Så blev det pludselig seriøst...

Nok en smuk dag på Højgård går på hæld og jeg ved slet ikke hvilket af flere emner jeg skal vælge til dagens blogindlæg!
Skal jeg skrive om, at vi langt om længe er ved, at få installeret fastbrændselsfyr?
Eller måske om hvordan jeg, med afkommet sikkert plantet foran 42" Traktor Tom, fremtryllede en helt fantastisk kartoffelsalat med en opskrift jeg selv fandt på?
Eller skal det handle om juleforberedelser og det, her i huset, nyopdagede fænomen Kærestejulekalender med parterapeutiske undertoner?
Jeg er ikke sikker... Alle tre emner begejstrer mig i ubeskrivelig grad!
Det "nye" fyr, fordi det vil betyde en økonomisk besparelse, som virkelig vil kunne mærkes denne vinter, hvor jeg stadig er uden job og betalingen af Magnus' dagpleje udmærket formår at dræne vores konto uden hjælp fra indkøb af træpiller...
Kartoffelsalaten, fordi jeg egentlig ikke har følt mig videre succesrig i køkkenet det sidste års tid. Der er det altid rart at få bekræftet, at jeg altså godt kan!
..og slutteligt de famøse kærestejulekalendere, fordi vi som så mange andre par nok er slemme til at glemme hinanden lidt i en travl tid.

Netop det, at pleje og passe på sit forhold er en ting, som fylder meget i min bevisthed lige for tiden.
Jeg synes, at rigtigt mange i min omgangskreds fortæller, at ægteskabsskuden sejler med knagende skrog og flossede sejl
Jeg har altid betragtet vores ægteskab som værende utroligt stærkt, men i disse fordømte krisetider kan der også lyde nogle brag her i huset.
Jeg har ingen forestilling om, at man helt kan undgå uenigheder, men jeg nægter stiltiende at se til mens vi bliver til et af den slags par, som Niels Hausgaard ind i mellem omtaler...

Så for ikke at ende som en anekdote i en lun vendelbos one-man show har jeg altså valgt, at købe de her julekalendere til os.
En af i dags opgaver lød på, at tilbringe aftenen i hinandens arme på sofaen. Jeg glæder mig allerede!

Enter Julestemning!

1. december kl 03.42
Mor vågner til lyden af barnegråd. Der er mørkt og koldt i soveværelset, så det frister ikke, at stikke stængerne udenfor dynens perfekte 37 grader. Arvingen i værelset ved siden af er dog temmelig ligeglad med denne betragtning.

1.december kl 03.50
Mor vender tilbage til sin stadig lune dyne efter, med hylende barn i favnen, at have gennemrodet gulv og tremmeseng for at finde vildfarne sutter. Arving atter anbragt i sengen med en sut i munden og en i hver hånd, trygt sovende.

1. december kl 04.20
Mor vågner til lyden af barnegråd. Hun priser sig lykkelig, da det går over igen inden hun når at liste tæerne udenfor føromtalte lune dyne.

1. december kl 06.15
Mor vågner til lyden af ægtemandens vækkeur. Konstaterer, at arvingen også er vågnet og står derfor op, mindre frisk og knapt så veludhvilet. Dagen starter med aflevering af sønnen hos en aldeles pragtfuld gæstedagplejer.

Udenfor er vejret, for at sige det mildt, jammerligt! Blæsten brøler og regnen siler ned ad vinduerne.
Der er ikke megen dreaming of a white christmas over det, men efter 2 vintre med snestorm fra midt i november er det egentlig også helt okay...
Julestemningen er måske ikke ude, men den kan hurtigt findes frem inde!
...først skal der dog lige ryddes en hulens masse grå hverdag af vejen...

Forhåbentlig er der mere jul at spore i mit næste indlæg.

Frem af glemslens tåger kom.... en blog!

Jeg havde en besynderlig oplevelse i går.
En anden skøn kvinde skrev "gæt hvad der kommer frem ved en google billedsøgning efter rådne fisk fra BonBon".

Jeg blev ikke så lidt overrasket, da der tonede et billede frem af gemalen og undertegnede, fra vores bryllupsdag, som bestemt ikke foregik i BonBon Land.
Billedet linkede til min meget forsømte blog.
SLAM! Der blev jeg ramt af en blanding af nostalgisk hygge ved at læse gamle indlæg og sort sort samvittighed over igen at have glemt min blog...

Mon det er at tage munden for fuld at sige, at nu skal det altså være anderledes! ?

Køer og marmelade

Jeg har aldrig rigtigt betragtet mig selv som den husmoderlige type, engang ville jeg ikke engang vove at kalde mig den moderlige type. Jeg kunne ikke engang få en kaktus til at overleve -No shit, jeg har engang formået at tørre sådan en djævel ud, det tager lang tid, men det er muligt- så hvordan skulle jeg kunne tage mig af et barn og løfte det tunge ansvar for dets trivsel?

Det med moderligheden kom pludseligt i det sekund jeg fik lagt en lille, fedtet, ny verdensborger i mine arme og det husmoderlige er siden da begyndt at angribe i bølger...

Hvis nogen havde sagt til mig for 5 år siden, at jeg ville bruge dette års palmesøndag på, at tage til Økodag og se en flok glade jerseykøer springe ud på en græsmark i tavs jubel, ville jeg have sagt "skål min ven, du skal vist have én til det andet ben også!" men ikke desto mindre...

Min mand, min søn, min mor og jeg besøgte i går en af de mange gårde landet over og jeg NØD det! Det var så hyggeligt!

Jeg blev sågar så grebet af bondekoneenergi, at jeg da vi kom hjem kastede mig ud i at lave mangomos til sønnen og hjemmelavet saftevand og marmelade til resten af husholdningen. Intentionen er så, at jeg vil bage boller i dag så vi har noget at smøre marmeladen ud på.

Kontrasten fra min tidligere tilværelse som single, stilletklædt weekenddranker med kronisk minus på visakortet til min nuværende tilværelse som lykkeligt gift mor og gårdejer med stram styring af privatøkonomien og hang til uldne sokker er overvældende, men jeg vil aldrig nogensinde bytte tilbage igen!

Her til morgen blev jeg forøvrigt den erfaring rigere, at mangomos formentlig er en yderst effektiv kur mod hård mave, så det blev også til en tøjvask.... Nitte...

Tårnspring for de mindste

I dag er en helt almindelig onsdag, men så alligevel ikke...
Kl ca 6.00 vågnede Magnus og var sulten, som vanligt tog jeg ham over i min seng for at amme ham og mens han spiste faldt jeg i søvn igen. Alt sammen ganske normalt og ikke spor sindsoprivende.
Jeg vågnede så med et halvt øje og registrerede, at Magnus var vågen og stadig var i min seng, han havde vendt sig om på maven og havde fundet et stykke bidelegetøj som tilfældigvis lå ved siden af min hovedpude. Alt i orden, det kunne han godt få lov til lige at hygge lidt med mens jeg lå lige så stille og vågnede langsomt.
Eller ikke! Pludselig var der en rød alarm der begyndte at blinke på højtryk i mit mentale kontrolcenter, for jeg kunne mærke, at der ikke var så meget barn i sengen som der havde været lige før!
Jeg spærrede øjnene vidt op lige tids nok til at se en lille blå- og hvidstribet strømpefod forsvinde ud over kanten af madrassen med resten af barnet forrest!
Min indre havenisse udbrød et fortørnet "det sket' så bare æ det der!!" mens jeg fløj ud af fjerene og vågnede helt på én og samme tid.
Jo lille havenisse, det skete. Magnus lå og rodede rundt nede på gulvet ved siden af sengen med hovedet få cm fra de træklodser, som lige for tiden er lagt under hovedgærdedet på hans seng fordi han har været så forkølet.
Der fløj tusinde og atter tusinde frygtelige billeder gennem hovedet på mig, det ene med værre vansiringer end det andet, tænk nu hvis han havde ramt hjørnet af en træklods med sit lille, bløde øje og havde knust det, mit blodtryk steg til højder som ellers er forbeholdt giraffer og jeg flåede mit lettere fortumlede afkom op fra gulvet til en grundig del-for-del-undersøgelse for at være helt sikker på at han var intakt. Først her begyndte han at skrige, sjovt nok.
Ikke så meget som en bule eller en skramme havde han fået, han havde bare været på eventyr og blev tilsyneladende først forskrækket i det sekund han blev flået op fra gulvet...
Efter så massiv produktion af adrenalin var morgensøvn ikke rigtigt en mulighed længere, så her startede vores dag og morgenbleen blev skiftet på gulvet, for tænk hvis han igen fik lyst til at træne sin udspringsteknik....

6 vidunderlige måneder senere...

Der har været meget stille her på min blog i lang tid efterhånden. Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at jeg har forsømt min blog.
Årsagen er den lille tykkindede skabning, som i dette øjeblik ligger og bider mig i hånden mens han prutter højlydt.
Min højt elskede søn.
I dag vil han kunne kigge på Dannebrog i miniformat mens han guffer sin grød i sig, der er flag på bordet, arvingen runder i dag et helt halvt år!
De første seks måneder af mit liv som mor er gået og de har været pragtfulde!
Jeg udnævner officielt dette til at være en offentlig kærlighedserklæring til min søn!

Tillykke med det halve år, Magnus. Jeg elsker dig!

Published with Blogger-droid v1.6.7

Testing 1-2-3

Skal lige se, om min nye app til fancymobilen virker som den skal.

Published with Blogger-droid v1.6.7