Emil fra Lønnebergs mor havde en samling blå stilehæfter, hvori hun skrev om Emils skarnsstreger.
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.
Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:
"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."
2 år er altså en skæg alder!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar