baggrund

tirsdag den 14. december 2010

Bjergbestigning for viderekommende

Julen nærmer sig, med skridt så lange og hastige som dem man ser hos en kvinde, som med dankortet i hånden er på vej til januarudsalg.
I højtidens anledning har jeg naturligvis skrevet en liste så lang over alt der skal gøres inden julen, og dermed også familien, ankommer til vores lille hjem. Uden at skulle kigge ret længe på kalenderen kan jeg så konstatere, at ja, mine damer og herrer, igen har jeg taget munden for fuld! Med alle de punkter skulle jeg have været igang for en evighed siden.
Når jeg har så meget at nå er det jo klart for enhver, at jeg nu bruger tid på min blog i stedet for f.eks bjerget af vasketøj som ligger og venter på at blive besteget. Lige nu, hvor jeg sidder så behageligt i vores bløde lædersofa med solen skinnende lunt på ryggen, virker en ekspedition til Vasketøjsbjerget ca lige så uoverkommeligt som at skulle bestige Mount Everest. I størrelsen ligner de to bjerge faktisk hinanden lidt, der er bare færre tibetanere i mit vasketøj, hvilket jeg i og for sig er ganske glad for...

Da jeg i et øjebliks kådhed skrev den frygteligt lange liste, som jeg lige nu overvejer at æde for at slette alle beviser, glemte jeg at tage i betragtning, at min elskede ægtefælle først går til juleferie på fredag og at han formentlig forventer, at jeg inden da er nået i hvert fald halvvejs på listen. Måske har han ret i at det burde være muligt, men det vil kræve at nogen giver mig et gevaldigt los i den dertil indrettede, for jeg har alvorlige startvanskeligheder i processen med at tage mig sammen.
Det halve af tirsdag er nu slidt op, det samme er den tid hvor jeg kan forvente at sønnike sover til middag i dag, og det kan vel næppe overraske at jeg kun har nået et enkelt af punkterne på listen, for først skulle jeg liiiige..... Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg lige skulle, men det involverede bl.a. Facebook og to skiver rugbrød med spejlæg.

Lad dette være startskuddet! Jeg vil nu iføre mig pigstøvler, tovværk og isøkse.
Bjerget skal bestiges!
Ikke det med tibetanere og lamaer, det andet..
det med sokker og underhylere som fylder hele bordet i baggangen.

2 kommentarer:

  1. Jeg fatter ikke hvordan det er sket, men du er røget ud af min blogliste, så jeg har i den grad forsømt denne skønne blog! Men det er der rettet op på nu, og mens du bestiger bjerge vil jeg indtage sofa og varme tæpper og følge op på, hvad der er sket på Bøh-landet siden sidst!

    Kh Sanna

    SvarSlet
  2. du er nu ikke gået glip af så meget :) har forsømt den lidt her på det sidste..

    SvarSlet