Eksamen i faget Mor

I dag er en solrig omend ret blæsende fredag.
Det er ifølge kalenderen årets første sommerdag og i den anledning fik min morgenmad et ekstra pift.
Ikke friske bær, ikke pandekager eller bacon og æg, nej, penicillin!
Jeg har tilraget mig en herlig blanding af mellemøre- og halsbetændelse.
Det er lige før det giver mig flash-back til min tidlige barndom, indtil jeg i en alder af knapt 9 år fik fjernet mine mandler var de to ting nemlig følgesvende, næsten lige så trofaste som min egen skygge. Nu er de så tilbage selvom jeg er blevet voksen.
Jeg kan ikke sige, at jeg har savnet dem, jeg synes faktisk godt de må skride hjem til sig selv igen!

Nu er jeg jo ikke bare voksen, jeg er også småbørnsmor og så er der ikke tid til at være rigtigt syg.
I går kunne det slet ikke komme på tale! Magnus' store idoler, Lille Nørd, optrådte nemlig i Jesperhus Blomsterpark, hvor vi har sæsonkort til.

Efter at have spildt det meste af formiddagen på kedelige ting som læge- og apoteksbesøg kylede jeg barnevogn, madpakke og afkom i bilen og fløj ud ad landevejen (som egentlig er en ret tungt trafikeret hovedvej) med retning mod Mors.
Godt en halv time forsinket ankom vi, Magnus glad og tilfreds og mig med stresssved under armene og håret stående ud til alle sider.

Tre dybe indåndinger senere begav vi os fra det fjerneste hjørne af parkeringspladsen mod hovedindgangen. Allerede der begyndte en snigende børnespat at lægge sig over mig, larmen fra fremmede menneskers glade og hujende børn bliver åbenbart forvrænget til en ulidelig larm, når man er stokdøv af indestængt materie på det ene øre. Stooort smil smækkes på, for nu skal der hygges!

Jeg tågede lidt rundt i min betændelsesfyldte osteklokke og hørte svagt henover børnelarmen min svigerindes stemme, som kaldte på mig.
Ganske rigtigt, vi havde aftalt at mødes og se showet sammen.
Magnus var glad for at se sin kusine, Klara og jeg var glad for at se min svigerinde, som jeg har kendt siden vi begge var 11 år gamle.

Den overvældende børnemængde taget i betragtning begav vi os straks mod den plæne, hvor idolernes show skulle løbe af stablen. Her satte vi os med de medbragte madpakker og fandt samtidig ud af, at det var et rigtig klogt træk vi her havde foretaget.
Det væltede ind med børn! Nogle med deres forældre andre på tur med børnehaven, fritteren eller lignende institutioner.
Heldigvis havde vi fået gode pladser, godt udsyn og ikke inde midt i det hele, hvor al flugt var umulig.

Magnus var, som enhver anden på knapt to år, ikke helt indforstået med, at vi skulle blive på ét sted i næsten en time, men distraheret af lydprøver og pita med tun lykkedes det alligevel at få ham til at forholde sig i rimelig ro.

Da først showet gik igang var han helt hypnotiseret! Han klappede på livet løs til den velkendte musik fra fjernsynet og sad ellers pænt og stille, bortset fra utallige forsøg på at hive sine egne sokker af -måske for at prøve at kaste dem op på scenen, hvem ved?

Da showet var forbi væltede en flodbølge af børn op på scenen for at hilse på Nørderne.
I mellemtiden tog vi andre flugten til den nærliggende sandkasse, hvor ungerne legede et kort øjeblik mens kødranden ved scenen fortog sig.
Herefter sneg vi os tilbage til scenen og med en ninja manøvre her og et trylletrick der stod vi pludselig lige ved siden af moderne børne tv's ukronede dronning, Katrine fra Lille Nørd.
Hun er lige så sød i virkeligheden som hun er i fjernsynet og både Magnus og Klara fik taget billede sammen med hende, til stor begejstring for deres mødre, som da også lige sendte et enkelt blik eller to over på den anden nørd, Kristian, som altså er lidt rar at kigge på...

Missionen var fuldført og turen kunne gå hjem med en glad og meget træt lille dreng i autostolen og en mor med en følelse af, at have bestået endnu en forældretest.