4,4 kg senere...

I dag har jeg og Magnus haft besøg af sundhedsplejersken.
Alene det, at jeg denne gang huskede at lave kaffe til hende er nok til at jeg knapt kan få armene ned, for den slags er jeg styg til at glemme. Dels fordi jeg selv foretrækker the og dels fordi jeg beklageligvis er så distræt at jeg flere gange dagligt tager mig selv i at tænke "hvorfor var det nu jeg gik ind på kontoret? Hvad er det jeg skal hente her?" når jeg i virkeligheden havde rejst mig for at visitere det lille hus.
Tænk at man, på de få sekunder det tager at rejse sig, kan glemme at man skulle tisse..
Der er altså ingen ond mening i det når jeg af og til lader besøgende vandsmægte, jeg er bare en nød til den slags, men i dag huskede jeg det! Jeg huskede endda at hun foretrækker mælk i kaffen!
Så vidt så godt. I dag havde vi en tidlig morgenaftale og trods sne i større mængder og det faktum at vores indkørsel på knapt 100 meter ikke har set skyggen af en sneskovl, men derimod kun bunden af en Volvo stationcar der pløjede sig i retning af gemalens arbejdsplads ca to timer forinden, så lykkedes det sundhedsplejersken at snige sin lille sølvgrå konebil op til huset uden problemer.
Udstyret med førnævnte the og kaffe indtog vi sofaen og fik en sludder om, hvad der er sket siden sidst hun var her mens minimennesket fik de sidste 10 minutter af sin morgensøvn.
Perfekt timet vågnede arvingen da vi havde udtømt emnet, så mens han røg en tur på puslebordet fandt sundhedsplejersken vægt og målebånd frem.
I en alder af 3½ måned kan Magnus nu præstere en kampvægt på 7,6 kg og en længde på 68,5 cm. Ganske flot hvis den stolte mor selv skal sige det, og det skal hun jo! Med fare for at skabe en lille narcisist så skal der nemlig ikke herske tvivl om, at min lille basse har en mor som synes han er helt og aldeles perfekt!
Før eller siden vil jeg sikkert få en svigerdatter som til tider finder mig utroligt anstrengende, men det går nok, hvis bare hun ikke laver en bedre spaghettisauce end mig...

Hyggen kan begynde...

Så nåede vi til den første søndag i advent, jeg har for længe siden overgivet mit til trangen og har lavet den før omtalte adventsdekoration og i aften skal den tændes.
Om 3 dage er december over os vores nydelige hjem vil blive indtaget af levende lys, duften af clementiner der skrælles og lyden af Last Christmas i højtalerne.
I dag tyvstarter vi med et enkelt lys mens vi hygger med nybrygget kaffe og hjemmebagte boller, som denne gang faktisk blev rigtig lækre.

Glædelig begyndende jul!

Slå aldrig større brød op end du kan bage, siger de kloge...

Kender i det, at man måske bliver lige lovligt ambitiøs og derfor kaster sig ud hvor man ikke kan bunde, for så først når det er for sent, at opdage, at man har glemt korkbælte og svømmevinger?
Det gør jeg... endda alt for godt, for jeg kommer tit til at gøre det! og nu har jeg gjort det igen...

I morgen får jeg besøg af min mødregruppe, det er tredje gang vi skal mødes og eftersom de to tidligere gange har været en parade af lækkert hjemmebag og fnullermandsfrie hjørner så løb min præstationsangst endnu engang af med mig...
På trods af, at jeg normalt har selverkendelse nok til at vide, at bagning ikke er min stærke side så fik jeg i går aftes en hjerneblødning og gav mig derfor i kast med Projekt Hjemmebag.
En endnu ikke afprøvet opskrift på gulerodsbrud blev fundet frem og det burde jo være ret ligetil hvis man nu bare fulgte opskriften til punkt og prikke...
Men det gjorde man så ikke, for som enhver anden pirat betragter jeg jo regler som en form for retningslinier som ikke nødvendigvis gælder. Dumt kan jeg så dertil føje, meget dumt endda!
Opskriften dikterede klart og tydeligt, uden belæg for misforståelser, at dejen skulle hæve i 30 minutter, hverken mere eller mindre.
Hvorfor jeg så fik den formidable idé, at det da sikkert også godt kunne langtidshæve i køleskabet natten over ved jeg ikke, men nogen burde have stoppet mig, for nej, det kunne det ikke!

Min oprindelige plan gik, så vidt jeg erindrer, ud på at stå op før ham den grimme fik sko på for så at tage vellykket dej ud af køleskabet og så trylle en sending vidunderligt morgenbrød frem på 15 minutter mens husets yngste beboer stadig sov sin morgensøvn.
Måske ville jeg endda lige stramme skruen en ekstra tand og i samme åndedrag sætte en maskinfuld vasketøj over og rydde op i hele hytten for så derefter at kunne tilbringe en vidunderlig afslappet dag med ynglet.

Virkeligheden viste sig, som altid, at se en anelse anderledes ud.
Da jeg kom i seng i går aftes lå jeg vågen til kl 1 fordi mit hoved rumsterede af alt det jeg skulle nå i dag, derfor vågnede jeg først længe efter førnævnte grimrian havde stukket de knortede tæer i sin fodbeklædning.
Det var Junior der vækkede mig, han var nemlig færdig med at være træt og lå i sin tremmeseng og lavede sin nuværende yndlingslyd; "prrrrrrrrrrruuh" med savl stående ud af munden i en fintforstøvet tåge.
Nuvel, barnet hyggede sig jo, så han kunne godt få lov at blive liggende mens jeg skyndte mig at smide boller i ovnen, for det kunne jo ikke tage mange minutter.

Igen skred planen i svinget, for da jeg åbnede køleskabet blev jeg mødt af synet af en gulerods- og solsikkekerneholdig klistret masse som var kravlet ud af skålen og ned på hylden det hele stod på og her havde det så udvidet sit territorium i ro og mag mens jeg sov i lykkelig uvidenhed.
Inden jeg kunne sætte boller i ovnen måtte jeg derfor først grave skålen med den resterende dej fri og gøre rent i køleskabet og i mellemtiden blev det før så glade barn utålmodig og sur.
Stadig uden boller i ovnen måtte jeg i stedet kaste min opmærksomhed på mindstemanden, så da jeg endelig fik tid til at få bagt det vidunderlige morgenbrød var morgenen forlængst gået og havde taget det meste af formiddagen med sig og desuden var store dele af dejen gået til spilde, så selvom opskriften lovede 30-35 boller endte jeg med 20 stykker som ikke så specielt heldige ud og som desuden havde taget langt mere end de anviste 15 minutter at bage, for køleskabskold dej er logisk nok længere om at blive varmt end dej ved stuetemperatur ville have været.

Lektien må være, at når der står 30 minutters hævning i opskriften så betyder det 30 minutter!!

Lige nu sidder jeg og overvejer om jeg skal bevare illusionen af en overskudsmor med tid til hjemmebag og fnullermandsfrie hjørner eller om jeg skal krybe til korset og tilstå overfor min kære mødregruppe, at jeg er en kegle til at bage og at jeg desuden hader at støvsuge...
Næste gang bliver det muligvis Bager Hatting der får lov at forestå hjemmebaget... Eller også får jeg en hjerneblødning igen næste gang og laver både boller og muffins...
Men til den tid starter jeg en uge i forvejen!

Iiiih altså, hvor er der længe til....

Jeg er vel hvad man kan kategorisere som en julespasser, forstået på den måde, at jeg spasser fuldstændig ud lige omkring uge 42 hvor butikkerne begynder at sætte juleting på hylderne. Jeg føler mig som et barn i en slikbutik (eller mig selv i en slikbutik for den sags skyld) når jeg går rundt mellem reolerne som bugner af fine ting som glitrer og glimter og min indre Gollum sidder og gnider hænder og siger "my preeeeecious!" mens jeg tænker, at jeg vil have det hele!!
Det nyder Føtex som regel godt af, for nogen gange lader jeg jo Gollum få sin vilje.. bare lidt...
I år fik han mig overtalt for tidligt (den lumpne køter!) så jeg har i lidt over en uge siddet som på nåle, for der ligger så mange fiiiiiine ting og venter på at vi nærmer os første søndag i advent så jeg kan give los for trangen og lave en adventsdekoration. Der er stadig 9 dage til første søndag i advent. 9 dage er længe når man er utålmodig...
Min kære mand er af princip julehader, jeg tror det er en påtaget fiks idé lidt ligesom da man i 7. klasse bildte sig ind, at det var sejt at ryge. Vel var det ej! Det lugtede og smagte forfærdeligt, det gjorde ondt i lungerne og man blev nikotinskæv. Så meget for den oplevelse.. Tilbage til mandens fjendtlige indstilling til nisser og gran... Det er årsagen til, at jeg ikke bare giver den gas i bedste Gertrud Sand-stil, og så endda før tid, der skal jo også være plads til ham i vores fælles hjem.
Derfor bliver det listet ind lidt efter lidt, før han når at se sig om står der en engel hist og en snemand her og pludselig er det alligevel jul i det lille hjem.
Lige nu spinder min indre julenisse, som en stor doven kat henslængt på en sofapude efter voldsom indtagelse af Whiskas på pose, fordi jeg har snydt ham!
Der har for præcis en uge siden sneget sig lidt jul ind allerede og han har ikke opdaget det!
Krigen er begyndt! og igen i år regner jeg med at julen og jeg sejrer!

Julen der kom snigende...

Kænguruyngel og rådne fisk...

I dag er det onsdag, novembersolen skinner klart fra en høj blå himmel, kun forstyrret af et par små lammeskyer, og på min venstre arm ligger mit lille vidunder og øffer lidt i søvne mens han krammer sin kænguru og gnaver sin sut af led. Alt ånder lige nu fred og idyl her på Højgård.
Jeg har nu i ca et døgn været indehaver af en blog og har skam tænkt en del over hvad man stiller op med sådan et kræ.
Hvis jeg var mere politisk anlagt ville jeg her propagandere mine holdninger, det samme ville gøre sig gældende hvis jeg var mere religiøs, var jeg lidt mere kreativ eller huslig ville jeg formentlig her fremvise nye produktioner af enten dette eller hint og det endda jævnligt!
Var jeg rejsende ville familie og venner her kunne følge mine spændende oplevelser midt i Ho Chi Minh City eller dybt inde i Borneos vilde jungle... Men nu er jeg i stedet blevet husmor, med tryk på "mor", så mine dage som globetrotter er formentlig forbi, erstattet af et par år ved Costsa del Soppebassin efterfulgt af en tilværelse som charterturist. Så rejsedagbøger bliver det nok ikke til meget af heller.
Hvad jeg primært kreerer er tankespind, sætninger og sproglige billeder. Af og til sprogblomster, andre gange blot munddiarré, men ét er sikkert: der foregår altid et eller andet under de lange, kommunefarvede lokker!
For ikke at drive min kære livsledsager til vanvid med mine mange betragtninger og finurligheder vil jeg ganske enkelt gøre krav på denne lille plet på det store Internet og udnævne den til min mentale losseplads!
Ikke af den type som stinker af affald, nok nærmere lidt beslægtet med den vi alle kender og elsker, iklædt gule poser med påtrykt logo fra Bonbon...
Det skal da nok blive en fest!

Al begyndelse er svær...

...eller hvad? Jeg har nu oprettet mig en blog, man må jo følge fremskridtet har jeg ladet mig fortælle.
Som Pippi så klogt sagde: "Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg sikkert godt!"
Jeg er endnu ikke helt sikker på hvad min blog kommer til at indeholde, det bliver sikkert en blanding af lidt forskelligt, både seriøst og useriøst formentlig...
Lad os se hvad tiden bringer!