Tomater i lange baner!

Jeg har tre blommetomatplanter i mit skønne drivhus.
Mor her kan godt lide blommetomater! Det kan hele familien, men vi kan slet ikke følge med til at spise alle de pragtfulde tomater, som planterne gavmildt kaster af sig.
Vi har i lang tid mæsket os i tomatsalat, bagte tomater, tomatsauce og alverden andre ting, men jeg vil jo egentlig gerne have fornøjelsen til at vare lidt længere.
I går fik jeg så en idé!

Jeg fløj sidelæns ud i vores oldgamle Volvo og brølede ind mod byen. Kort efter gik turen hjem igen, nu udstyret med henkogningsglas og masser af olivenolie.

Vel hjemme igen blev der fyret op i ovnen og de mange små, lækre tomater blev lagt i et fad. Der lå de så og smilede med deres fine, røde kinder, soppende i olivenolie og drysset med salt og en skøn friskkværnet peberblanding. Og så ind i ovnen!
20 minutter ved 150 grader, og derefter direkte i et varmt, nyskoldet glas. Her fik de selskab af en lille håndfuld friske timiankviste og blev dækket af olivenolie og så flyttede de ind i køleskabet.

I dag har jeg lige prøvesmagt dem og de er simpelthen så lækre! Det bliver ikke den sidste portion jeg har lavet af den slags!

En fornemmelse i luften

Jeg sidder i sofaen og fryser mine tæer. Overvejer om tiden er inde til, at finde hyggesokkerne frem igen. Måske endda ligefrem lægge en solid kævle i brændeovnen.
Min kalender siger stadig august, jeg er da ret sikker på, at jeg ikke er bagud med krydse dagene af.
Alligevel er der en altgennemsyrende fornemmelse af september uanset hvor jeg vender mig hen.

Frugthavens træer bugner af æbler og blommer, som bliver større og mere rødkindede for hver dag der går.
Korsedderkopperne, som bygger seje og klistrede hjulspind på størrelse med dækkene på vores gamle Volvo, bliver støt større, hvilket i min verden også betyder efterår.
Under bøgetræerne på græsplænen ligger der visne blade, flere og flere for hver dag.
Morgenerne er indpakket i smågrumset dis og aftenerne bliver stadig mørkere.
Vi kommer ikke udenom at se det i øjnene, efteråret står for døren.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til efterår.
På den ene side synes jeg det er en dybt melankolsk tid, fordi dagene bliver kortere og vinterens mørke langsomt kommer snigende. Jeg er ikke god til vinter.
På den anden side elsker jeg den brede palet af farver, som naturen boltrer sig i, jeg elsker den krydrede duft af visne blade, som langsomt formulder, jeg elsker den høje himmel og den klare og rene friskhed, som luften har på en blæsende dag hvor kridhvide skyer pryder en knaldblå himmel og solen titter frem og gavmildt deler ud af den varme, som stadig er i den.

Netop sådan en dag var det i fredags. Alle indtrykkene blev nydt og lagret dybt inde i sjælens vinterforråd og der blev lavet fotominder, som jeg gerne deler med hvem der end læser med her på bloggen.

2 år med fuld fart over feltet!

Magnus er nu 2 år.
Jeg har dermed været mor i 2 år.
Jeg må være temmelig langsom i optrækket, for på nogle dage, kan min forstand stadig ikke helt begribe, at jeg er mor og vil være det til den dag mit hjerte holder op med at banke.
Forhåbentlig vil det banke videre i mange herrens år, banke for mine børn og for min mand.

Nu er jeg kommet så vidt, at jeg kan vise billeder af BEGGE mine børn!

Først et lille then-and-now af min skønne og finurlige frækkert, Magnus

Det første billede, ganske kort efter fødslen.

Det seneste billede, taget i morges, mens han puttede i mors seng og så et eller andet børnedims i fjernsynet.

Jeg synes det kan være svært at forstå, at det er det samme barn på de to billeder, men lækker er han jo på dem begge!


Næste skud på stamtræet så vi for første gang i fredags. Om det er Lillebror eller Lillesøster ved vi endnu ikke, men nu ved vi, at h*n umiddelbart er sund og rask, hvilket jo selvfølgelig er det vigtigste.
De nysgerrige forældre må vente til oktober med at få mere at vide, men her er i hvert fald foreløbig et billede fra nakkefoldsscanningen.

Første kig på Lillebrøster

Den dag Hormonella fik en ny printer

Gravid betyder gratispakker.

Gratispakker betyder print-og-tag-med gavebeviser.

Print-og-tag-med gavebeviser lyder ret ligetil egentlig... usb-stik i, print, færdig. Jeps, easy-peasy...

Hvis altså ikke det var fordi vi lige havde fået ny printer, som jeg i min dovenskab ikke har gidet installere driver til på min computer før jeg fik brug for det.

Det fik jeg her til aften.

Min evigt underdrivende livsledsager opfordrer mig til straks at gå ind på HP's hjemmeside og installere den nødvendige driver, frem for at vente til dagslys og mindre træthed indtræffer i kombination.

Jeg mindes svagt, at ordene lød: "Det tager ingen tid og det er super nemt!"

Her fristes jeg til at kaste mig ud i min hjemlige dialekt og sige "godaw do!!!" 

Google klarede den nemme del, nemlig at finde siden hvorpå den rigtige driver var at finde.

Step 1, vælg dit styresystem, intet problem, min computer er gammel, men dog ikke så gammel at mit styresystem ikke var at finde på listen.

Step 2, vælg dit download.  Øøøøh.... Lang liste! Lucky shot, prøver den øverste, det lyder rimeligt rigtigt...

Step 3, vælg version af download. Nu tager den jo bare pis på mig... Fuld version, vil have det hele med! Ja ja, min computer er gammel, men ligefrem komme med en advarsel om, at det tager lang tid med 56K modem er måske lidt overkill.... Vi har da trods alt bredbånd...

Step 4, download.  30 minutter senere... Zzzz... Nøj det tager laaaang tid!

Step 5, Vågn op, tør savl af hagen og tilslut printer til computer.

Step 6, 7, 8, .....  Klik dig gennem en masse ligegyldigt ævl og ignorer registrering af produkt. So far so good...

Noget der føles som 7 år senere er bæstet up and running og jeg er nu klar til at printe mit gavebevis til BabySam.

...Hvis man altså ser bort fra den lille detalje, at bæstet kun vil acceptere at printe på fotopapir, hvilket jeg ikke har nogen intentioner om at lægge i printbakken!

HP Solution Center, som jeg forudser bliver min nye bedste fjende, popper op gang på gang og fortæller mig, at min printer er løbet tør for papir og bla bla bla... Jeg beder nok engang, ret insisterende bæstet om, at printe på A4 papir fra hovedbakken, bakken er rigeligt fyldt op, ingen problemer der.

"Din printer er løbet tør for papir, ilæg venligst... bla bla bla..."  ticks begynder at indfinde sig ved højre øje og der sniger sig en mistænkelig kløe frem under mine fingernegle...

Bander højlydt, glæder mig over at sønnen er lagt i seng og dermed ikke hører sin mors infame sprogbrug og begynder så småt at fortryde, at jeg kastede mig ud i det her og overvejer, om ikke det er lige så nemt bare at undvære babypakken og det dertilhørende tilbud på poser til blespanden...

Kl 1 sekund i jeg-sætter-ild-til-printeren-og-kaster-den-ud-ad-vinduet når jeg at besinde mig.

Slukker bæstet og tænder det igen, tager en dyyyyyb indånding og søger efter et fredfyldt sted langt inde i min sjæl.

Prøver igen at beordre udskrift.

Venter med stramt knyttede næver og skuler ondt til bæstet, som er alvorligt truet af at få plantet en lille, hård, hormonspændt knytnæve midt i visse vitale komponenter.

Rasle-skramle-larme.... larme helt afsindigt faktisk... og ud kommer et ark snehvidt papir, side 2 af gavebeviset, den del, hvor der bare er et link til hvor man kan afbestille hvis man fortryder. Krøller det sammen og kyler det i papirkurven.

og så.....

Papirstop!!!

Glæder mig over, at mit nuværende blodtryk aldrig bliver skrevet i min vandrejournal, det kunne medføre akut henvisning til kardiologisk afdeling og det har jeg simpelthen ikke tid til før jeg har fået printet mit gavebevis!!

Min nye bedste fjende popper op "ilæg vensligst papir i din...bla bla bla". Kan mærke rytmisk dunken i tindingerne.

Flå, flå, flænse, papirstop udbedret.

Bæstet spytter endelig side 1 af gavebeviset ud!

Projekt opstart kl 20.30

Projekt afsluttet kl 21.59

Den babypakke HAR bare at være god!!!

En mors tanker på en almindelig fredag aften

Om 11 dage bliver min søn to år.

2 ÅR!

Det er ikke til at forstå... Der er sket så meget på de to år. Nogle ting fra da han var helt spæd står krystalklart i min erindring, andre er desværre fortabt i glemslens tåger.
Jeg ville ønske at jeg kunne huske det hele, gemme hvert eneste øjeblik i mit hjertes dybeste kammer, men alt er gået så hurtigt, at dette simpelthen ikke har været muligt.

Men mit hjertes dybeste kammer er skam fyldt op med min Magnus.
Hans stemme og hans latter genlyder derinde.
På dets vægge spejler sig billeder af hans smil, både med og uden tænder.
Fornemmelsen af hans kærlige kram og hans bløde kind mod min vibrerer i hver eneste fiber der.
Jeg elsker ham så inderligt, at det gør ondt, når jeg ikke er sammen med ham.
På aftener hvor det ikke er mig der har puttet ham, er jeg nødt til at gå ind og se på ham mens han sover, ellers kan jeg ikke selv falde i søvn.
Før jeg blev mor kendte jeg ikke til kærlighed så dyb, ren og betingelsesløs.

Mit hjerte fryder sig ved tanken om, at jeg om godt et halvt år vil have to børn at elske.
Samtidig skælver jeg af rædsel for ikke at slå til, ikke have overskud nok. Kærligheden er jeg ikke i tvivl om, at der vil være nok af til dem begge. Men overskuddet bekymrer mig... Især fordi jeg de første måneder af babyens liv vil stå alene med begge børnene, mens deres far er i Afghanistan.
Min familie kommer til at se meget til mig i den tid tror jeg... godt den er både stor, kærlig og rummelig!


Dette indlæg skal ikke snydes for billeder af min store, snart toårige, dejlighed.

En skræmmende oplevelse og en skøn nyhed

Søndag morgen.
Vågner ved siden af min elskede og vores blåøjede vidunder møver rundt ovenpå os efter at være kravlet ud af sin seng og er kommet ind til os.
Livet er smukt og lige i det øjeblik helt perfekt.
Kigger ned ad mig selv, får øje på slatne morbryster. Det ene ser anderledes ud end det plejer.
Mærker efter og finder en knude, omtrent samme størrelse som en valnød.
Perfekt morgen blegner og iskold angst lægger sig omkring mig, som en våd jakke.
Resten af søndag går jeg rundt i en tåge. Falder i staver konstant. Græder flere gange.
Beslutter at ringe til lægen som det første mandag morgen.

Mandag morgen.
Ringer til lægen, bliver mødt med alvorsfuld omsorg.
Får en af dagens første tider og bliver undersøgt på kryds og tværs af en læge, som tager mig meget alvorligt.
Efter et opkald til Mamacentret i Viborg bliver jeg sendt hjem med besked om, at så snart der er en tid til mig i Viborg vil jeg blive ringet op derfra. Forventet ventetid på opkald: 2 til 3 dage.

Mandag middag.
Telefonen ringer. Tager den og hører en venlig kvindestemme sige, at hun ringer fra Mamacentret, de har en tid til mig tirsdag, først på eftermiddagen.

Tirsdag morgen.
Tågen fra søndag er tilbage. Mit hoved hvirvler rundt i en sky af bekymrede tanker, forsøg på at berolige mig selv og totalt kaos.
Ingen appetit, masser af kvalme.
Tiden går alt for langsomt.

Tirsdag eftermiddag.
Jeg sætter mig i bilen og påbegynder turen til Viborg. Aldrig har turen dertil været længere.
Jeg er alene, vidunderet sover til middag og far bliver hjemme hos ham.
Jeg kommer til Viborg. På nuværende tidspunkt med et hoved på bristepunktet af tanker, som forbereder mig på begge scenarier. Rask eller ikke rask.
Jeg får parkeret bilen, begiver mig mod hovedindgangen. Føler mig underligt isoleret fra alle de andre mennesker i den store forhal.
Uden at henvende mig i receptionen drejer jeg mod højre og går, alene, så langt ned ad gangen som man kan komme.
En glasdør med påskriften "Mamacenter" fortæller mig, at jeg er kommet det rigtige sted hen.
Sætter mig i venteområdet med en god bog, håber det får tiden til at gå hurtigere.
En receptionist dukker frem i en luge og beder mig om mine oplysninger.
Er selv overrasket over hvor rolig, for ikke at tale om hvor voksen, jeg selv lyder, da jeg svarer "Kristina Hammer, 13.30"
Tilbage i min stol med min bog og en kop vand.
I bogen har husbestyrrerinden på Ty Gwyn netop fortalt sin elsker, at hun er med barn. I samme øjeblik hører jeg en sygeplejerske kalde mit navn.
Jeg bliver vist ind i et lille rum med en briks og det nødvendige udstyr til ultralydscanning.
Efter at have lagt bluse og bh på en stol bag et forhæng bliver jeg anbragt på briksen og får et klæde over min overkrop. Efter et par spørgsmål fra sygeplejersken bliver jeg ladt alene i rummet, da hun går ud for at hente lægen, som skal forestå scanningen.
Lægen kommer. En ældre mand med venlige øjne. Han stiller flere spørgsmål og går så igang med scanningen, mens han hele tiden forklarer hvad det er vi ser på skærmen.
Venstre bryst er sundt og raskt. Lægen forklarer, at det vil blive brugt som reference til det højre.
Scanneren flyttes nu over på højre bryst, efter grundtig gennemscanning af både armhule og bryst fryser lægen billedet.
På skærmen er der nu en et billede af en lille sort plet omgivet af en oval af brystets kirtelvæv.
Lægen forklarer, at det vi ser på er en vandcyste på 3 mm.
Det jeg har mærket er det omgivende kirtelvæv, som er blevet irriteret ad den lille cyste.
Efter at have fået en grundig forklaring om vandcyster, mens jeg lidt diskret får tørret halvdelen af min overkrop ren for scanningsgel, tager jeg igen mit tøj på, siger en dybfølt tak til lægen og sygeplejersken og begiver mig ud til bilen igen.

Jeg sætter nøglen i tændingen og smiler et stort smil, mens lægens ord genlyder i mit hoved.
"Disse små cyster er helt normalt under den hormonpåvirkning kroppen gennemgår...







....når man er gravid!"


For det er jeg nemlig! 7 uger og 5 dage henne i dag. Jeg har termin d. 28. februar og skal til læge og have lavet vandrejournal på fredag. Magnus skal være storebror og vi glæder os helt enormt!
Nu glæder jeg mig endnu mere, for mens tankerne om brystkræft fyldte mit hoved var der også hele tiden tanken om, at hvis det var kræft ville vi også miste babyen.
Men jeg er ikke syg og vi skal have endnu et vidunderligt og velkomment barn!
Jeg skal være mor til TO !!

Hvem der bare kunne trylle mad frem uden først at skulle gå i køkkenet...

På sådan en flad fredag kunne man godt få lyst til pizza...
Især noget i stil med dem jeg lavede i sidste uge...
Det er ganske tæt på at jeg savler ned ad mig selv ved tanken om kombinationen af tomatsauce, serano skinke, italiensk salami, tomat, frisk mozzerella, rucola og oliven...