baggrund

søndag den 28. oktober 2012

Om lysende perlekæder til gamle damer...

Lykke...

Det er vist et emne, som de fleste har givet sit eget bud på en beskrivelse af mindst én gang i livet.

Jeg har i længere tid haft svært ved at finde netop den følelse frem, jeg giver p-piller skylden for det og glæder mig over, at jeg formentlig aldrig igen skal indtage en eneste af de små hormonfyldte sataner.
Men nu hvor der ikke længere raser unaturlige hormoner rundt i min krop kan jeg igen mærke langt flere nuancer af følelsesregistret.
Den jeg især er taknemmelig over at have fået igen er lykken.

For en lille uges tid siden oversvømmede den mig i så voldsom en grad, at jeg slet ikke kunne lade være med at græde. Af ren og ubesmittet lykke. Det var helt fantastisk!

Der stod jeg sammen med vores glad logrende hund, med efterårssolen bagende på mit ansigt, og spiste et virkelig lækkert æble, friskplukket fra et af vores mange frugttræer.
Min næse fyldtes af duften af nyklippet græs og visne blade.
Tæt forbi mig, i fuld fart på ryggen af plænetraktoren, kom min elskede mand og vores vidunderlige søn, sidstnævnte med et smil fra øre til øre og højlydte jubelråb, fordi han elsker alt med en motor og noget af det bedste han ved er, at slå græs sammen med sin far.
Lige der nåede mit lykkebarometer toppen af skalaen, for hvad mere kan man egentlig ønske sig?
En glad og kærlig familie og tid og overskud til at nyde den, meget mere end det har jeg faktisk ikke brug for.

...og i samme sekund kom der et velanbragt og kraftigt spark fra vores lille prinsesse Ida i min mave og så røg barometernålen ud af skalaen! For der er jo endnu mere lykke på vej.
Årene der kommer vil være velsignet af ikke bare ét, men to vidunderlige og glade børn, som jeg har alle forhåbninger om kommer til at få rigtig megen glæde af hinanden.
Jeg fik nærmest en hel film af fremtidige scenarier lignende det jeg stod i, bare med endnu et medlem af familien.
Store våde dråber af ren lykke piblede frem i mine øjne og i mit hjerte var lyden af 1.000 englekor.



Det var et af de øjeblikke, som jeg vil gemme dybt inde i mit hjerte, som jeg kan tage frem på en gråvejrsdag når det er lidt for længe siden solen har vist sig. Når der har været lidt for meget hverdag i lidt for lang tid.

Jeg tror på, at den slags små lysende perler gør livet til noget ganske særligt og man skal huske at lægge dem i et skrin, så man en dag når man er blevet gammel har perler nok til en hel kæde.
En kæde af lykkelige minder, som man kan tage om halsen og forlade denne verden med et smil på læben.
Sådan en kæde vil jeg gerne have og jeg vil bære den med glæde og stolthed!

fredag den 12. oktober 2012

En helt og aldeles fantastisk scanning!

Efter jeg postede mit sidste indlæg begyndte tiden at bevæge sig i normal hastighed igen.
Gemalen kom hjem, klokken nåede 11 og vi sprang ud i bilen og fløj afsted ad Hovedvej 34.
Vi ankom i god tid til Obstetrisk Ambulatorium, beliggende ved Regionshospitalet Hernings afdeling N2, indgang C.

Der var masser af tid til, at Thomas kunne ryge en nervedulmende cigaret inden vi gik ind, endda helt uden stop-nu-med-at-ryge-kommentarer fra sin hustru, som egentlig synes, at det er en både dyr og temmelig ulækker vane.

Vi gik ind, tog elevatoren til plan 2 og blev mødt af en smilende receptionist, som tog imod mit navn hvorefter vi satte os i venterummet, udstyret med hver vores lettere lasede eksemplar af fire år gamle Illustreret Videnskab.
Mens vi ventede lærte jeg bl.a., noget om Det Døde Hav, noget om Saturns tredjestørste måne, Japetus og at kvinder lettere får blå mærker end mænd, fordi vores hud er tyndere og har en anden sammensætning af bl.a. fedt og kollagen. Så blev man så meget klogere...

Jeg blev revet ud af min egentlig ret interessante læsning om Japetus, da mit navn blev kaldt af en smilende sonograf, som viste os ind i undersøgelsesrum 3.
Hun fik min vandrejournal og jeg blev anvist at lægge mig på briksen.
Frem med flæsket og på med en stor klat gelé!

Så snart scanneren blev sat på min mave kunne vi på skærmen se vores baby, som tydeligvis var vokset godt siden sidst.
Som det allerførste viste sonograften os, at hjertet slog som det skulle. Straks slappede jeg af, på trods af blide puf om morgenen havde jeg stadig haft den der totalt irrationelle tanke: "Tænk nu hvis den er gået til grunde!"

I en halv time scannede hun.
Vi så arme og ben, hænder og fødder, der blev talt fingre og tæer.
Der blev målt på diverse knogler, hovedet og maven.
Vi så de forskellige dele af hjernen og alle kamre i hjertet, navlesnorens opbygning og gennemstrømning og vi så en hel masse andet og det hele var så fantastisk!
På et tidspunkt lå babyen så perfekt, at vi endda fik nogle ansigtstræk at se, selvom det ikke var i 3D!
Der var en smuk lille mund og en perfekt lille næsetip
Vi så moderkagen, som denne gang ligger fortil, det gav en glimrende forklaring på, at jeg tydeligst mærker liv nederst i maven, hvor moderkagen ikke dækker.

Efter intenst at have nydt synet af vores lille baby og jublende lykkelige have modtaget besked om, at alt så helt perfekt, sundt og normalt ud kom vi til det sidste store spørgsmål:

Dreng eller pige?

Sonografen fangede baby i et klassisk "kopimaskine shot". Vi så tydeligt de to lår og mellem dem....
....var der ikke det samme som sidst vi så en baby i den vinkel!
I stedet for en tissemand, som Magnus dengang viste frem med noget der mest af alt mindede om se-lige-hvad-jeg-har!-stolthed, kunne vi tydeligt se aftegningerne af tissemandens feminine modsætning.

Baby er en pige! Der er en lillesøster på vej og hendes mor er allerede begyndt at få forestillinger om tyl, glimmer og perler og alskens andre tøseting, som jeg allerede glæder mig til.

Næste udfordring bliver at finde et navn til hende, som vi begge kan lide og som passer sammen med både vores efternavn og med storebrors fornavn.
Der er da heldigvis stadig noget tid at løbe på hvad det angår...


Vil I se hende?


torsdag den 11. oktober 2012

Hormonella i spændt forventning

Det her er en af de der morgener, hvor tiden slæber sig afsted.

Jeg stod op kl 6.30, klædte Magnus på og kyssede ham og hans far farvel.
Derefter dappede jeg lidt rundt i huset og nød roen mens solen stod op og gjorde nat til dag.
Jeg satte mig i sofaen og nussede hunden mens jeg læste et par sider i min bog, som efterhånden er kriminelt tæt på sin afslutning...
For at vågne helt tog jeg et, nok lidt længere end nødvendigt, bad og prøvede at få nogle praktiske ting på plads inde i hovedet.
Efter at have taget tøj på satte jeg mig i gyngestolen med computeren, som det på mystisk vis er lykkes at genoplive, nød nogle blide puf fra babyen i maven og checkede de sædvanlige sider; Facebook, BabyXplore osv.
Tiden står næsten stille, men dog ikke helt.
Jeg tænker, at hvis jeg sætter en kop the over og smider en rugbrødsbolle, her i huset også kaldet "babseboller", på risteren så kan det være tiden går lidt hurtigere...

Det jeg venter på er, at klokken skal blive 11, så vi igen kan vende næsen mod Herning.
I dag kl 11.55 har vi en tid til 20 ugers scanning. Forhåbentlig får vi i dag en skøn, sund og rask baby at se igen og også et svar på om vi er snarlige forældre til to drenge eller om det er til en af hver.

Jeg er spændt og utålmodig og vil bare afsted nu...

1 time og 20 minutter tilbage til afgang...

tirsdag den 9. oktober 2012

Tilbage til da verden endnu ikke var i farver

Vi er nu nået til vejs ende i fotolegen. Endnu engang en dags tid forsinket af den selvdøde computer..
Dag 7, altså i går, stod i tegnet sort/hvid.

Det havde selvfølgelig været oplagt bare at snappe nogle tilfældige fotos og så lægge et sort/hvid filter over, men det ville næsten være snyd.
Jagten gik derfor ind igen.
Jeg holdt mig indenfor hjemmets fire vægge og det var egentlig overraskende så få ting jeg fandt, men det lykkedes til trods.

Dagens billedkompot repræsenterer mange af de ting, som jeg elsker mest.

Allerførst mine dejlige børn.
Både det ufødte på scanningsbilledet og min lille krudtugle, Magnus, de to af billederne er jo af hans legetøj...
"Ko og Halv" som han kalder dem og Brio komfuret, hvor han har stegt vindfrikadeller nok til at mætte selv den frådende blæst, som lige nu raser hen over markerne og hyler i hver en krog her på gården.
Med lidt god vilje kunne køkkenet også repræsentere min kærlighed til god mad.

Dernæst er der to andre yndlingsting.

En god, tyk bog, i dette tilfælde er det "Giganternes Fald" af Ken Follet. Absolut endnu et mesterværk fra hans hånd. Meget apropos sort/hvid temaet, så foregår den på et tidspunkt, hvor verden endnu ikke var i farver. I hvert fald ikke på film, som i det hele taget var et forholdsvist nyt fænomen dengang..
Vi befinder os på tiden før, under og efter 1. Verdenskrig.
Desværre er der ikke så mange sider tilbage før jeg er færdig og "Verdens Vinter", som efterfølgeren hedder, er endnu ikke flyttet ind i min bogreol.

En god bog bliver endnu bedre hvis den følges ad med en god kop the, lige nu er favoritten en skøn blanding med lakridsrod og pebermynte. Frisørens blanding hedder den, jeg tror de fleste the butikker har den efterhånden.
En god kop the bliver endnu bedre hvis man ved, at der er nok at tage af.
Det man kan se på billedet øverst til højre er mine yndlings thekrus. Der kan være rundt regnet en halv liter i hver af dem, så der går lidt tid før man igen skal ud at tanke op.

Nok snak, her kommer billederne.


mandag den 8. oktober 2012

Jordbærsaft og giraffer i maven

Der er opstået et ganske alvorligt teknisk problem (læs: min computer er kollapset) som forsinkede udgivelsen af gårsdagens billede, det kommer altså i stedet i dag, så tidligt som muligt.
Heldigvis er det ikke mit kamera, som har valgt at gå til de evige jagtmarker, så billederne til fotolegen eksisterer skam endnu og er også taget på den rigtige dato!

I går var, som de hurtige nok har regnet ud, dag 6 i legen. Temaet var rød.

I dagens anledning gik jeg linen ud og kogte saft og marmelade af sommerens mange skønne jordbær, drak the fra min knaldrøde thebrygger og spiste ketchup på mit spejlæg til frokost.

Selv Junior så rødt! Eller, det gjorde han i hvert fald, da han opdagede, at jeg lånte hans røde picnickkurv til et billede.
Resten af dagen fik han til at gå med at lege, ud over det hele, med al legemaden.
Jeg drak altså rigtig mange kopper usynlig kaffe i går, serveret med et stort smil af min lille, store dreng, som forøvrigt går rundt og peger stolt på sig selv og siger "storebror!" i denne tid.
Gad vide hvordan han reagerer, når det går op for ham hvad det egentlig vil sige, at han skal være det...

Han aer jævnligt min mave mens han siger "Mor har baby i maven.", men når han så sekundet efter aer mit bryst og siger "tykke mave" kommer man lidt i tvivl om hvor meget han egentlig forstår... Der er i hvert fald lang vej endnu før lægeuddannelsen er i hus...

I går så han en mand med en tyk mave i fjernsynet, der pegede han og sagde "giraf i maven."
Om ikke andet får jeg tit et godt grin over de herlige ting, der kommer ud af munden på ham. Jeg har ham mistænkt for, at have en lige så krøllet hjerne som sin mor. Det glæder mig faktisk lidt.

Der røg jeg tydeligvis ud ad et sidespor!

Tilbage til rød.. om ikke andet så i hvert fald til billederne. De kommer her:



lørdag den 6. oktober 2012

Lilla lørdag på landet

Ja undskyld, men bogstavrimet lå lige til højrebenet...

Det er nu dag 5 i fotolegen. Denne dag er helliget lilla.

Min indre farvenørd synes, at lilla er en sær størrelse, for reelt set eksisterer farven ikke.
Nu tænker I sikkert, at det rabler for mig, men se selv efter på Wikipedia, der står følgende:

"Farver som lilla og grålilla eksisterer ikke som spektralfarver. Lilla er en farveblanding kombineret af røde og blå bølgelænger, altså ikke én. Når øjet ser en lilla farve, ser det blåt og rødt. Men fordi det blå og røde lys observeres og sendes videre til hjernen som en enkelt information, registrerer hjernen lyset som en farve; lilla."
Kilde: Wikipedia

Eksisterende eller ej, så er det nu alligevel en smuk farve, som altid har gjort mig glad i låget.
HVIS det viser sig, at babyen i min mave er en pige, så vil der nok snige sig mere end et enkelt stykke lilla tøj ned i skufferne med børnetøj...
Om det bliver en vidunderlig lilla invasion eller et glædeligt gensyn med det blå finder vi forhåbentlig ud af om små fem dage. Det er nemlig dagen for 20 ugers scanningen, tænk sig, at halvdelen af tiden næsten er gået allerede!

Men tilbage på sporet.
Her kommer dagens billedkompot.



fredag den 5. oktober 2012

Solskin og kejserlig jalousi

Dag 4.

Dagens farve er gul og i den anledning skulle man synes, at solen burde skinne.

Egentlig har jeg aldrig været ret vild med gul, men jo mere jeg ser på dagens billede jo mere kan jeg egentlig lide farven.
Den er varm, glad og energisk.
Jeg er bare selv lavet i en farve, som absolut ikke matcher gul, så det er vist noget nær den eneste farve, man aldrig vil finde i min garderobe.

Kigger vi på farvesymbolik igen er gul lidt en rodebutik synes jeg..
Alt afhængig af tonen er der tale om stort set alt mellem Djævelen og det guddommelige lys. Meget større kontrast kan vel næppe findes.

...og nu til dagens billede: