kan jeg egentlig lide farven.
Den er varm, glad og energisk.
Jeg er bare selv lavet i en farve, som absolut ikke matcher gul, så det er vist noget nær den eneste farve, man aldrig vil finde i min garderobe.
Kigger vi på farvesymbolik igen er gul lidt en rodebutik synes jeg..
Alt afhængig af tonen er der tale om stort set alt mellem Djævelen og det guddommelige lys. Meget større kontrast kan vel næppe findes.
...og nu til dagens billede:
Dagens farve er gul og i den anledning skulle man synes, at solen burde skinne.
Egentlig har jeg aldrig været ret vild med gul, men jo mere jeg ser på dagens billede jo mere kan jeg egentlig lide farven.
Den er varm, glad og energisk.
Jeg er bare selv lavet i en farve, som absolut ikke matcher gul, så det er vist noget nær den eneste farve, man aldrig vil finde i min garderobe.
Kigger vi på farvesymbolik igen er gul lidt en rodebutik synes jeg..
Alt afhængig af tonen er der tale om stort set alt mellem Djævelen og det guddommelige lys. Meget større kontrast kan vel næppe findes.
...og nu til dagens billede:
torsdag den 4. oktober 2012
En grøn vitaminindsprøjtning
Dag 3 er kommet og så godt som gået igen..
I dag har jagten gået efter noget grønt.
Grønt skulle efter sigende være godt for øjnene, være håbets farve og generelt være forbundet med positive ting.
Måske hænger det sammen med, at farvens lysfrekvens ligger på et niveau, som får de fleste mennesker til at slappe af. Jeg lod mig engang fortælle, at det er de færreste mennesker, som ikke bryder sig om grøn i den ene eller den anden afskygning.
...og indrømmet: Grøn er også en af mine favoritter!
For mig er grøn mange ting.
Det er forårets friskhed og det er den inderlige ro, som findes dybt inde i skoven på en solrig sommerdag.
Det er farven på det univers min mand befinder sig i, det univers, som inden længe tager ham langt væk fra mig i flere måneder, til krigens hærgen i et fjernt og fremmed land.
Det er min søns strålende smil, når han ser en John Deere traktor. Tag endelig ikke fejl, selv for en toårig er en traktor ikke bare en traktor... I hvert fald ikke hvis en af dem er grøn.
Jeg kunne blive ved i en uendelighed, mens jeg sidder her i skæret fra min, forøvrigt grønne, lampe i stuen, men måske jeg bare skulle komme til sagen.
Her kommer dagens billeder.
I dag har jagten gået efter noget grønt.
Grønt skulle efter sigende være godt for øjnene, være håbets farve og generelt være forbundet med positive ting.
Måske hænger det sammen med, at farvens lysfrekvens ligger på et niveau, som får de fleste mennesker til at slappe af. Jeg lod mig engang fortælle, at det er de færreste mennesker, som ikke bryder sig om grøn i den ene eller den anden afskygning.
...og indrømmet: Grøn er også en af mine favoritter!
For mig er grøn mange ting.
Det er forårets friskhed og det er den inderlige ro, som findes dybt inde i skoven på en solrig sommerdag.
Det er farven på det univers min mand befinder sig i, det univers, som inden længe tager ham langt væk fra mig i flere måneder, til krigens hærgen i et fjernt og fremmed land.
Det er min søns strålende smil, når han ser en John Deere traktor. Tag endelig ikke fejl, selv for en toårig er en traktor ikke bare en traktor... I hvert fald ikke hvis en af dem er grøn.
Jeg kunne blive ved i en uendelighed, mens jeg sidder her i skæret fra min, forøvrigt grønne, lampe i stuen, men måske jeg bare skulle komme til sagen.
Her kommer dagens billeder.
onsdag den 3. oktober 2012
En helt igennem orange dag...
Det er nu dag 2 i fotolegen. Dag 2 er orange.
Hvis man slår "orange" op på Wikipedia kommer der en længere afhandling, som bl.a. omhandler farvesymbolik.
Orange symboliserer, afhængig af kultur, alt fra livsglæde, energi og humor til grusomhed og egoisme.
Om dagens billedkompot er livsglad, humoristisk eller direkte grusomt må være op til beskueren at dømme...
Her kommer det i hvert fald.
tirsdag den 2. oktober 2012
Ej blåt til lyst...
I mit tidligere indlæg kom spillereglerne til en fotoleg med farver.
Her kommer første bidrag.
Dag 1.
En dag i de blå farvers tegn:
Mere kulør i hverdagen
Jeg faldt over en leg på en hjemmeside, jeg synes egentlig selv at den kunne værelidt sjov at prøve...
En hel uge hvor hver dag får en farve, som skal gå igen i de billeder man tager.
Jeg kom for sent til at deltage på hjemmesiden, men jeg kan da heldigvis bare lege legen selv her på bloggen... Der vil altså den næste uge, hver dag, komme billeder i følgende farver:
Dag 1: Blå
Dag 2: Orange
Dag 3: Grøn
Dag 4: Gul
Dag 5: Lilla
Dag 6: Rød
Dag 7: Sort/hvid
En hel uge hvor hver dag får en farve, som skal gå igen i de billeder man tager.
Jeg kom for sent til at deltage på hjemmesiden, men jeg kan da heldigvis bare lege legen selv her på bloggen... Der vil altså den næste uge, hver dag, komme billeder i følgende farver:
Dag 1: Blå
Dag 2: Orange
Dag 3: Grøn
Dag 4: Gul
Dag 5: Lilla
Dag 6: Rød
Dag 7: Sort/hvid
tirsdag den 11. september 2012
Tomater i lange baner!
Jeg har tre blommetomatplanter i mit skønne drivhus.
Mor her kan godt lide blommetomater! Det kan hele familien, men vi kan slet ikke følge med til at spise alle de pragtfulde tomater, som planterne gavmildt kaster af sig.
Vi har i lang tid mæsket os i tomatsalat, bagte tomater, tomatsauce og alverden andre ting, men jeg vil jo egentlig gerne have fornøjelsen til at vare lidt længere.
I går fik jeg så en idé!
Jeg fløj sidelæns ud i vores oldgamle Volvo og brølede ind mod byen. Kort efter gik turen hjem igen, nu udstyret med henkogningsglas og masser af olivenolie.
Vel hjemme igen blev der fyret op i ovnen og de mange små, lækre tomater blev lagt i et fad. Der lå de så og smilede med deres fine, røde kinder, soppende i olivenolie og drysset med salt og en skøn friskkværnet peberblanding. Og så ind i ovnen!
20 minutter ved 150 grader, og derefter direkte i et varmt, nyskoldet glas. Her fik de selskab af en lille håndfuld friske timiankviste og blev dækket af olivenolie og så flyttede de ind i køleskabet.
I dag har jeg lige prøvesmagt dem og de er simpelthen så lækre! Det bliver ikke den sidste portion jeg har lavet af den slags!
Mor her kan godt lide blommetomater! Det kan hele familien, men vi kan slet ikke følge med til at spise alle de pragtfulde tomater, som planterne gavmildt kaster af sig.
Vi har i lang tid mæsket os i tomatsalat, bagte tomater, tomatsauce og alverden andre ting, men jeg vil jo egentlig gerne have fornøjelsen til at vare lidt længere.
I går fik jeg så en idé!
Jeg fløj sidelæns ud i vores oldgamle Volvo og brølede ind mod byen. Kort efter gik turen hjem igen, nu udstyret med henkogningsglas og masser af olivenolie.
Vel hjemme igen blev der fyret op i ovnen og de mange små, lækre tomater blev lagt i et fad. Der lå de så og smilede med deres fine, røde kinder, soppende i olivenolie og drysset med salt og en skøn friskkværnet peberblanding. Og så ind i ovnen!
20 minutter ved 150 grader, og derefter direkte i et varmt, nyskoldet glas. Her fik de selskab af en lille håndfuld friske timiankviste og blev dækket af olivenolie og så flyttede de ind i køleskabet.
I dag har jeg lige prøvesmagt dem og de er simpelthen så lækre! Det bliver ikke den sidste portion jeg har lavet af den slags!
mandag den 27. august 2012
En fornemmelse i luften
Jeg sidder i sofaen og fryser mine tæer. Overvejer om tiden er inde til, at finde hyggesokkerne frem igen. Måske endda ligefrem lægge en solid kævle i brændeovnen.
Min kalender siger stadig august, jeg er da ret sikker på, at jeg ikke er bagud med krydse dagene af.
Alligevel er der en altgennemsyrende fornemmelse af september uanset hvor jeg vender mig hen.
Frugthavens træer bugner af æbler og blommer, som bliver større og mere rødkindede for hver dag der går.
Korsedderkopperne, som bygger seje og klistrede hjulspind på størrelse med dækkene på vores gamle Volvo, bliver støt større, hvilket i min verden også betyder efterår.
Under bøgetræerne på græsplænen ligger der visne blade, flere og flere for hver dag.
Morgenerne er indpakket i smågrumset dis og aftenerne bliver stadig mørkere.
Vi kommer ikke udenom at se det i øjnene, efteråret står for døren.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til efterår.
På den ene side synes jeg det er en dybt melankolsk tid, fordi dagene bliver kortere og vinterens mørke langsomt kommer snigende. Jeg er ikke god til vinter.
På den anden side elsker jeg den brede palet af farver, som naturen boltrer sig i, jeg elsker den krydrede duft af visne blade, som langsomt formulder, jeg elsker den høje himmel og den klare og rene friskhed, som luften har på en blæsende dag hvor kridhvide skyer pryder en knaldblå himmel og solen titter frem og gavmildt deler ud af den varme, som stadig er i den.
Netop sådan en dag var det i fredags. Alle indtrykkene blev nydt og lagret dybt inde i sjælens vinterforråd og der blev lavet fotominder, som jeg gerne deler med hvem der end læser med her på bloggen.
Min kalender siger stadig august, jeg er da ret sikker på, at jeg ikke er bagud med krydse dagene af.
Alligevel er der en altgennemsyrende fornemmelse af september uanset hvor jeg vender mig hen.
Frugthavens træer bugner af æbler og blommer, som bliver større og mere rødkindede for hver dag der går.
Korsedderkopperne, som bygger seje og klistrede hjulspind på størrelse med dækkene på vores gamle Volvo, bliver støt større, hvilket i min verden også betyder efterår.
Under bøgetræerne på græsplænen ligger der visne blade, flere og flere for hver dag.
Morgenerne er indpakket i smågrumset dis og aftenerne bliver stadig mørkere.
Vi kommer ikke udenom at se det i øjnene, efteråret står for døren.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til efterår.
På den ene side synes jeg det er en dybt melankolsk tid, fordi dagene bliver kortere og vinterens mørke langsomt kommer snigende. Jeg er ikke god til vinter.
På den anden side elsker jeg den brede palet af farver, som naturen boltrer sig i, jeg elsker den krydrede duft af visne blade, som langsomt formulder, jeg elsker den høje himmel og den klare og rene friskhed, som luften har på en blæsende dag hvor kridhvide skyer pryder en knaldblå himmel og solen titter frem og gavmildt deler ud af den varme, som stadig er i den.
Netop sådan en dag var det i fredags. Alle indtrykkene blev nydt og lagret dybt inde i sjælens vinterforråd og der blev lavet fotominder, som jeg gerne deler med hvem der end læser med her på bloggen.
mandag den 20. august 2012
2 år med fuld fart over feltet!
Magnus er nu 2 år.
Jeg har dermed været mor i 2 år.
Jeg må være temmelig langsom i optrækket, for på nogle dage, kan min forstand stadig ikke helt begribe, at jeg er mor og vil være det til den dag mit hjerte holder op med at banke.
Forhåbentlig vil det banke videre i mange herrens år, banke for mine børn og for min mand.
Nu er jeg kommet så vidt, at jeg kan vise billeder af BEGGE mine børn!
Først et lille then-and-now af min skønne og finurlige frækkert, Magnus
Jeg synes det kan være svært at forstå, at det er det samme barn på de to billeder, men lækker er han jo på dem begge!
Næste skud på stamtræet så vi for første gang i fredags. Om det er Lillebror eller Lillesøster ved vi endnu ikke, men nu ved vi, at h*n umiddelbart er sund og rask, hvilket jo selvfølgelig er det vigtigste.
De nysgerrige forældre må vente til oktober med at få mere at vide, men her er i hvert fald foreløbig et billede fra nakkefoldsscanningen.
Jeg har dermed været mor i 2 år.
Jeg må være temmelig langsom i optrækket, for på nogle dage, kan min forstand stadig ikke helt begribe, at jeg er mor og vil være det til den dag mit hjerte holder op med at banke.
Forhåbentlig vil det banke videre i mange herrens år, banke for mine børn og for min mand.
Nu er jeg kommet så vidt, at jeg kan vise billeder af BEGGE mine børn!
Først et lille then-and-now af min skønne og finurlige frækkert, Magnus
 |
Det første billede, ganske kort efter fødslen.
|
 |
Det seneste billede, taget i morges, mens han puttede i mors seng og så et eller andet børnedims i fjernsynet.
|
Jeg synes det kan være svært at forstå, at det er det samme barn på de to billeder, men lækker er han jo på dem begge!
Næste skud på stamtræet så vi for første gang i fredags. Om det er Lillebror eller Lillesøster ved vi endnu ikke, men nu ved vi, at h*n umiddelbart er sund og rask, hvilket jo selvfølgelig er det vigtigste.
De nysgerrige forældre må vente til oktober med at få mere at vide, men her er i hvert fald foreløbig et billede fra nakkefoldsscanningen.
 |
| Første kig på Lillebrøster |
onsdag den 8. august 2012
Den dag Hormonella fik en ny printer
Gravid betyder gratispakker.
Gratispakker betyder print-og-tag-med gavebeviser.
Print-og-tag-med gavebeviser lyder ret ligetil egentlig... usb-stik i, print, færdig. Jeps, easy-peasy...
Hvis altså ikke det var fordi vi lige havde fået ny printer, som jeg i min dovenskab ikke har gidet installere driver til på min computer før jeg fik brug for det.
Det fik jeg her til aften.
Min evigt underdrivende livsledsager opfordrer mig til straks at gå ind på HP's hjemmeside og installere den nødvendige driver, frem for at vente til dagslys og mindre træthed indtræffer i kombination.
Jeg mindes svagt, at ordene lød: "Det tager ingen tid og det er super nemt!"
Her fristes jeg til at kaste mig ud i min hjemlige dialekt og sige "godaw do!!!"
Google klarede den nemme del, nemlig at finde siden hvorpå den rigtige driver var at finde.
Step 1, vælg dit styresystem, intet problem, min computer er gammel, men dog ikke så gammel at mit styresystem ikke var at finde på listen.
Step 2, vælg dit download. Øøøøh.... Lang liste! Lucky shot, prøver den øverste, det lyder rimeligt rigtigt...
Step 3, vælg version af download. Nu tager den jo bare pis på mig... Fuld version, vil have det hele med! Ja ja, min computer er gammel, men ligefrem komme med en advarsel om, at det tager lang tid med 56K modem er måske lidt overkill.... Vi har da trods alt bredbånd...
Step 4, download. 30 minutter senere... Zzzz... Nøj det tager laaaang tid!
Step 5, Vågn op, tør savl af hagen og tilslut printer til computer.
Step 6, 7, 8, ..... Klik dig gennem en masse ligegyldigt ævl og ignorer registrering af produkt. So far so good...
Noget der føles som 7 år senere er bæstet up and running og jeg er nu klar til at printe mit gavebevis til BabySam.
...Hvis man altså ser bort fra den lille detalje, at bæstet kun vil acceptere at printe på fotopapir, hvilket jeg ikke har nogen intentioner om at lægge i printbakken!
HP Solution Center, som jeg forudser bliver min nye bedste fjende, popper op gang på gang og fortæller mig, at min printer er løbet tør for papir og bla bla bla... Jeg beder nok engang, ret insisterende bæstet om, at printe på A4 papir fra hovedbakken, bakken er rigeligt fyldt op, ingen problemer der.
"Din printer er løbet tør for papir, ilæg venligst... bla bla bla..." ticks begynder at indfinde sig ved højre øje og der sniger sig en mistænkelig kløe frem under mine fingernegle...
Bander højlydt, glæder mig over at sønnen er lagt i seng og dermed ikke hører sin mors infame sprogbrug og begynder så småt at fortryde, at jeg kastede mig ud i det her og overvejer, om ikke det er lige så nemt bare at undvære babypakken og det dertilhørende tilbud på poser til blespanden...
Kl 1 sekund i jeg-sætter-ild-til-printeren-og-kaster-den-ud-ad-vinduet når jeg at besinde mig.
Slukker bæstet og tænder det igen, tager en dyyyyyb indånding og søger efter et fredfyldt sted langt inde i min sjæl.
Prøver igen at beordre udskrift.
Venter med stramt knyttede næver og skuler ondt til bæstet, som er alvorligt truet af at få plantet en lille, hård, hormonspændt knytnæve midt i visse vitale komponenter.
Rasle-skramle-larme.... larme helt afsindigt faktisk... og ud kommer et ark snehvidt papir, side 2 af gavebeviset, den del, hvor der bare er et link til hvor man kan afbestille hvis man fortryder. Krøller det sammen og kyler det i papirkurven.
og så.....
Papirstop!!!
Glæder mig over, at mit nuværende blodtryk aldrig bliver skrevet i min vandrejournal, det kunne medføre akut henvisning til kardiologisk afdeling og det har jeg simpelthen ikke tid til før jeg har fået printet mit gavebevis!!
Min nye bedste fjende popper op "ilæg vensligst papir i din...bla bla bla". Kan mærke rytmisk dunken i tindingerne.
Flå, flå, flænse, papirstop udbedret.
Bæstet spytter endelig side 1 af gavebeviset ud!
Projekt opstart kl 20.30
Projekt afsluttet kl 21.59
Den babypakke HAR bare at være god!!!
fredag den 3. august 2012
En mors tanker på en almindelig fredag aften
Om 11 dage bliver min søn to år.
2 ÅR!
Det er ikke til at forstå... Der er sket så meget på de to år. Nogle ting fra da han var helt spæd står krystalklart i min erindring, andre er desværre fortabt i glemslens tåger.
Jeg ville ønske at jeg kunne huske det hele, gemme hvert eneste øjeblik i mit hjertes dybeste kammer, men alt er gået så hurtigt, at dette simpelthen ikke har været muligt.
Men mit hjertes dybeste kammer er skam fyldt op med min Magnus.
Hans stemme og hans latter genlyder derinde.
På dets vægge spejler sig billeder af hans smil, både med og uden tænder.
Fornemmelsen af hans kærlige kram og hans bløde kind mod min vibrerer i hver eneste fiber der.
Jeg elsker ham så inderligt, at det gør ondt, når jeg ikke er sammen med ham.
På aftener hvor det ikke er mig der har puttet ham, er jeg nødt til at gå ind og se på ham mens han sover, ellers kan jeg ikke selv falde i søvn.
Før jeg blev mor kendte jeg ikke til kærlighed så dyb, ren og betingelsesløs.
Mit hjerte fryder sig ved tanken om, at jeg om godt et halvt år vil have to børn at elske.
Samtidig skælver jeg af rædsel for ikke at slå til, ikke have overskud nok. Kærligheden er jeg ikke i tvivl om, at der vil være nok af til dem begge. Men overskuddet bekymrer mig... Især fordi jeg de første måneder af babyens liv vil stå alene med begge børnene, mens deres far er i Afghanistan.
Min familie kommer til at se meget til mig i den tid tror jeg... godt den er både stor, kærlig og rummelig!
Dette indlæg skal ikke snydes for billeder af min store, snart toårige, dejlighed.
2 ÅR!
Det er ikke til at forstå... Der er sket så meget på de to år. Nogle ting fra da han var helt spæd står krystalklart i min erindring, andre er desværre fortabt i glemslens tåger.
Jeg ville ønske at jeg kunne huske det hele, gemme hvert eneste øjeblik i mit hjertes dybeste kammer, men alt er gået så hurtigt, at dette simpelthen ikke har været muligt.
Men mit hjertes dybeste kammer er skam fyldt op med min Magnus.
Hans stemme og hans latter genlyder derinde.
På dets vægge spejler sig billeder af hans smil, både med og uden tænder.
Fornemmelsen af hans kærlige kram og hans bløde kind mod min vibrerer i hver eneste fiber der.
Jeg elsker ham så inderligt, at det gør ondt, når jeg ikke er sammen med ham.
På aftener hvor det ikke er mig der har puttet ham, er jeg nødt til at gå ind og se på ham mens han sover, ellers kan jeg ikke selv falde i søvn.
Før jeg blev mor kendte jeg ikke til kærlighed så dyb, ren og betingelsesløs.
Mit hjerte fryder sig ved tanken om, at jeg om godt et halvt år vil have to børn at elske.
Samtidig skælver jeg af rædsel for ikke at slå til, ikke have overskud nok. Kærligheden er jeg ikke i tvivl om, at der vil være nok af til dem begge. Men overskuddet bekymrer mig... Især fordi jeg de første måneder af babyens liv vil stå alene med begge børnene, mens deres far er i Afghanistan.
Min familie kommer til at se meget til mig i den tid tror jeg... godt den er både stor, kærlig og rummelig!
Dette indlæg skal ikke snydes for billeder af min store, snart toårige, dejlighed.
tirsdag den 17. juli 2012
En skræmmende oplevelse og en skøn nyhed
Søndag morgen.
Vågner ved siden af min elskede og vores blåøjede vidunder møver rundt ovenpå os efter at være kravlet ud af sin seng og er kommet ind til os.
Livet er smukt og lige i det øjeblik helt perfekt.
Kigger ned ad mig selv, får øje på slatne morbryster. Det ene ser anderledes ud end det plejer.
Mærker efter og finder en knude, omtrent samme størrelse som en valnød.
Perfekt morgen blegner og iskold angst lægger sig omkring mig, som en våd jakke.
Resten af søndag går jeg rundt i en tåge. Falder i staver konstant. Græder flere gange.
Beslutter at ringe til lægen som det første mandag morgen.
Mandag morgen.
Ringer til lægen, bliver mødt med alvorsfuld omsorg.
Får en af dagens første tider og bliver undersøgt på kryds og tværs af en læge, som tager mig meget alvorligt.
Efter et opkald til Mamacentret i Viborg bliver jeg sendt hjem med besked om, at så snart der er en tid til mig i Viborg vil jeg blive ringet op derfra. Forventet ventetid på opkald: 2 til 3 dage.
Mandag middag.
Telefonen ringer. Tager den og hører en venlig kvindestemme sige, at hun ringer fra Mamacentret, de har en tid til mig tirsdag, først på eftermiddagen.
Tirsdag morgen.
Tågen fra søndag er tilbage. Mit hoved hvirvler rundt i en sky af bekymrede tanker, forsøg på at berolige mig selv og totalt kaos.
Ingen appetit, masser af kvalme.
Tiden går alt for langsomt.
Tirsdag eftermiddag.
Jeg sætter mig i bilen og påbegynder turen til Viborg. Aldrig har turen dertil været længere.
Jeg er alene, vidunderet sover til middag og far bliver hjemme hos ham.
Jeg kommer til Viborg. På nuværende tidspunkt med et hoved på bristepunktet af tanker, som forbereder mig på begge scenarier. Rask eller ikke rask.
Jeg får parkeret bilen, begiver mig mod hovedindgangen. Føler mig underligt isoleret fra alle de andre mennesker i den store forhal.
Uden at henvende mig i receptionen drejer jeg mod højre og går, alene, så langt ned ad gangen som man kan komme.
En glasdør med påskriften "Mamacenter" fortæller mig, at jeg er kommet det rigtige sted hen.
Sætter mig i venteområdet med en god bog, håber det får tiden til at gå hurtigere.
En receptionist dukker frem i en luge og beder mig om mine oplysninger.
Er selv overrasket over hvor rolig, for ikke at tale om hvor voksen, jeg selv lyder, da jeg svarer "Kristina Hammer, 13.30"
Tilbage i min stol med min bog og en kop vand.
I bogen har husbestyrrerinden på Ty Gwyn netop fortalt sin elsker, at hun er med barn. I samme øjeblik hører jeg en sygeplejerske kalde mit navn.
Jeg bliver vist ind i et lille rum med en briks og det nødvendige udstyr til ultralydscanning.
Efter at have lagt bluse og bh på en stol bag et forhæng bliver jeg anbragt på briksen og får et klæde over min overkrop. Efter et par spørgsmål fra sygeplejersken bliver jeg ladt alene i rummet, da hun går ud for at hente lægen, som skal forestå scanningen.
Lægen kommer. En ældre mand med venlige øjne. Han stiller flere spørgsmål og går så igang med scanningen, mens han hele tiden forklarer hvad det er vi ser på skærmen.
Venstre bryst er sundt og raskt. Lægen forklarer, at det vil blive brugt som reference til det højre.
Scanneren flyttes nu over på højre bryst, efter grundtig gennemscanning af både armhule og bryst fryser lægen billedet.
På skærmen er der nu en et billede af en lille sort plet omgivet af en oval af brystets kirtelvæv.
Lægen forklarer, at det vi ser på er en vandcyste på 3 mm.
Det jeg har mærket er det omgivende kirtelvæv, som er blevet irriteret ad den lille cyste.
Efter at have fået en grundig forklaring om vandcyster, mens jeg lidt diskret får tørret halvdelen af min overkrop ren for scanningsgel, tager jeg igen mit tøj på, siger en dybfølt tak til lægen og sygeplejersken og begiver mig ud til bilen igen.
Jeg sætter nøglen i tændingen og smiler et stort smil, mens lægens ord genlyder i mit hoved.
"Disse små cyster er helt normalt under den hormonpåvirkning kroppen gennemgår...
....når man er gravid!"
For det er jeg nemlig! 7 uger og 5 dage henne i dag. Jeg har termin d. 28. februar og skal til læge og have lavet vandrejournal på fredag. Magnus skal være storebror og vi glæder os helt enormt!
Nu glæder jeg mig endnu mere, for mens tankerne om brystkræft fyldte mit hoved var der også hele tiden tanken om, at hvis det var kræft ville vi også miste babyen.
Men jeg er ikke syg og vi skal have endnu et vidunderligt og velkomment barn!
Jeg skal være mor til TO !!
Vågner ved siden af min elskede og vores blåøjede vidunder møver rundt ovenpå os efter at være kravlet ud af sin seng og er kommet ind til os.
Livet er smukt og lige i det øjeblik helt perfekt.
Kigger ned ad mig selv, får øje på slatne morbryster. Det ene ser anderledes ud end det plejer.
Mærker efter og finder en knude, omtrent samme størrelse som en valnød.
Perfekt morgen blegner og iskold angst lægger sig omkring mig, som en våd jakke.
Resten af søndag går jeg rundt i en tåge. Falder i staver konstant. Græder flere gange.
Beslutter at ringe til lægen som det første mandag morgen.
Mandag morgen.
Ringer til lægen, bliver mødt med alvorsfuld omsorg.
Får en af dagens første tider og bliver undersøgt på kryds og tværs af en læge, som tager mig meget alvorligt.
Efter et opkald til Mamacentret i Viborg bliver jeg sendt hjem med besked om, at så snart der er en tid til mig i Viborg vil jeg blive ringet op derfra. Forventet ventetid på opkald: 2 til 3 dage.
Mandag middag.
Telefonen ringer. Tager den og hører en venlig kvindestemme sige, at hun ringer fra Mamacentret, de har en tid til mig tirsdag, først på eftermiddagen.
Tirsdag morgen.
Tågen fra søndag er tilbage. Mit hoved hvirvler rundt i en sky af bekymrede tanker, forsøg på at berolige mig selv og totalt kaos.
Ingen appetit, masser af kvalme.
Tiden går alt for langsomt.
Tirsdag eftermiddag.
Jeg sætter mig i bilen og påbegynder turen til Viborg. Aldrig har turen dertil været længere.
Jeg er alene, vidunderet sover til middag og far bliver hjemme hos ham.
Jeg kommer til Viborg. På nuværende tidspunkt med et hoved på bristepunktet af tanker, som forbereder mig på begge scenarier. Rask eller ikke rask.
Jeg får parkeret bilen, begiver mig mod hovedindgangen. Føler mig underligt isoleret fra alle de andre mennesker i den store forhal.
Uden at henvende mig i receptionen drejer jeg mod højre og går, alene, så langt ned ad gangen som man kan komme.
En glasdør med påskriften "Mamacenter" fortæller mig, at jeg er kommet det rigtige sted hen.
Sætter mig i venteområdet med en god bog, håber det får tiden til at gå hurtigere.
En receptionist dukker frem i en luge og beder mig om mine oplysninger.
Er selv overrasket over hvor rolig, for ikke at tale om hvor voksen, jeg selv lyder, da jeg svarer "Kristina Hammer, 13.30"
Tilbage i min stol med min bog og en kop vand.
I bogen har husbestyrrerinden på Ty Gwyn netop fortalt sin elsker, at hun er med barn. I samme øjeblik hører jeg en sygeplejerske kalde mit navn.
Jeg bliver vist ind i et lille rum med en briks og det nødvendige udstyr til ultralydscanning.
Efter at have lagt bluse og bh på en stol bag et forhæng bliver jeg anbragt på briksen og får et klæde over min overkrop. Efter et par spørgsmål fra sygeplejersken bliver jeg ladt alene i rummet, da hun går ud for at hente lægen, som skal forestå scanningen.
Lægen kommer. En ældre mand med venlige øjne. Han stiller flere spørgsmål og går så igang med scanningen, mens han hele tiden forklarer hvad det er vi ser på skærmen.
Venstre bryst er sundt og raskt. Lægen forklarer, at det vil blive brugt som reference til det højre.
Scanneren flyttes nu over på højre bryst, efter grundtig gennemscanning af både armhule og bryst fryser lægen billedet.
På skærmen er der nu en et billede af en lille sort plet omgivet af en oval af brystets kirtelvæv.
Lægen forklarer, at det vi ser på er en vandcyste på 3 mm.
Det jeg har mærket er det omgivende kirtelvæv, som er blevet irriteret ad den lille cyste.
Efter at have fået en grundig forklaring om vandcyster, mens jeg lidt diskret får tørret halvdelen af min overkrop ren for scanningsgel, tager jeg igen mit tøj på, siger en dybfølt tak til lægen og sygeplejersken og begiver mig ud til bilen igen.
Jeg sætter nøglen i tændingen og smiler et stort smil, mens lægens ord genlyder i mit hoved.
"Disse små cyster er helt normalt under den hormonpåvirkning kroppen gennemgår...
....når man er gravid!"
For det er jeg nemlig! 7 uger og 5 dage henne i dag. Jeg har termin d. 28. februar og skal til læge og have lavet vandrejournal på fredag. Magnus skal være storebror og vi glæder os helt enormt!
Nu glæder jeg mig endnu mere, for mens tankerne om brystkræft fyldte mit hoved var der også hele tiden tanken om, at hvis det var kræft ville vi også miste babyen.
Men jeg er ikke syg og vi skal have endnu et vidunderligt og velkomment barn!
Jeg skal være mor til TO !!
fredag den 6. juli 2012
Hvem der bare kunne trylle mad frem uden først at skulle gå i køkkenet...
På sådan en flad fredag kunne man godt få lyst til pizza...
Især noget i stil med dem jeg lavede i sidste uge...
Det er ganske tæt på at jeg savler ned ad mig selv ved tanken om kombinationen af tomatsauce, serano skinke, italiensk salami, tomat, frisk mozzerella, rucola og oliven...
Især noget i stil med dem jeg lavede i sidste uge...
Det er ganske tæt på at jeg savler ned ad mig selv ved tanken om kombinationen af tomatsauce, serano skinke, italiensk salami, tomat, frisk mozzerella, rucola og oliven...
søndag den 24. juni 2012
Sct Hans, lysets og hyldeblomsternes komme...
Sct. Hans har lige kigget forbi og brændt vores grenaffald af.
Midsommer...
Temmelig regnfuld midsommer, men ikke desto mindre...
Midsommer betyder hyldetræer i blomst og hyldetræer i blomst betyder i vores hjem, at den helt store produktion af hyldeblomstsaft sættes igang.
Jeg er egentlig ikke så besat af tanken om at alt skal være hjemmelavet.
Købte ting giver mere tid som jeg i stedet kan bruge på at lege med min søn eller læse en god bog. Men når vi taler hyldeblomstsaft kan den købte altså ikke hamle op med det jeg selv laver, hverken på pris eller på smag!
Midt på denne uge drog jeg derfor den lange vej hjem til min far og plukkede hyldeblomster til mine arme var så lange, at de slæbte hen ad jorden. Vi har nemlig kun et enkelt lillebitte træ selv og det leverer ikke nær blomster nok.
Efter min udflugt til mit barnsomshjem, med Sallings frodige muld og Limfjordens kølige blå vand, vendte jeg hjem med en bærepose fuld af blomsterskærme og så gik der husmor i den!
Blomster blev nippet, citroner blev skåret og tæerkrummende mængder af sukker blev brugt.
3 dage senere kunne jeg filtrere saften og hælde den på flasker.
Alt i alt blev det til 10 liter frisk og lækker hyldeblomstsaft, klar til at blandes med vand og læske tørstige halse.
Magnus fik naturligvis lov at prøvesmage som den første og selv ikke en Michellin stjerne kunne have givet mig en større lykkefølelse end han gjorde, da han med sine store blå øjne kiggede på mig og sagde "Mmmmm! Be om mer' saffemand, mor!"
Skulle nogen ønske opskriften har jeg til 5 liter saft brugt:
50 blomsterskærme, nippet fri for de grove dele af stilken
40 g citronsyre
2 kg sukker
6 citroner, skåret i tynde skiver
2,5 liter kogende vand
2 spsk. Atamon
Efter al sukker er opløst har jeg hældt det over i en stor glasskål, dækket den med film og ladet det stå køligt i 3 dage.
Herefter har jeg taget "fyldet" fra med en hulske og presset yderligere saft ud af det.
Efterfølgende har jeg filtreret al saften gennem en stofble i en sigte og hældt på det varme flasker, først skyllet med kogende vand og derefter med Atamon.
Mere er der såmænd ikke i det.
Midsommer...
Temmelig regnfuld midsommer, men ikke desto mindre...
Midsommer betyder hyldetræer i blomst og hyldetræer i blomst betyder i vores hjem, at den helt store produktion af hyldeblomstsaft sættes igang.
Jeg er egentlig ikke så besat af tanken om at alt skal være hjemmelavet.
Købte ting giver mere tid som jeg i stedet kan bruge på at lege med min søn eller læse en god bog. Men når vi taler hyldeblomstsaft kan den købte altså ikke hamle op med det jeg selv laver, hverken på pris eller på smag!
Midt på denne uge drog jeg derfor den lange vej hjem til min far og plukkede hyldeblomster til mine arme var så lange, at de slæbte hen ad jorden. Vi har nemlig kun et enkelt lillebitte træ selv og det leverer ikke nær blomster nok.
Efter min udflugt til mit barnsomshjem, med Sallings frodige muld og Limfjordens kølige blå vand, vendte jeg hjem med en bærepose fuld af blomsterskærme og så gik der husmor i den!
Blomster blev nippet, citroner blev skåret og tæerkrummende mængder af sukker blev brugt.
3 dage senere kunne jeg filtrere saften og hælde den på flasker.
Alt i alt blev det til 10 liter frisk og lækker hyldeblomstsaft, klar til at blandes med vand og læske tørstige halse.
Magnus fik naturligvis lov at prøvesmage som den første og selv ikke en Michellin stjerne kunne have givet mig en større lykkefølelse end han gjorde, da han med sine store blå øjne kiggede på mig og sagde "Mmmmm! Be om mer' saffemand, mor!"
Skulle nogen ønske opskriften har jeg til 5 liter saft brugt:
50 blomsterskærme, nippet fri for de grove dele af stilken
40 g citronsyre
2 kg sukker
6 citroner, skåret i tynde skiver
2,5 liter kogende vand
2 spsk. Atamon
Efter al sukker er opløst har jeg hældt det over i en stor glasskål, dækket den med film og ladet det stå køligt i 3 dage.
Herefter har jeg taget "fyldet" fra med en hulske og presset yderligere saft ud af det.
Efterfølgende har jeg filtreret al saften gennem en stofble i en sigte og hældt på det varme flasker, først skyllet med kogende vand og derefter med Atamon.
Mere er der såmænd ikke i det.
torsdag den 21. juni 2012
Hvem er det store barn, som sover i min babys seng?
Emil fra Lønnebergs mor havde en samling blå stilehæfter, hvori hun skrev om Emils skarnsstreger.
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.
Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:
"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."
2 år er altså en skæg alder!
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.
Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:
"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."
2 år er altså en skæg alder!
søndag den 17. juni 2012
En anbefaling gives hermed videre!
I går gjorde vi noget, som jeg længe gerne har villet.
Vi har været hos en professionel fotograf, hvor vi har fået taget en række forskellige billeder.
Anledningen var min mors 50 års fødselsdag. Hun blev lovet et portræt af sine børn, svigerbørn og børnebørn.
Vi vendte derfor, alle seks, næserne mod Randers, hvor fotografen Torben Thorhauge har sit studio.
På den time vi var der blev der knipset en lang række portrætter, både af børnene sammen og hver for sig, af mig og min bror sammen -det er ikke set siden vi begge gik i børnehave og uden at have set billederne endnu tør jeg godt sige, at resultatet fra i går er et væsentligt bedre billede end det fra slutningen af 80'erne.
Der taler vi rottehaler, store jerseysweaters og betuttede ansigter. Den nyere version afbilleder to voksne, mere velklædte og selvsikre mennesker.
Yderligere blev der taget et med os allesammen på og til sidst fik vi også hver især taget et lille familiebillede.
Jeg glæder mig meget til at se resultatet og jeg glæder mig endnu mere til at kunne hænge et smukt fotografportræt op af min mand, min søn og mig selv.
Hele oplevelsen var intet mindre end fantastisk. Omgivelserne var behagelige, en nydeligt istandsat lejlighed centralt i Randers, lyst og venligt og med væggene dekoreret af nogle utroligt flotte billeder.
Fotografen selv udstrålede en ro, som smittede af på alle og en humor, som gjorde det let at smile på billederne. Ikke mindst var han fantastisk til at få børnene med, for dem blev det nærmest en leg.
At tante havde riskiks og vingummibamser med gjorde kun det hele endnu bedre.
Jeg vil gerne give min varmeste anbefaling af fotografen Torben Thorhauge!
Skulle nogen være interesserede kan hans hjemmeside ses HER
Vi har været hos en professionel fotograf, hvor vi har fået taget en række forskellige billeder.
Anledningen var min mors 50 års fødselsdag. Hun blev lovet et portræt af sine børn, svigerbørn og børnebørn.
Vi vendte derfor, alle seks, næserne mod Randers, hvor fotografen Torben Thorhauge har sit studio.
På den time vi var der blev der knipset en lang række portrætter, både af børnene sammen og hver for sig, af mig og min bror sammen -det er ikke set siden vi begge gik i børnehave og uden at have set billederne endnu tør jeg godt sige, at resultatet fra i går er et væsentligt bedre billede end det fra slutningen af 80'erne.
Der taler vi rottehaler, store jerseysweaters og betuttede ansigter. Den nyere version afbilleder to voksne, mere velklædte og selvsikre mennesker.
Yderligere blev der taget et med os allesammen på og til sidst fik vi også hver især taget et lille familiebillede.
Jeg glæder mig meget til at se resultatet og jeg glæder mig endnu mere til at kunne hænge et smukt fotografportræt op af min mand, min søn og mig selv.
Hele oplevelsen var intet mindre end fantastisk. Omgivelserne var behagelige, en nydeligt istandsat lejlighed centralt i Randers, lyst og venligt og med væggene dekoreret af nogle utroligt flotte billeder.
Fotografen selv udstrålede en ro, som smittede af på alle og en humor, som gjorde det let at smile på billederne. Ikke mindst var han fantastisk til at få børnene med, for dem blev det nærmest en leg.
At tante havde riskiks og vingummibamser med gjorde kun det hele endnu bedre.
Jeg vil gerne give min varmeste anbefaling af fotografen Torben Thorhauge!
Skulle nogen være interesserede kan hans hjemmeside ses HER
mandag den 11. juni 2012
Fantasier om varmere himmelstrøg
Det er i dag d 11. juni. Det er sommer!
Det siger min kaldender i hvert fald...
Termometret på terrassen siger noget andet. 11 grader står der og himmelen er grå af skyer.
På sådan en dag kan jeg ikke lade være med at drømme mig til varmere steder eller bare til varmere tider.
Det stikker en smule i mit hjerte at tænke på, at vi netop er gået ind i uge 24, havde jeg ikke været arbejdsløs og de økonomiske midler dermed lidt små, ville det nemlig med al sandsynlighed betyde, at vi i dag ville være vågnet i en lille hvidkalket lejlighed på paradisøen Santorini, hvor der lige nu er omtrent 30 graders varme og sol.
Vi ville stå tidligt op og badet i den klare morgensol ville vi gå til købmanden efter morgenmad, gå hjem og nyde en langsom start på dagen, gøre lige hvad vi har lyst til, slappe af og bare nyde at være sammen.
Virkeligheden var væsentligt mere hverdagsbetonet.
Vi stod tidligt op og indhyllet i grå skyer kørte vi afsted ad den danske landevej, afleverede sønnen i dagpleje og indtog efterfølgende en kop skoldhed BKI kaffe, stående i værkstedet på min mands arbejde, hvorefter jeg kørte hjem og manden startede en travl arbejdsdag.
Det kræver at min hukommelse anstrenger sig lidt, men min hudfarve vidner om, at det kun er få uger siden der faktisk var sol og varme her til lands.
Det var fantastisk!
Heldigvis tog jeg i de dage en masse billeder og dem kan jeg så varme mig på nu, mens jeg sidder og varmer fødderne på transformatoren til min computer...
Vejrudsigten for den kommende uge lod meget tilbage at ønske, men jeg har endnu ikke opgivet håbet om, at sommeren vender tilbage inden længe.
Indtil da må jeg stille mig tilfreds med billederne.
Det siger min kaldender i hvert fald...
Termometret på terrassen siger noget andet. 11 grader står der og himmelen er grå af skyer.
På sådan en dag kan jeg ikke lade være med at drømme mig til varmere steder eller bare til varmere tider.
Det stikker en smule i mit hjerte at tænke på, at vi netop er gået ind i uge 24, havde jeg ikke været arbejdsløs og de økonomiske midler dermed lidt små, ville det nemlig med al sandsynlighed betyde, at vi i dag ville være vågnet i en lille hvidkalket lejlighed på paradisøen Santorini, hvor der lige nu er omtrent 30 graders varme og sol.
Vi ville stå tidligt op og badet i den klare morgensol ville vi gå til købmanden efter morgenmad, gå hjem og nyde en langsom start på dagen, gøre lige hvad vi har lyst til, slappe af og bare nyde at være sammen.
Virkeligheden var væsentligt mere hverdagsbetonet.
Vi stod tidligt op og indhyllet i grå skyer kørte vi afsted ad den danske landevej, afleverede sønnen i dagpleje og indtog efterfølgende en kop skoldhed BKI kaffe, stående i værkstedet på min mands arbejde, hvorefter jeg kørte hjem og manden startede en travl arbejdsdag.
Det kræver at min hukommelse anstrenger sig lidt, men min hudfarve vidner om, at det kun er få uger siden der faktisk var sol og varme her til lands.
Det var fantastisk!
Heldigvis tog jeg i de dage en masse billeder og dem kan jeg så varme mig på nu, mens jeg sidder og varmer fødderne på transformatoren til min computer...
Vejrudsigten for den kommende uge lod meget tilbage at ønske, men jeg har endnu ikke opgivet håbet om, at sommeren vender tilbage inden længe.
Indtil da må jeg stille mig tilfreds med billederne.
lørdag den 2. juni 2012
Spirende forventninger
Jeg har en tilståelse...
For 12 år siden slog jeg en lille, uskyldig skabning ihjel.
Det var en kaktus.
Ja ja, tænker du måske. En kaktus er jo en ørkenplante, den kan ikke tåle at blive overvandet, så rådner rødderne jo.
Det er selvfølgelig også rigtigt, men sagen er den, at den døde af tørst, da jeg i halvandet år glemte at vande den.
Grønne fingre er altså ikke et medfødt talent for mig. Som så meget andet er det noget jeg har måttet lære mig.
Heldigvis er jeg da rimeligt lærenem, når bare det jeg skal lære er noget der interesserer mig.
Jeg har tidligere omtalt vores for nyligt opførte drivhus og i det øjeblik det blev opført blev min lyst til at farve mine fingre grønne vakt.
Jeg udnævnte drivhuset til MIT domæne og siden da har jeg indrettet, plantet, nusset, pusset, vandet og nippet på livet løs.
Det er nu en skøn lille oase, hvor næsen pirres af den krydrede duft af tomatplanter og fugtig jord. Der er agurker, peber og chili, der er cherry, bøf og ribstomater og et oliventræ som har så mange knopper, at det slet ikke er til at forstå.
Jeg forventer ikke at kunne høste oliven, men en lille del af mit hjerte ligger i Grækenland, så selvfølgelig skal der være et oliventræ.
På tirsdag håber jeg på, at kunne fylde den sidste plantekasse med Alfred & Katrine tomater, som min bedstemor har forspiret og opforstret.
Jeg glæder mig som et lille barn til at kunne gå ud i mit eget drivhus med saltbøssen i baglommen og plukke en solvarm, moden tomat, som jeg selv har dyrket, og spise den med næsen fuld af duften fra planterne.
Derudover har jeg også et højbed fuld af jordbærplanter, som jeg også glæder mig til at nyde godt af i år.
Lige nu står de med en skøn blanding af blomster og små grønne jordbær.
Lige nu står de med en skøn blanding af blomster og små grønne jordbær.
Foreløbig er her lidt stemningsbilleder fra min lille, grønne oase.
fredag den 1. juni 2012
Eksamen i faget Mor
I dag er en solrig omend ret blæsende fredag.
Det er ifølge kalenderen årets første sommerdag og i den anledning fik min morgenmad et ekstra pift.
Ikke friske bær, ikke pandekager eller bacon og æg, nej, penicillin!
Jeg har tilraget mig en herlig blanding af mellemøre- og halsbetændelse.
Det er lige før det giver mig flash-back til min tidlige barndom, indtil jeg i en alder af knapt 9 år fik fjernet mine mandler var de to ting nemlig følgesvende, næsten lige så trofaste som min egen skygge. Nu er de så tilbage selvom jeg er blevet voksen.
Jeg kan ikke sige, at jeg har savnet dem, jeg synes faktisk godt de må skride hjem til sig selv igen!
Nu er jeg jo ikke bare voksen, jeg er også småbørnsmor og så er der ikke tid til at være rigtigt syg.
I går kunne det slet ikke komme på tale! Magnus' store idoler, Lille Nørd, optrådte nemlig i Jesperhus Blomsterpark, hvor vi har sæsonkort til.
Efter at have spildt det meste af formiddagen på kedelige ting som læge- og apoteksbesøg kylede jeg barnevogn, madpakke og afkom i bilen og fløj ud ad landevejen (som egentlig er en ret tungt trafikeret hovedvej) med retning mod Mors.
Godt en halv time forsinket ankom vi, Magnus glad og tilfreds og mig med stresssved under armene og håret stående ud til alle sider.
Tre dybe indåndinger senere begav vi os fra det fjerneste hjørne af parkeringspladsen mod hovedindgangen. Allerede der begyndte en snigende børnespat at lægge sig over mig, larmen fra fremmede menneskers glade og hujende børn bliver åbenbart forvrænget til en ulidelig larm, når man er stokdøv af indestængt materie på det ene øre. Stooort smil smækkes på, for nu skal der hygges!
Jeg tågede lidt rundt i min betændelsesfyldte osteklokke og hørte svagt henover børnelarmen min svigerindes stemme, som kaldte på mig.
Ganske rigtigt, vi havde aftalt at mødes og se showet sammen.
Magnus var glad for at se sin kusine, Klara og jeg var glad for at se min svigerinde, som jeg har kendt siden vi begge var 11 år gamle.
Den overvældende børnemængde taget i betragtning begav vi os straks mod den plæne, hvor idolernes show skulle løbe af stablen. Her satte vi os med de medbragte madpakker og fandt samtidig ud af, at det var et rigtig klogt træk vi her havde foretaget.
Det væltede ind med børn! Nogle med deres forældre andre på tur med børnehaven, fritteren eller lignende institutioner.
Heldigvis havde vi fået gode pladser, godt udsyn og ikke inde midt i det hele, hvor al flugt var umulig.
Magnus var, som enhver anden på knapt to år, ikke helt indforstået med, at vi skulle blive på ét sted i næsten en time, men distraheret af lydprøver og pita med tun lykkedes det alligevel at få ham til at forholde sig i rimelig ro.
Da først showet gik igang var han helt hypnotiseret! Han klappede på livet løs til den velkendte musik fra fjernsynet og sad ellers pænt og stille, bortset fra utallige forsøg på at hive sine egne sokker af -måske for at prøve at kaste dem op på scenen, hvem ved?
Da showet var forbi væltede en flodbølge af børn op på scenen for at hilse på Nørderne.
I mellemtiden tog vi andre flugten til den nærliggende sandkasse, hvor ungerne legede et kort øjeblik mens kødranden ved scenen fortog sig.
Herefter sneg vi os tilbage til scenen og med en ninja manøvre her og et trylletrick der stod vi pludselig lige ved siden af moderne børne tv's ukronede dronning, Katrine fra Lille Nørd.
Hun er lige så sød i virkeligheden som hun er i fjernsynet og både Magnus og Klara fik taget billede sammen med hende, til stor begejstring for deres mødre, som da også lige sendte et enkelt blik eller to over på den anden nørd, Kristian, som altså er lidt rar at kigge på...
Missionen var fuldført og turen kunne gå hjem med en glad og meget træt lille dreng i autostolen og en mor med en følelse af, at have bestået endnu en forældretest.
Det er ifølge kalenderen årets første sommerdag og i den anledning fik min morgenmad et ekstra pift.
Ikke friske bær, ikke pandekager eller bacon og æg, nej, penicillin!
Jeg har tilraget mig en herlig blanding af mellemøre- og halsbetændelse.
Det er lige før det giver mig flash-back til min tidlige barndom, indtil jeg i en alder af knapt 9 år fik fjernet mine mandler var de to ting nemlig følgesvende, næsten lige så trofaste som min egen skygge. Nu er de så tilbage selvom jeg er blevet voksen.
Jeg kan ikke sige, at jeg har savnet dem, jeg synes faktisk godt de må skride hjem til sig selv igen!
Nu er jeg jo ikke bare voksen, jeg er også småbørnsmor og så er der ikke tid til at være rigtigt syg.
I går kunne det slet ikke komme på tale! Magnus' store idoler, Lille Nørd, optrådte nemlig i Jesperhus Blomsterpark, hvor vi har sæsonkort til.
Efter at have spildt det meste af formiddagen på kedelige ting som læge- og apoteksbesøg kylede jeg barnevogn, madpakke og afkom i bilen og fløj ud ad landevejen (som egentlig er en ret tungt trafikeret hovedvej) med retning mod Mors.
Godt en halv time forsinket ankom vi, Magnus glad og tilfreds og mig med stresssved under armene og håret stående ud til alle sider.
Tre dybe indåndinger senere begav vi os fra det fjerneste hjørne af parkeringspladsen mod hovedindgangen. Allerede der begyndte en snigende børnespat at lægge sig over mig, larmen fra fremmede menneskers glade og hujende børn bliver åbenbart forvrænget til en ulidelig larm, når man er stokdøv af indestængt materie på det ene øre. Stooort smil smækkes på, for nu skal der hygges!
Jeg tågede lidt rundt i min betændelsesfyldte osteklokke og hørte svagt henover børnelarmen min svigerindes stemme, som kaldte på mig.
Ganske rigtigt, vi havde aftalt at mødes og se showet sammen.
Magnus var glad for at se sin kusine, Klara og jeg var glad for at se min svigerinde, som jeg har kendt siden vi begge var 11 år gamle.
Den overvældende børnemængde taget i betragtning begav vi os straks mod den plæne, hvor idolernes show skulle løbe af stablen. Her satte vi os med de medbragte madpakker og fandt samtidig ud af, at det var et rigtig klogt træk vi her havde foretaget.
Det væltede ind med børn! Nogle med deres forældre andre på tur med børnehaven, fritteren eller lignende institutioner.
Heldigvis havde vi fået gode pladser, godt udsyn og ikke inde midt i det hele, hvor al flugt var umulig.
Magnus var, som enhver anden på knapt to år, ikke helt indforstået med, at vi skulle blive på ét sted i næsten en time, men distraheret af lydprøver og pita med tun lykkedes det alligevel at få ham til at forholde sig i rimelig ro.
Da først showet gik igang var han helt hypnotiseret! Han klappede på livet løs til den velkendte musik fra fjernsynet og sad ellers pænt og stille, bortset fra utallige forsøg på at hive sine egne sokker af -måske for at prøve at kaste dem op på scenen, hvem ved?
Da showet var forbi væltede en flodbølge af børn op på scenen for at hilse på Nørderne.
I mellemtiden tog vi andre flugten til den nærliggende sandkasse, hvor ungerne legede et kort øjeblik mens kødranden ved scenen fortog sig.
Herefter sneg vi os tilbage til scenen og med en ninja manøvre her og et trylletrick der stod vi pludselig lige ved siden af moderne børne tv's ukronede dronning, Katrine fra Lille Nørd.
Hun er lige så sød i virkeligheden som hun er i fjernsynet og både Magnus og Klara fik taget billede sammen med hende, til stor begejstring for deres mødre, som da også lige sendte et enkelt blik eller to over på den anden nørd, Kristian, som altså er lidt rar at kigge på...
Missionen var fuldført og turen kunne gå hjem med en glad og meget træt lille dreng i autostolen og en mor med en følelse af, at have bestået endnu en forældretest.
onsdag den 23. maj 2012
Flader ud og genfinder roen
Endnu en gang har det været en travl tid her på Højgård. I perioder mere travl end den burde hvis jeg selv kunne bestemme alt her i verden, men den luksus er vist ingen forundt.
Med lidt held bliver der igen ro og overskud til også at få blogget lidt, men lige nu hvor jeg har tid har jeg ikke rigtigt noget budskab...
Altså ud over at sommeren er kommet og den vil jeg nu gå ud og nyde!
God dag til jer!
Med lidt held bliver der igen ro og overskud til også at få blogget lidt, men lige nu hvor jeg har tid har jeg ikke rigtigt noget budskab...
Altså ud over at sommeren er kommet og den vil jeg nu gå ud og nyde!
God dag til jer!
mandag den 16. april 2012
Kom maj du søde milde
...og gerne lidt hurtigt!
Jeg er nemlig utålmodig som et barn dagen før jul. Nu står vores drivhus der, fikst og færdigt og klar til at blive taget i brug. Men jeg har ladet mig fortælle, at jeg skal vente til maj for at være sikker på, at temperaturen ikke er for lav.
Min utålmodighed er på størrelse med Himmelbjerget, så derfor er det da også blevet indviet lidt.
Mit oliventræ er flytte derind og den første kop kaffe er indtaget ved cafébordet.
Nu er der ikke andet at gøre end at vente og vente og vente og vente og.....
Jeg er nemlig utålmodig som et barn dagen før jul. Nu står vores drivhus der, fikst og færdigt og klar til at blive taget i brug. Men jeg har ladet mig fortælle, at jeg skal vente til maj for at være sikker på, at temperaturen ikke er for lav.
Min utålmodighed er på størrelse med Himmelbjerget, så derfor er det da også blevet indviet lidt.
Mit oliventræ er flytte derind og den første kop kaffe er indtaget ved cafébordet.
Nu er der ikke andet at gøre end at vente og vente og vente og vente og.....
tirsdag den 10. april 2012
Påsken i ord og billeder
Hvad laver man på Højgård når det er påske?
Tjah... man keder sig i hvert fald ikke, det har man slet ikke tid til!
Der gik Pyntesisse i mig allerede dagen før palmesøndag, så huset blev fyldt med forår, harer, kyllinger og gule blomster. Skønt med et friskt pust!
Jeg må så lige krybe til korset -det skulle jo være så populært at gøre netop i påsken- og indrømme, at julen har varet lige til påske denne gang. Et hurtigt blik på Menu stagerne og jeg måtte konstatere, at de stadig var fyldt med lærkekogler og glaskugler. Ups...
Efter denne tornado af nips blev opmærksomheden rettet mod udendørsarealerne.
Jeg nævnte i mit sidste indlæg, at Byggemand Bob var kommet på besøg og alle de målsætninger der blev sat i den forbindelse er nået.
Magnus har fået sandkasse og gyngestativ i gårdhaven.
Jeg har fået drivhus og glæder mig vildt og voldsomt til vi når hen i maj og jeg kan fylde det med planter, så vi i løbet af sommeren kan høste hjemmedyrkede grøntsager og desuden kan give vores barn den gave, at han ved at den slags gror på planter og ikke i Brugsen.
Ud over at pynte og bygge og selvfølgelig at være sammen med familien kan jeg også prale af, at vi har haft fornøjelsen af, at købe ny ovn. Som tidligere nævnt har den gamle taget livet af sig selv.
Når man så alligevel finder sig selv stående midt i Punkt1 kan det godt være lidt svært at holde fokus på det man kom efter...
for lige der på reolen nærmest disken stod der en drøm af funklende, blankpoleret stål med dimser og drejeknapper og alt i udstyr.
Med en sagte hvisken, som kun jeg kunne høre lød det fra den: "Kristina... kig på mig... rør ved mig... køb mig... tag mig med hjem..." og alle der kender mig ved, at jeg har rygrad som en kakaomælk, så det der med at sige "Det skal du ikke bestemme!" og så nøjes med at købe ovnen var ikke rigtigt en mulighed.
Derfor er jeg nu ejer af en aldeles pragtfuld røremaskine og jeg er ualmindeligt glad for den og glæder mig til at indvie den!
Det sidste billede skulle med bare for fornøjelsens skyld.
Magnus så en fiiiiin rød bil på vores tur i Kvickly i dag.
Mutti blev blanket af for en 10'er og afkommet fik en den fantastiske oplevelse, som sådan en hvad-nu-end-sådan-en-pengeslugende-djævel-hedder nu engang er, når man er barn.
Jeg husker stadig hvordan jeg gang på gang har anbragt min lille spidse barnenumse på en lignende indretning for godt og vel 20 år siden, så det skulle han da ikke snydes for!
Det er ikke meget man får for en 10'er nu om dage, for turen varede vel ca et minut, men at se hvordan lykken strålede ud af min lille skats øjne, mens han rev i rattet og råbte "vroom vroom!", kan slet ikke gøres op i penge!
Tjah... man keder sig i hvert fald ikke, det har man slet ikke tid til!
Der gik Pyntesisse i mig allerede dagen før palmesøndag, så huset blev fyldt med forår, harer, kyllinger og gule blomster. Skønt med et friskt pust!
Jeg må så lige krybe til korset -det skulle jo være så populært at gøre netop i påsken- og indrømme, at julen har varet lige til påske denne gang. Et hurtigt blik på Menu stagerne og jeg måtte konstatere, at de stadig var fyldt med lærkekogler og glaskugler. Ups...
Efter denne tornado af nips blev opmærksomheden rettet mod udendørsarealerne.
Jeg nævnte i mit sidste indlæg, at Byggemand Bob var kommet på besøg og alle de målsætninger der blev sat i den forbindelse er nået.
Magnus har fået sandkasse og gyngestativ i gårdhaven.
Jeg har fået drivhus og glæder mig vildt og voldsomt til vi når hen i maj og jeg kan fylde det med planter, så vi i løbet af sommeren kan høste hjemmedyrkede grøntsager og desuden kan give vores barn den gave, at han ved at den slags gror på planter og ikke i Brugsen.
Ud over at pynte og bygge og selvfølgelig at være sammen med familien kan jeg også prale af, at vi har haft fornøjelsen af, at købe ny ovn. Som tidligere nævnt har den gamle taget livet af sig selv.
Når man så alligevel finder sig selv stående midt i Punkt1 kan det godt være lidt svært at holde fokus på det man kom efter...
for lige der på reolen nærmest disken stod der en drøm af funklende, blankpoleret stål med dimser og drejeknapper og alt i udstyr.
Med en sagte hvisken, som kun jeg kunne høre lød det fra den: "Kristina... kig på mig... rør ved mig... køb mig... tag mig med hjem..." og alle der kender mig ved, at jeg har rygrad som en kakaomælk, så det der med at sige "Det skal du ikke bestemme!" og så nøjes med at købe ovnen var ikke rigtigt en mulighed.
Derfor er jeg nu ejer af en aldeles pragtfuld røremaskine og jeg er ualmindeligt glad for den og glæder mig til at indvie den!
Det sidste billede skulle med bare for fornøjelsens skyld.
Magnus så en fiiiiin rød bil på vores tur i Kvickly i dag.
Mutti blev blanket af for en 10'er og afkommet fik en den fantastiske oplevelse, som sådan en hvad-nu-end-sådan-en-pengeslugende-djævel-hedder nu engang er, når man er barn.
Jeg husker stadig hvordan jeg gang på gang har anbragt min lille spidse barnenumse på en lignende indretning for godt og vel 20 år siden, så det skulle han da ikke snydes for!
Det er ikke meget man får for en 10'er nu om dage, for turen varede vel ca et minut, men at se hvordan lykken strålede ud af min lille skats øjne, mens han rev i rattet og råbte "vroom vroom!", kan slet ikke gøres op i penge!
onsdag den 4. april 2012
Byggemand Bob flytter udenfor
Heps, han er her igen. Byggemand Bob med værktøjskasse og lille gul sikkerhedshjelm.
Han er blevet bidt af en gal påskekylling og er gået helt agurk ude i vores gårdsplads.
Den er nu ikke længere en gårdsplads men en aflukket gårdhave med plads til leg.
Lige nu er der i vores gårdhave et højbed, som skal flyttes til en anden plads engang i weekenden, et endnu ikke samlet drivhus, som forhåbentlig bliver samlet meget snart så jeg kan komme igang med at plante det til, et gyngestativ, som fylder meget mere end forventet og en sandkasse som venter på at blive samlet, fyldt op og indtaget af glad drengebarn.
Jeg ville elske at vise jer billeder af hele herligheden, men lige nu magter jeg simpelthen ikke, at slæbe mit byg-amok-med-barn-hjemme-fra-dagpleje-udmattede legeme ud af sofaen for at fotografere noget som helst.
Lad os bare aftale, at det kommer en anden dag.
Men nu ham der Byggemand Bob... Næste gang jeg ser ham skal jeg have spurgt ham, om det er ham der har slået min ovn ihjel.
Den er i hvert fald kortsluttet og vi skal derfor på jagt efter en ny når butikkerne igen åbner på lørdag. Mon ikke man skulle tage at indvie den med en ordentlig røvfuld hjemmebag når engang den bliver installeret? Det tror jeg da vist nok!
Han er blevet bidt af en gal påskekylling og er gået helt agurk ude i vores gårdsplads.
Den er nu ikke længere en gårdsplads men en aflukket gårdhave med plads til leg.
Lige nu er der i vores gårdhave et højbed, som skal flyttes til en anden plads engang i weekenden, et endnu ikke samlet drivhus, som forhåbentlig bliver samlet meget snart så jeg kan komme igang med at plante det til, et gyngestativ, som fylder meget mere end forventet og en sandkasse som venter på at blive samlet, fyldt op og indtaget af glad drengebarn.
Jeg ville elske at vise jer billeder af hele herligheden, men lige nu magter jeg simpelthen ikke, at slæbe mit byg-amok-med-barn-hjemme-fra-dagpleje-udmattede legeme ud af sofaen for at fotografere noget som helst.
Lad os bare aftale, at det kommer en anden dag.
Men nu ham der Byggemand Bob... Næste gang jeg ser ham skal jeg have spurgt ham, om det er ham der har slået min ovn ihjel.
Den er i hvert fald kortsluttet og vi skal derfor på jagt efter en ny når butikkerne igen åbner på lørdag. Mon ikke man skulle tage at indvie den med en ordentlig røvfuld hjemmebag når engang den bliver installeret? Det tror jeg da vist nok!
lørdag den 31. marts 2012
Folde-folde-folde...
Mutter her har endelig fået flyttet sit walk-in closet op på 1. sal.
I den anledning blev der selvfølgelig ryddet ud og ryddet op!
En hel affaldssæk blev proppet med tøj der enten var blevet for småt, for stort, for slidt eller for umoderne.
Det resulterede så i, at jeg faktisk ikke har alverden af tøj tilbage, men det må der jo så løbende rettes op på...
Til gengæld kan jeg ikke påstå, at jeg mangler tørklæder... ved en løselig optælling har jeg åbenbart næsten 30 af dem. Men man kan jo altid lige bruge et ekstra...
Uanset mængde -eller mangel på samme- så er jeg utroligt glad for endelig, at have fået bare lidt styr på kludene.
I den anledning blev der selvfølgelig ryddet ud og ryddet op!
En hel affaldssæk blev proppet med tøj der enten var blevet for småt, for stort, for slidt eller for umoderne.
Det resulterede så i, at jeg faktisk ikke har alverden af tøj tilbage, men det må der jo så løbende rettes op på...
Til gengæld kan jeg ikke påstå, at jeg mangler tørklæder... ved en løselig optælling har jeg åbenbart næsten 30 af dem. Men man kan jo altid lige bruge et ekstra...
Uanset mængde -eller mangel på samme- så er jeg utroligt glad for endelig, at have fået bare lidt styr på kludene.
tirsdag den 27. marts 2012
Forårsfornemmelser på Farmen
I dag har jeg ikke noget særligt budskab, men jeg vil gerne have lov at dele en smule forårsglæde med jer.
Min lille trold elsker at være ude og i går blev det endnu sjovere, da vi tog den seneste gave fra Farmor med udenfor.
Enjoy!
mandag den 19. marts 2012
En idé har taget form og har bidt sig fast
Min søn har en stor nærfamilie, nogen af dem ser han ikke så tit og jeg har derfor længe haft den idé, at han skulle have en eller anden form for billedsamling. Men hvordan skulle det lige gøres?
Min første tanke var et fotoalbum, men i så fald ville det skulle vente til han bliver større, ellers ville albumet hurtigt blive til krøllet og tilsavlet konfetti.
Næste tanke var så en pegebog med egne billeder. Jeg fandt en hjemmeside hvor man kunne bestille sådan en djævel. Dog var siden nede indtil en fastsat dato. Da datoen oprandt blev siden ved med at være nede og efter et par måneder glemte jeg navnet på siden og kom også væk fra idéen.
Så kom en ny idé. En opslagstavle med billeder.
Denne idé gennemgik så en form for kreativ evolution en sen aftentime, hvor jeg sad og nørklede med lidt slægtsforskning -nej, jeg kan ikke finde ud af at vælge bare én hobby...
Jeg er nu nået frem til det (måske) endelige svar på hvordan Magnus' familiebilleder skal udfærdiges.
Et indrammet stamtræ med billeder! Næste store spørgsmål er så materialevalg, den må jeg lige i tænkeboks på... papir? stof? både og? noget helt andet?
Uanset hvad det ender med, så glæder jeg mig til det bliver færdigt.
Deadline for projektet: Det SKAL være færdigt inden min kære mand skal til Afghanistan næste år! Det skal være sådan, at han kan sige godnat til far selvom far ikke er hjemme.
Min første tanke var et fotoalbum, men i så fald ville det skulle vente til han bliver større, ellers ville albumet hurtigt blive til krøllet og tilsavlet konfetti.
Næste tanke var så en pegebog med egne billeder. Jeg fandt en hjemmeside hvor man kunne bestille sådan en djævel. Dog var siden nede indtil en fastsat dato. Da datoen oprandt blev siden ved med at være nede og efter et par måneder glemte jeg navnet på siden og kom også væk fra idéen.
Så kom en ny idé. En opslagstavle med billeder.
Denne idé gennemgik så en form for kreativ evolution en sen aftentime, hvor jeg sad og nørklede med lidt slægtsforskning -nej, jeg kan ikke finde ud af at vælge bare én hobby...
Jeg er nu nået frem til det (måske) endelige svar på hvordan Magnus' familiebilleder skal udfærdiges.
Et indrammet stamtræ med billeder! Næste store spørgsmål er så materialevalg, den må jeg lige i tænkeboks på... papir? stof? både og? noget helt andet?
Uanset hvad det ender med, så glæder jeg mig til det bliver færdigt.
Deadline for projektet: Det SKAL være færdigt inden min kære mand skal til Afghanistan næste år! Det skal være sådan, at han kan sige godnat til far selvom far ikke er hjemme.
onsdag den 14. marts 2012
Kulør på tilværelsen
Af uddannelse er jeg farvehandler. Jeg kan i sagens natur rigtig godt lide farver, stort set alle farver faktisk.
Lige nu er der dog to af dem jeg er en anelse træt af: Grå og militærgrøn.
Grå fordi himmelen har haft den farve lidt for længe, jeg trænger til mere himmelblå, mere solgul og mere forårsgrøn. Mere energi og mere varme simpelthen.
Militærgrøn fordi min elskede soldatermand er på øvelse langt pokker i vold nede i det sønderjyske og jeg savner ham.
Jeg drømte i nat, at han var hjemme som han plejer at være, så da jeg slog øjnene op og så en flad og ubrugt dyne -i nuancerne hvid, sand, lavendel og chokolade- havde jeg mest lyst til at lukke øjnene og igen forsvinde ind i hans arme i drømmen. En drøm farvet af min dybe, bourgognerøde kærlighed til manden i mit liv.
Et øjeblik senere blev min døs så afbrudt af lyden af en æblegrøn sut der klaskede mod gulvet i børneværelset, en lille hånd der klaskede mod væggen og en lille, sprød, stemme, frisk som morgendug, der med sit "moar!" løftede mit hjerte højere end 1.000 fuglestemmer ville kunne. Min Magnus, min smukke lille engel på jord, han farver min verden himmelblå og forårsgrøn og gør, at de grå skyer for så vidt kan rende mig noget så grusomt, jeg har min egen solstråle, som ikke kan dækkes af skyer.
Med sådan en kulørindsprøjtning er det pludselig ingen sag, at komme ud af fjerene på en grå og kold onsdag morgen, hvor pladsen ved siden af i sengen var alt for tom.
fredag den 9. marts 2012
2 down 6 to go...
...og når vi nu er ved det med fødselsdage... er der mon ved at snige sig et tema ind her? 3 blogindlæg i træk hvor emnet dukker op.
Nej det er ikke mig der er besat af emnet, der er bare ret mange fødselsdage her i marts.
I dag er det min mands.
35 år. Det slog mig da jeg vågnede i morges, at det er femte gang han har fødselsdag i den tid vi har været sammen.
Jeg føler mig velsignet over, at han har valgt, at det er mig han gerne vil vågne op sammen med, ikke bare på sine fødselsdage, men hver eneste morgen. Han er nemlig den eneste jeg selv har lyst til at vågne op sammen med hver eneste morgen.
Hvad er så mere oplagt end at glæde den man elsker med en overraskelse?
Efter eget udsagn forventer han ingen fejring, fordi vi i morgen skal ud at spise med nogle venner og mener, at hans gave lige så godt kan spares væk.
Alene tanken om at have fødselsdag uden en gave og en lille uskyldig lagkage er lige ved at få mig til at græde, så selvfølgelig er der både gave, flag og lagkage!
Nej det er ikke mig der er besat af emnet, der er bare ret mange fødselsdage her i marts.
I dag er det min mands.
35 år. Det slog mig da jeg vågnede i morges, at det er femte gang han har fødselsdag i den tid vi har været sammen.
Jeg føler mig velsignet over, at han har valgt, at det er mig han gerne vil vågne op sammen med, ikke bare på sine fødselsdage, men hver eneste morgen. Han er nemlig den eneste jeg selv har lyst til at vågne op sammen med hver eneste morgen.
Hvad er så mere oplagt end at glæde den man elsker med en overraskelse?
Efter eget udsagn forventer han ingen fejring, fordi vi i morgen skal ud at spise med nogle venner og mener, at hans gave lige så godt kan spares væk.
Alene tanken om at have fødselsdag uden en gave og en lille uskyldig lagkage er lige ved at få mig til at græde, så selvfølgelig er der både gave, flag og lagkage!
En stille hyldest til en gammel fisker
Om 20 dage kunne min bedstefar være blevet 90 år, desværre mistede vi ham til langvarrig sygdom i november sidste år.
Min bedstefar var en stærk og retfærdig mand som levede sit liv ved og på Limfjorden. For mig lever han nu videre i den.
I går var en smuk dag og jeg benyttede den til at besøge ham de to steder jeg bedst føler jeg kan mærke hans tilstedeværelse. Ved fjorden og på kirkegården.
Jeg gjorde tillige hvad jeg kunne for, at tage et lille stykke af hans elskede Limfjord med op på kirkegården til ham, dette i form af en lille håndfuld hjertemuslingeskaller.
En stille hyldest til en gammel fisker, som altid vil være i mit hjerte...
Min bedstefar var en stærk og retfærdig mand som levede sit liv ved og på Limfjorden. For mig lever han nu videre i den.
I går var en smuk dag og jeg benyttede den til at besøge ham de to steder jeg bedst føler jeg kan mærke hans tilstedeværelse. Ved fjorden og på kirkegården.
Jeg gjorde tillige hvad jeg kunne for, at tage et lille stykke af hans elskede Limfjord med op på kirkegården til ham, dette i form af en lille håndfuld hjertemuslingeskaller.
En stille hyldest til en gammel fisker, som altid vil være i mit hjerte...
lørdag den 3. marts 2012
Kan man få for meget jordbærsmag?
I dag er det d. 3. marts.
Det er min bedstemors fødselsdag og jeg fik ikke ringet til hende selvom det er hendes første fødselsdag efter hun er blevet enke.
Min samvittighed er sort som graven, selvom jeg godt ved, at hun helt sikkert ikke har været alene og at hun med garanti heller ikke er sur.
Der bliver rådet bod med bod på i morgen.
Apropos den dårlige samvittighed, så burde jeg også snart besøge Bedstefars gravsted igen.
Jeg "snakker med ham" flere gange ugentligt, men har ikke besøgt gravstedet siden jul.
Det må der også meget snart rådes bod på.
Det er noget sjovt noget det der familie... En samling mennesker, som man ikke selv har valgt, de er blevet valgt for en af noget større og så forventes det ligesom, at man elsker hinanden og får det hele til at fungere.
Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg slet ikke kan lade være med at elske min familie. Hvem der end har stykket den sammen har gjort et udmærket, om end lidt rodet, stykke arbejde.
At jeg ikke lige fik gjort min pligt som barnebarn i dag skyldes tre ting;
1. At jeg i morges og formiddags havde den tvivlsomme ære, at være mor til verden sureste barn mens jeg havde flyvende travlt med alverdens ting. Hold nu op så arrig sådan en trolderik på 1½ år kan være...
Jeg gruer nogen gange for hvad fremtiden har i vente på den front, men han er vel ikke sin mors søn for ingenting.
2. At vi var til en anden fødselsdag i familien i dag, min underskønne niece fejrede sin 4 års fødselsdag i dag.
Eftermiddagen bød på hygge i stor stil, hjemmebagte boller med dertilhørende varm kakao og kage i stride strømme. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har guffet så meget chokoladekage med jordbærcreme i mig uden at skamme mig bare en lille smule.
3. At vi kort efter hjemkomsten fra børnefødselsdag fik besøg af et vennepar, som kom for at hjælpe os med at konsumere den goliath pizza der var til rest fra gårsdagens venskabelige invasion af vores lille hjem.
Pludselig var klokken ligesom bare for mange til at man kan tillade sig, at ringe til en ældre dame.
D. 3. marts 2012 har været en tæt pakket, men utroligt hyggelig dag men nu er mor her altså også brugt.
Det er snart to timer siden jeg sad med blytunge øjenlåg og tænkte "bliver det mon opdaget, hvis jeg bare lige så diskret sniger mig i seng nu?" så programmet fra nu af hedder noget i stil med dette:
1. Overvind ubehaget for anden gang i dag og nedsvælg 400 ml klæg proteinshake med jordbærsmag -hvad man dog ikke udsætter sig selv for, for at komme op på normalvægt igen, så det ikke gør ondt at sidde på en stol, ligge på siden at sove osv.
2. Grundig tandbørstning for at rense munden for eftersmagen af 400 ml klæg proteinshake med jordbærsmag, div. søde kager og en velvoksen kød-med-kød-pizza
3. Synkron dobbeltsaltomedskrueflikflakogekstrakrymmellanding i ægtesengen for øjeblikkeligt, at flå dynen op over hovedet og snorksove så længe som yndigt afkom tillader det.
Fortsat god weekend!
Det er min bedstemors fødselsdag og jeg fik ikke ringet til hende selvom det er hendes første fødselsdag efter hun er blevet enke.
Min samvittighed er sort som graven, selvom jeg godt ved, at hun helt sikkert ikke har været alene og at hun med garanti heller ikke er sur.
Der bliver rådet bod med bod på i morgen.
Apropos den dårlige samvittighed, så burde jeg også snart besøge Bedstefars gravsted igen.
Jeg "snakker med ham" flere gange ugentligt, men har ikke besøgt gravstedet siden jul.
Det må der også meget snart rådes bod på.
Det er noget sjovt noget det der familie... En samling mennesker, som man ikke selv har valgt, de er blevet valgt for en af noget større og så forventes det ligesom, at man elsker hinanden og får det hele til at fungere.
Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg slet ikke kan lade være med at elske min familie. Hvem der end har stykket den sammen har gjort et udmærket, om end lidt rodet, stykke arbejde.
At jeg ikke lige fik gjort min pligt som barnebarn i dag skyldes tre ting;
1. At jeg i morges og formiddags havde den tvivlsomme ære, at være mor til verden sureste barn mens jeg havde flyvende travlt med alverdens ting. Hold nu op så arrig sådan en trolderik på 1½ år kan være...
Jeg gruer nogen gange for hvad fremtiden har i vente på den front, men han er vel ikke sin mors søn for ingenting.
2. At vi var til en anden fødselsdag i familien i dag, min underskønne niece fejrede sin 4 års fødselsdag i dag.
Eftermiddagen bød på hygge i stor stil, hjemmebagte boller med dertilhørende varm kakao og kage i stride strømme. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har guffet så meget chokoladekage med jordbærcreme i mig uden at skamme mig bare en lille smule.
3. At vi kort efter hjemkomsten fra børnefødselsdag fik besøg af et vennepar, som kom for at hjælpe os med at konsumere den goliath pizza der var til rest fra gårsdagens venskabelige invasion af vores lille hjem.
Pludselig var klokken ligesom bare for mange til at man kan tillade sig, at ringe til en ældre dame.
D. 3. marts 2012 har været en tæt pakket, men utroligt hyggelig dag men nu er mor her altså også brugt.
Det er snart to timer siden jeg sad med blytunge øjenlåg og tænkte "bliver det mon opdaget, hvis jeg bare lige så diskret sniger mig i seng nu?" så programmet fra nu af hedder noget i stil med dette:
1. Overvind ubehaget for anden gang i dag og nedsvælg 400 ml klæg proteinshake med jordbærsmag -hvad man dog ikke udsætter sig selv for, for at komme op på normalvægt igen, så det ikke gør ondt at sidde på en stol, ligge på siden at sove osv.
2. Grundig tandbørstning for at rense munden for eftersmagen af 400 ml klæg proteinshake med jordbærsmag, div. søde kager og en velvoksen kød-med-kød-pizza
3. Synkron dobbeltsaltomedskrueflikflakogekstrakrymmellanding i ægtesengen for øjeblikkeligt, at flå dynen op over hovedet og snorksove så længe som yndigt afkom tillader det.
Fortsat god weekend!
onsdag den 25. januar 2012
6 faste læsere hvoraf tilsyneladende ingen læser med...
Gad vide hvad forskellen så er på min blog og på en lille fedtet dagbog, du ved, den slags med Disney motiv og en hængelås, som kan åbnes med fingrene...
Hvad skal der mon til, for at nogen har lyst til at læse med?
Hvad skal der mon til, for at nogen har lyst til at læse med?
lørdag den 14. januar 2012
Når der går Byggemand Bob i den...
Hej, jeg hedder Kristina og jeg bor på en byggeplads.
Sådan føles det i hvert fald lige for tiden. Min dagligdag er p.t. akkompagneret af lyden af hamre, banken og saven i én uendelighed og så med gipsstøv og savsmuld drysset på toppen.
Min kære mand har på en eller anden måde fundet en stor pose energi
(Del! Jeg ved du har!) og har med liv og sjæl kastet sig ud i;
1: at vælte væggen mellem vores stue og tidligere soveværelse, jøsses det gav plads!
2: at skære ca 1 m2 af trægulvet op for derefter at erstatte det med klinker.
3: at klistre yderligere 1 m2 klinker op på væggen
4: at male
5: at skære ikke bare ét men to store huller i væggen mellem køkkenet og det tidligere soveværelse (nu nordenden af stuen)
...og der stopper det så heldigvis ikke...
Som den hurtige måske har regnet ud, så er vi ved, at gøre klar til at få installeret den fantastisk flotte brændeovn, som lige nu, iført plastic, står og troner på en halvpalle midt i stuen.
Entréen er fyldt med papkasser indeholdende div. dele af en skorsten, et pejsesæt og en super fed brændekurv i sort læder.
Dette forklarer til gengæld ikke de to huller i køkkenvæggen...
Forklaringen her er lys og luft. I hullerne skal der sættes vinduer. Venligst sponsoreret af min far, da han havde to stående, som alligevel bare skulle smides ud.
Jeg har i dag nydt min frokost, siddende ved enden af køkkenbordet med en meget uvant udsigt til de to smukke bøgetræer i vores have.
Jeg har i evigheder sukket efter forandringer og nu skal jeg da ellers svare for, at de er landet!
For at det ikke skal være løgn er der endda endnu en ting i vente.
Takket være QXL, som vi ellers aldrig har vovet os ind på før, så står der nu et egetræsbadekar og venter på, at blive installeret i vores badeværelse.
Prisen var så uforskammet lav, at jeg næsten ikke vil være bekendt at sætte den på skrift.
Dog ikke så lav, at jeg vil skamme mig over den, når jeg forhåbentlig inden alt for længe nedsænker mit luksuslegeme i varmt vand, toppet med lavendelduftende sæbeskum og lukker resten af verden ude af min bevidsthed i bare en halv time, for derefter at indtage min gyngestol med en god bog, mens jeg nyder varmen, skæret og den knitrende lyd fra brændeovnen sammen med et godt glas rødvin...
Oh søde lille luksus, kom til mig, du har været længe savnet!
Sådan føles det i hvert fald lige for tiden. Min dagligdag er p.t. akkompagneret af lyden af hamre, banken og saven i én uendelighed og så med gipsstøv og savsmuld drysset på toppen.
Min kære mand har på en eller anden måde fundet en stor pose energi
(Del! Jeg ved du har!) og har med liv og sjæl kastet sig ud i;
1: at vælte væggen mellem vores stue og tidligere soveværelse, jøsses det gav plads!
2: at skære ca 1 m2 af trægulvet op for derefter at erstatte det med klinker.
3: at klistre yderligere 1 m2 klinker op på væggen
4: at male
5: at skære ikke bare ét men to store huller i væggen mellem køkkenet og det tidligere soveværelse (nu nordenden af stuen)
...og der stopper det så heldigvis ikke...
Som den hurtige måske har regnet ud, så er vi ved, at gøre klar til at få installeret den fantastisk flotte brændeovn, som lige nu, iført plastic, står og troner på en halvpalle midt i stuen.
Entréen er fyldt med papkasser indeholdende div. dele af en skorsten, et pejsesæt og en super fed brændekurv i sort læder.
Dette forklarer til gengæld ikke de to huller i køkkenvæggen...
Forklaringen her er lys og luft. I hullerne skal der sættes vinduer. Venligst sponsoreret af min far, da han havde to stående, som alligevel bare skulle smides ud.
Jeg har i dag nydt min frokost, siddende ved enden af køkkenbordet med en meget uvant udsigt til de to smukke bøgetræer i vores have.
Jeg har i evigheder sukket efter forandringer og nu skal jeg da ellers svare for, at de er landet!
For at det ikke skal være løgn er der endda endnu en ting i vente.
Takket være QXL, som vi ellers aldrig har vovet os ind på før, så står der nu et egetræsbadekar og venter på, at blive installeret i vores badeværelse.
Prisen var så uforskammet lav, at jeg næsten ikke vil være bekendt at sætte den på skrift.
Dog ikke så lav, at jeg vil skamme mig over den, når jeg forhåbentlig inden alt for længe nedsænker mit luksuslegeme i varmt vand, toppet med lavendelduftende sæbeskum og lukker resten af verden ude af min bevidsthed i bare en halv time, for derefter at indtage min gyngestol med en god bog, mens jeg nyder varmen, skæret og den knitrende lyd fra brændeovnen sammen med et godt glas rødvin...
Oh søde lille luksus, kom til mig, du har været længe savnet!
Abonner på:
Opslag (Atom)