Spirende forventninger

Jeg har en tilståelse...

For 12 år siden slog jeg en lille, uskyldig skabning ihjel.

Det var en kaktus.

Ja ja, tænker du måske. En kaktus er jo en ørkenplante, den kan ikke tåle at blive overvandet, så rådner rødderne jo.

Det er selvfølgelig også rigtigt, men sagen er den, at den døde af tørst, da jeg i halvandet år glemte at vande den.

Grønne fingre er altså ikke et medfødt talent for mig. Som så meget andet er det noget jeg har måttet lære mig.

Heldigvis er jeg da rimeligt lærenem, når bare det jeg skal lære er noget der interesserer mig.

Jeg har tidligere omtalt vores for nyligt opførte drivhus og i det øjeblik det blev opført blev min lyst til at farve mine fingre grønne vakt.

Jeg udnævnte drivhuset til MIT domæne og siden da har jeg indrettet, plantet, nusset, pusset, vandet og nippet på livet løs.

Det er nu en skøn lille oase, hvor næsen pirres af den krydrede duft af tomatplanter og fugtig jord. Der er agurker, peber og chili, der er cherry, bøf og ribstomater og et oliventræ som har så mange knopper, at det slet ikke er til at forstå.

Jeg forventer ikke at kunne høste oliven, men en lille del af mit hjerte ligger i Grækenland, så selvfølgelig skal der være et oliventræ.

På tirsdag håber jeg på, at kunne fylde den sidste plantekasse med Alfred & Katrine tomater, som min bedstemor har forspiret og opforstret.

Jeg glæder mig som et lille barn til at kunne gå ud i mit eget drivhus med saltbøssen i baglommen og plukke en solvarm, moden tomat, som jeg selv har dyrket, og spise den med næsen fuld af duften fra planterne.

Derudover har jeg også et højbed fuld af jordbærplanter, som jeg også glæder mig til at nyde godt af i år.
Lige nu står de med en skøn blanding af blomster og små grønne jordbær.

Foreløbig er her lidt stemningsbilleder fra min lille, grønne oase.