baggrund

søndag den 28. oktober 2012

Om lysende perlekæder til gamle damer...

Lykke...

Det er vist et emne, som de fleste har givet sit eget bud på en beskrivelse af mindst én gang i livet.

Jeg har i længere tid haft svært ved at finde netop den følelse frem, jeg giver p-piller skylden for det og glæder mig over, at jeg formentlig aldrig igen skal indtage en eneste af de små hormonfyldte sataner.
Men nu hvor der ikke længere raser unaturlige hormoner rundt i min krop kan jeg igen mærke langt flere nuancer af følelsesregistret.
Den jeg især er taknemmelig over at have fået igen er lykken.

For en lille uges tid siden oversvømmede den mig i så voldsom en grad, at jeg slet ikke kunne lade være med at græde. Af ren og ubesmittet lykke. Det var helt fantastisk!

Der stod jeg sammen med vores glad logrende hund, med efterårssolen bagende på mit ansigt, og spiste et virkelig lækkert æble, friskplukket fra et af vores mange frugttræer.
Min næse fyldtes af duften af nyklippet græs og visne blade.
Tæt forbi mig, i fuld fart på ryggen af plænetraktoren, kom min elskede mand og vores vidunderlige søn, sidstnævnte med et smil fra øre til øre og højlydte jubelråb, fordi han elsker alt med en motor og noget af det bedste han ved er, at slå græs sammen med sin far.
Lige der nåede mit lykkebarometer toppen af skalaen, for hvad mere kan man egentlig ønske sig?
En glad og kærlig familie og tid og overskud til at nyde den, meget mere end det har jeg faktisk ikke brug for.

...og i samme sekund kom der et velanbragt og kraftigt spark fra vores lille prinsesse Ida i min mave og så røg barometernålen ud af skalaen! For der er jo endnu mere lykke på vej.
Årene der kommer vil være velsignet af ikke bare ét, men to vidunderlige og glade børn, som jeg har alle forhåbninger om kommer til at få rigtig megen glæde af hinanden.
Jeg fik nærmest en hel film af fremtidige scenarier lignende det jeg stod i, bare med endnu et medlem af familien.
Store våde dråber af ren lykke piblede frem i mine øjne og i mit hjerte var lyden af 1.000 englekor.



Det var et af de øjeblikke, som jeg vil gemme dybt inde i mit hjerte, som jeg kan tage frem på en gråvejrsdag når det er lidt for længe siden solen har vist sig. Når der har været lidt for meget hverdag i lidt for lang tid.

Jeg tror på, at den slags små lysende perler gør livet til noget ganske særligt og man skal huske at lægge dem i et skrin, så man en dag når man er blevet gammel har perler nok til en hel kæde.
En kæde af lykkelige minder, som man kan tage om halsen og forlade denne verden med et smil på læben.
Sådan en kæde vil jeg gerne have og jeg vil bære den med glæde og stolthed!

1 kommentar:

  1. Hvor er det godt skrevet :)
    Kender heldigvis selv til den slags øjeblikke, og hvor er de fantastiske.
    Ved godt det er længe siden du har skrevet dette, men faldt over det, og ville lige fortælle, at det at læse det, fik mig til at genkalde følelsen af lignende øjeblikke.
    Tak for det :)

    SvarSlet