Lykke...
Det er vist et emne, som de fleste har givet sit eget bud på en beskrivelse af mindst én gang i livet.
Jeg har i længere tid haft svært ved at finde netop den følelse frem, jeg giver p-piller skylden for det og glæder mig over, at jeg formentlig aldrig igen skal indtage en eneste af de små hormonfyldte sataner.
Men nu hvor der ikke længere raser unaturlige hormoner rundt i min krop kan jeg igen mærke langt flere nuancer af følelsesregistret.
Den jeg især er taknemmelig over at have fået igen er lykken.
For en lille uges tid siden oversvømmede den mig i så voldsom en grad, at jeg slet ikke kunne lade være med at græde. Af ren og ubesmittet lykke. Det var helt fantastisk!
Der stod jeg sammen med vores glad logrende hund, med efterårssolen bagende på mit ansigt, og spiste et virkelig lækkert æble, friskplukket fra et af vores mange frugttræer.
Min næse fyldtes af duften af nyklippet græs og visne blade.
Tæt forbi mig, i fuld fart på ryggen af plænetraktoren, kom min elskede mand og vores vidunderlige søn, sidstnævnte med et smil fra øre til øre og højlydte jubelråb, fordi han elsker alt med en motor og noget af det bedste han ved er, at slå græs sammen med sin far.
Lige der nåede mit lykkebarometer toppen af skalaen, for hvad mere kan man egentlig ønske sig?
En glad og kærlig familie og tid og overskud til at nyde den, meget mere end det har jeg faktisk ikke brug for.
...og i samme sekund kom der et velanbragt og kraftigt spark fra vores lille prinsesse Ida i min mave og så røg barometernålen ud af skalaen! For der er jo endnu mere lykke på vej.
Årene der kommer vil være velsignet af ikke bare ét, men to vidunderlige og glade børn, som jeg har alle forhåbninger om kommer til at få rigtig megen glæde af hinanden.
Jeg fik nærmest en hel film af fremtidige scenarier lignende det jeg stod i, bare med endnu et medlem af familien.
Store våde dråber af ren lykke piblede frem i mine øjne og i mit hjerte var lyden af 1.000 englekor.
Det var et af de øjeblikke, som jeg vil gemme dybt inde i mit hjerte, som jeg kan tage frem på en gråvejrsdag når det er lidt for længe siden solen har vist sig. Når der har været lidt for meget hverdag i lidt for lang tid.
Jeg tror på, at den slags små lysende perler gør livet til noget ganske særligt og man skal huske at lægge dem i et skrin, så man en dag når man er blevet gammel har perler nok til en hel kæde.
En kæde af lykkelige minder, som man kan tage om halsen og forlade denne verden med et smil på læben.
Sådan en kæde vil jeg gerne have og jeg vil bære den med glæde og stolthed!
søndag den 28. oktober 2012
fredag den 12. oktober 2012
En helt og aldeles fantastisk scanning!
Efter jeg postede mit sidste indlæg begyndte tiden at bevæge sig i normal hastighed igen.
Gemalen kom hjem, klokken nåede 11 og vi sprang ud i bilen og fløj afsted ad Hovedvej 34.
Vi ankom i god tid til Obstetrisk Ambulatorium, beliggende ved Regionshospitalet Hernings afdeling N2, indgang C.
Der var masser af tid til, at Thomas kunne ryge en nervedulmende cigaret inden vi gik ind, endda helt uden stop-nu-med-at-ryge-kommentarer fra sin hustru, som egentlig synes, at det er en både dyr og temmelig ulækker vane.
Vi gik ind, tog elevatoren til plan 2 og blev mødt af en smilende receptionist, som tog imod mit navn hvorefter vi satte os i venterummet, udstyret med hver vores lettere lasede eksemplar af fire år gamle Illustreret Videnskab.
Mens vi ventede lærte jeg bl.a., noget om Det Døde Hav, noget om Saturns tredjestørste måne, Japetus og at kvinder lettere får blå mærker end mænd, fordi vores hud er tyndere og har en anden sammensætning af bl.a. fedt og kollagen. Så blev man så meget klogere...
Jeg blev revet ud af min egentlig ret interessante læsning om Japetus, da mit navn blev kaldt af en smilende sonograf, som viste os ind i undersøgelsesrum 3.
Hun fik min vandrejournal og jeg blev anvist at lægge mig på briksen.
Frem med flæsket og på med en stor klat gelé!
Så snart scanneren blev sat på min mave kunne vi på skærmen se vores baby, som tydeligvis var vokset godt siden sidst.
Som det allerførste viste sonograften os, at hjertet slog som det skulle. Straks slappede jeg af, på trods af blide puf om morgenen havde jeg stadig haft den der totalt irrationelle tanke: "Tænk nu hvis den er gået til grunde!"
I en halv time scannede hun.
Vi så arme og ben, hænder og fødder, der blev talt fingre og tæer.
Der blev målt på diverse knogler, hovedet og maven.
Vi så de forskellige dele af hjernen og alle kamre i hjertet, navlesnorens opbygning og gennemstrømning og vi så en hel masse andet og det hele var så fantastisk!
På et tidspunkt lå babyen så perfekt, at vi endda fik nogle ansigtstræk at se, selvom det ikke var i 3D!
Der var en smuk lille mund og en perfekt lille næsetip
Vi så moderkagen, som denne gang ligger fortil, det gav en glimrende forklaring på, at jeg tydeligst mærker liv nederst i maven, hvor moderkagen ikke dækker.
Efter intenst at have nydt synet af vores lille baby og jublende lykkelige have modtaget besked om, at alt så helt perfekt, sundt og normalt ud kom vi til det sidste store spørgsmål:
Dreng eller pige?
Sonografen fangede baby i et klassisk "kopimaskine shot". Vi så tydeligt de to lår og mellem dem....
....var der ikke det samme som sidst vi så en baby i den vinkel!
I stedet for en tissemand, som Magnus dengang viste frem med noget der mest af alt mindede om se-lige-hvad-jeg-har!-stolthed, kunne vi tydeligt se aftegningerne af tissemandens feminine modsætning.
Baby er en pige! Der er en lillesøster på vej og hendes mor er allerede begyndt at få forestillinger om tyl, glimmer og perler og alskens andre tøseting, som jeg allerede glæder mig til.
Næste udfordring bliver at finde et navn til hende, som vi begge kan lide og som passer sammen med både vores efternavn og med storebrors fornavn.
Der er da heldigvis stadig noget tid at løbe på hvad det angår...
Vil I se hende?
Gemalen kom hjem, klokken nåede 11 og vi sprang ud i bilen og fløj afsted ad Hovedvej 34.
Vi ankom i god tid til Obstetrisk Ambulatorium, beliggende ved Regionshospitalet Hernings afdeling N2, indgang C.
Der var masser af tid til, at Thomas kunne ryge en nervedulmende cigaret inden vi gik ind, endda helt uden stop-nu-med-at-ryge-kommentarer fra sin hustru, som egentlig synes, at det er en både dyr og temmelig ulækker vane.
Vi gik ind, tog elevatoren til plan 2 og blev mødt af en smilende receptionist, som tog imod mit navn hvorefter vi satte os i venterummet, udstyret med hver vores lettere lasede eksemplar af fire år gamle Illustreret Videnskab.
Mens vi ventede lærte jeg bl.a., noget om Det Døde Hav, noget om Saturns tredjestørste måne, Japetus og at kvinder lettere får blå mærker end mænd, fordi vores hud er tyndere og har en anden sammensætning af bl.a. fedt og kollagen. Så blev man så meget klogere...
Jeg blev revet ud af min egentlig ret interessante læsning om Japetus, da mit navn blev kaldt af en smilende sonograf, som viste os ind i undersøgelsesrum 3.
Hun fik min vandrejournal og jeg blev anvist at lægge mig på briksen.
Frem med flæsket og på med en stor klat gelé!
Så snart scanneren blev sat på min mave kunne vi på skærmen se vores baby, som tydeligvis var vokset godt siden sidst.
Som det allerførste viste sonograften os, at hjertet slog som det skulle. Straks slappede jeg af, på trods af blide puf om morgenen havde jeg stadig haft den der totalt irrationelle tanke: "Tænk nu hvis den er gået til grunde!"
I en halv time scannede hun.
Vi så arme og ben, hænder og fødder, der blev talt fingre og tæer.
Der blev målt på diverse knogler, hovedet og maven.
Vi så de forskellige dele af hjernen og alle kamre i hjertet, navlesnorens opbygning og gennemstrømning og vi så en hel masse andet og det hele var så fantastisk!
På et tidspunkt lå babyen så perfekt, at vi endda fik nogle ansigtstræk at se, selvom det ikke var i 3D!
Der var en smuk lille mund og en perfekt lille næsetip
Vi så moderkagen, som denne gang ligger fortil, det gav en glimrende forklaring på, at jeg tydeligst mærker liv nederst i maven, hvor moderkagen ikke dækker.
Efter intenst at have nydt synet af vores lille baby og jublende lykkelige have modtaget besked om, at alt så helt perfekt, sundt og normalt ud kom vi til det sidste store spørgsmål:
Dreng eller pige?
Sonografen fangede baby i et klassisk "kopimaskine shot". Vi så tydeligt de to lår og mellem dem....
....var der ikke det samme som sidst vi så en baby i den vinkel!
I stedet for en tissemand, som Magnus dengang viste frem med noget der mest af alt mindede om se-lige-hvad-jeg-har!-stolthed, kunne vi tydeligt se aftegningerne af tissemandens feminine modsætning.
Baby er en pige! Der er en lillesøster på vej og hendes mor er allerede begyndt at få forestillinger om tyl, glimmer og perler og alskens andre tøseting, som jeg allerede glæder mig til.
Næste udfordring bliver at finde et navn til hende, som vi begge kan lide og som passer sammen med både vores efternavn og med storebrors fornavn.
Der er da heldigvis stadig noget tid at løbe på hvad det angår...
Vil I se hende?
torsdag den 11. oktober 2012
Hormonella i spændt forventning
Det her er en af de der morgener, hvor tiden slæber sig afsted.
Jeg stod op kl 6.30, klædte Magnus på og kyssede ham og hans far farvel.
Derefter dappede jeg lidt rundt i huset og nød roen mens solen stod op og gjorde nat til dag.
Jeg satte mig i sofaen og nussede hunden mens jeg læste et par sider i min bog, som efterhånden er kriminelt tæt på sin afslutning...
For at vågne helt tog jeg et, nok lidt længere end nødvendigt, bad og prøvede at få nogle praktiske ting på plads inde i hovedet.
Efter at have taget tøj på satte jeg mig i gyngestolen med computeren, som det på mystisk vis er lykkes at genoplive, nød nogle blide puf fra babyen i maven og checkede de sædvanlige sider; Facebook, BabyXplore osv.
Tiden står næsten stille, men dog ikke helt.
Jeg tænker, at hvis jeg sætter en kop the over og smider en rugbrødsbolle, her i huset også kaldet "babseboller", på risteren så kan det være tiden går lidt hurtigere...
Det jeg venter på er, at klokken skal blive 11, så vi igen kan vende næsen mod Herning.
I dag kl 11.55 har vi en tid til 20 ugers scanning. Forhåbentlig får vi i dag en skøn, sund og rask baby at se igen og også et svar på om vi er snarlige forældre til to drenge eller om det er til en af hver.
Jeg er spændt og utålmodig og vil bare afsted nu...
1 time og 20 minutter tilbage til afgang...
Jeg stod op kl 6.30, klædte Magnus på og kyssede ham og hans far farvel.
Derefter dappede jeg lidt rundt i huset og nød roen mens solen stod op og gjorde nat til dag.
Jeg satte mig i sofaen og nussede hunden mens jeg læste et par sider i min bog, som efterhånden er kriminelt tæt på sin afslutning...
For at vågne helt tog jeg et, nok lidt længere end nødvendigt, bad og prøvede at få nogle praktiske ting på plads inde i hovedet.
Efter at have taget tøj på satte jeg mig i gyngestolen med computeren, som det på mystisk vis er lykkes at genoplive, nød nogle blide puf fra babyen i maven og checkede de sædvanlige sider; Facebook, BabyXplore osv.
Tiden står næsten stille, men dog ikke helt.
Jeg tænker, at hvis jeg sætter en kop the over og smider en rugbrødsbolle, her i huset også kaldet "babseboller", på risteren så kan det være tiden går lidt hurtigere...
Det jeg venter på er, at klokken skal blive 11, så vi igen kan vende næsen mod Herning.
I dag kl 11.55 har vi en tid til 20 ugers scanning. Forhåbentlig får vi i dag en skøn, sund og rask baby at se igen og også et svar på om vi er snarlige forældre til to drenge eller om det er til en af hver.
Jeg er spændt og utålmodig og vil bare afsted nu...
1 time og 20 minutter tilbage til afgang...
tirsdag den 9. oktober 2012
Tilbage til da verden endnu ikke var i farver
Vi er nu nået til vejs ende i fotolegen. Endnu engang en dags tid forsinket af den selvdøde computer..
Dag 7, altså i går, stod i tegnet sort/hvid.
Det havde selvfølgelig været oplagt bare at snappe nogle tilfældige fotos og så lægge et sort/hvid filter over, men det ville næsten være snyd.
Jagten gik derfor ind igen.
Jeg holdt mig indenfor hjemmets fire vægge og det var egentlig overraskende så få ting jeg fandt, men det lykkedes til trods.
Dagens billedkompot repræsenterer mange af de ting, som jeg elsker mest.
Allerførst mine dejlige børn.
Både det ufødte på scanningsbilledet og min lille krudtugle, Magnus, de to af billederne er jo af hans legetøj...
"Ko og Halv" som han kalder dem og Brio komfuret, hvor han har stegt vindfrikadeller nok til at mætte selv den frådende blæst, som lige nu raser hen over markerne og hyler i hver en krog her på gården.
Med lidt god vilje kunne køkkenet også repræsentere min kærlighed til god mad.
Dernæst er der to andre yndlingsting.
En god, tyk bog, i dette tilfælde er det "Giganternes Fald" af Ken Follet. Absolut endnu et mesterværk fra hans hånd. Meget apropos sort/hvid temaet, så foregår den på et tidspunkt, hvor verden endnu ikke var i farver. I hvert fald ikke på film, som i det hele taget var et forholdsvist nyt fænomen dengang..
Vi befinder os på tiden før, under og efter 1. Verdenskrig.
Desværre er der ikke så mange sider tilbage før jeg er færdig og "Verdens Vinter", som efterfølgeren hedder, er endnu ikke flyttet ind i min bogreol.
En god bog bliver endnu bedre hvis den følges ad med en god kop the, lige nu er favoritten en skøn blanding med lakridsrod og pebermynte. Frisørens blanding hedder den, jeg tror de fleste the butikker har den efterhånden.
En god kop the bliver endnu bedre hvis man ved, at der er nok at tage af.
Det man kan se på billedet øverst til højre er mine yndlings thekrus. Der kan være rundt regnet en halv liter i hver af dem, så der går lidt tid før man igen skal ud at tanke op.
Nok snak, her kommer billederne.
Dag 7, altså i går, stod i tegnet sort/hvid.
Det havde selvfølgelig været oplagt bare at snappe nogle tilfældige fotos og så lægge et sort/hvid filter over, men det ville næsten være snyd.
Jagten gik derfor ind igen.
Jeg holdt mig indenfor hjemmets fire vægge og det var egentlig overraskende så få ting jeg fandt, men det lykkedes til trods.
Dagens billedkompot repræsenterer mange af de ting, som jeg elsker mest.
Allerførst mine dejlige børn.
Både det ufødte på scanningsbilledet og min lille krudtugle, Magnus, de to af billederne er jo af hans legetøj...
"Ko og Halv" som han kalder dem og Brio komfuret, hvor han har stegt vindfrikadeller nok til at mætte selv den frådende blæst, som lige nu raser hen over markerne og hyler i hver en krog her på gården.
Med lidt god vilje kunne køkkenet også repræsentere min kærlighed til god mad.
Dernæst er der to andre yndlingsting.
En god, tyk bog, i dette tilfælde er det "Giganternes Fald" af Ken Follet. Absolut endnu et mesterværk fra hans hånd. Meget apropos sort/hvid temaet, så foregår den på et tidspunkt, hvor verden endnu ikke var i farver. I hvert fald ikke på film, som i det hele taget var et forholdsvist nyt fænomen dengang..
Vi befinder os på tiden før, under og efter 1. Verdenskrig.
Desværre er der ikke så mange sider tilbage før jeg er færdig og "Verdens Vinter", som efterfølgeren hedder, er endnu ikke flyttet ind i min bogreol.
En god bog bliver endnu bedre hvis den følges ad med en god kop the, lige nu er favoritten en skøn blanding med lakridsrod og pebermynte. Frisørens blanding hedder den, jeg tror de fleste the butikker har den efterhånden.
En god kop the bliver endnu bedre hvis man ved, at der er nok at tage af.
Det man kan se på billedet øverst til højre er mine yndlings thekrus. Der kan være rundt regnet en halv liter i hver af dem, så der går lidt tid før man igen skal ud at tanke op.
Nok snak, her kommer billederne.
mandag den 8. oktober 2012
Jordbærsaft og giraffer i maven
Der er opstået et ganske alvorligt teknisk problem (læs: min computer er kollapset) som forsinkede udgivelsen af gårsdagens billede, det kommer altså i stedet i dag, så tidligt som muligt.
Heldigvis er det ikke mit kamera, som har valgt at gå til de evige jagtmarker, så billederne til fotolegen eksisterer skam endnu og er også taget på den rigtige dato!
I går var, som de hurtige nok har regnet ud, dag 6 i legen. Temaet var rød.
I dagens anledning gik jeg linen ud og kogte saft og marmelade af sommerens mange skønne jordbær, drak the fra min knaldrøde thebrygger og spiste ketchup på mit spejlæg til frokost.
Selv Junior så rødt! Eller, det gjorde han i hvert fald, da han opdagede, at jeg lånte hans røde picnickkurv til et billede.
Resten af dagen fik han til at gå med at lege, ud over det hele, med al legemaden.
Jeg drak altså rigtig mange kopper usynlig kaffe i går, serveret med et stort smil af min lille, store dreng, som forøvrigt går rundt og peger stolt på sig selv og siger "storebror!" i denne tid.
Gad vide hvordan han reagerer, når det går op for ham hvad det egentlig vil sige, at han skal være det...
Han aer jævnligt min mave mens han siger "Mor har baby i maven.", men når han så sekundet efter aer mit bryst og siger "tykke mave" kommer man lidt i tvivl om hvor meget han egentlig forstår... Der er i hvert fald lang vej endnu før lægeuddannelsen er i hus...
I går så han en mand med en tyk mave i fjernsynet, der pegede han og sagde "giraf i maven."
Om ikke andet får jeg tit et godt grin over de herlige ting, der kommer ud af munden på ham. Jeg har ham mistænkt for, at have en lige så krøllet hjerne som sin mor. Det glæder mig faktisk lidt.
Der røg jeg tydeligvis ud ad et sidespor!
Tilbage til rød.. om ikke andet så i hvert fald til billederne. De kommer her:
Heldigvis er det ikke mit kamera, som har valgt at gå til de evige jagtmarker, så billederne til fotolegen eksisterer skam endnu og er også taget på den rigtige dato!
I går var, som de hurtige nok har regnet ud, dag 6 i legen. Temaet var rød.
I dagens anledning gik jeg linen ud og kogte saft og marmelade af sommerens mange skønne jordbær, drak the fra min knaldrøde thebrygger og spiste ketchup på mit spejlæg til frokost.
Selv Junior så rødt! Eller, det gjorde han i hvert fald, da han opdagede, at jeg lånte hans røde picnickkurv til et billede.
Resten af dagen fik han til at gå med at lege, ud over det hele, med al legemaden.
Jeg drak altså rigtig mange kopper usynlig kaffe i går, serveret med et stort smil af min lille, store dreng, som forøvrigt går rundt og peger stolt på sig selv og siger "storebror!" i denne tid.
Gad vide hvordan han reagerer, når det går op for ham hvad det egentlig vil sige, at han skal være det...
Han aer jævnligt min mave mens han siger "Mor har baby i maven.", men når han så sekundet efter aer mit bryst og siger "tykke mave" kommer man lidt i tvivl om hvor meget han egentlig forstår... Der er i hvert fald lang vej endnu før lægeuddannelsen er i hus...
I går så han en mand med en tyk mave i fjernsynet, der pegede han og sagde "giraf i maven."
Om ikke andet får jeg tit et godt grin over de herlige ting, der kommer ud af munden på ham. Jeg har ham mistænkt for, at have en lige så krøllet hjerne som sin mor. Det glæder mig faktisk lidt.
Der røg jeg tydeligvis ud ad et sidespor!
Tilbage til rød.. om ikke andet så i hvert fald til billederne. De kommer her:
lørdag den 6. oktober 2012
Lilla lørdag på landet
Ja undskyld, men bogstavrimet lå lige til højrebenet...
Det er nu dag 5 i fotolegen. Denne dag er helliget lilla.
Min indre farvenørd synes, at lilla er en sær størrelse, for reelt set eksisterer farven ikke.
Nu tænker I sikkert, at det rabler for mig, men se selv efter på Wikipedia, der står følgende:
"Farver som lilla og grålilla eksisterer ikke som spektralfarver. Lilla er en farveblanding kombineret af røde og blå bølgelænger, altså ikke én. Når øjet ser en lilla farve, ser det blåt og rødt. Men fordi det blå og røde lys observeres og sendes videre til hjernen som en enkelt information, registrerer hjernen lyset som en farve; lilla."
Det er nu dag 5 i fotolegen. Denne dag er helliget lilla.
Min indre farvenørd synes, at lilla er en sær størrelse, for reelt set eksisterer farven ikke.
Nu tænker I sikkert, at det rabler for mig, men se selv efter på Wikipedia, der står følgende:
"Farver som lilla og grålilla eksisterer ikke som spektralfarver. Lilla er en farveblanding kombineret af røde og blå bølgelænger, altså ikke én. Når øjet ser en lilla farve, ser det blåt og rødt. Men fordi det blå og røde lys observeres og sendes videre til hjernen som en enkelt information, registrerer hjernen lyset som en farve; lilla."
Kilde: Wikipedia
Eksisterende eller ej, så er det nu alligevel en smuk farve, som altid har gjort mig glad i låget.
HVIS det viser sig, at babyen i min mave er en pige, så vil der nok snige sig mere end et enkelt stykke lilla tøj ned i skufferne med børnetøj...
Om det bliver en vidunderlig lilla invasion eller et glædeligt gensyn med det blå finder vi forhåbentlig ud af om små fem dage. Det er nemlig dagen for 20 ugers scanningen, tænk sig, at halvdelen af tiden næsten er gået allerede!
Men tilbage på sporet.
Her kommer dagens billedkompot.
fredag den 5. oktober 2012
Solskin og kejserlig jalousi
Dag 4.
Dagens farve er gul og i den anledning skulle man synes, at solen burde skinne.
Egentlig har jeg aldrig været ret vild med gul, men jo mere jeg ser på dagens billede jo mere kan jeg egentlig lide farven.
Den er varm, glad og energisk.
Jeg er bare selv lavet i en farve, som absolut ikke matcher gul, så det er vist noget nær den eneste farve, man aldrig vil finde i min garderobe.
Kigger vi på farvesymbolik igen er gul lidt en rodebutik synes jeg..
Alt afhængig af tonen er der tale om stort set alt mellem Djævelen og det guddommelige lys. Meget større kontrast kan vel næppe findes.
...og nu til dagens billede:
Dagens farve er gul og i den anledning skulle man synes, at solen burde skinne.
Egentlig har jeg aldrig været ret vild med gul, men jo mere jeg ser på dagens billede jo mere kan jeg egentlig lide farven.
Den er varm, glad og energisk.
Jeg er bare selv lavet i en farve, som absolut ikke matcher gul, så det er vist noget nær den eneste farve, man aldrig vil finde i min garderobe.
Kigger vi på farvesymbolik igen er gul lidt en rodebutik synes jeg..
Alt afhængig af tonen er der tale om stort set alt mellem Djævelen og det guddommelige lys. Meget større kontrast kan vel næppe findes.
...og nu til dagens billede:
torsdag den 4. oktober 2012
En grøn vitaminindsprøjtning
Dag 3 er kommet og så godt som gået igen..
I dag har jagten gået efter noget grønt.
Grønt skulle efter sigende være godt for øjnene, være håbets farve og generelt være forbundet med positive ting.
Måske hænger det sammen med, at farvens lysfrekvens ligger på et niveau, som får de fleste mennesker til at slappe af. Jeg lod mig engang fortælle, at det er de færreste mennesker, som ikke bryder sig om grøn i den ene eller den anden afskygning.
...og indrømmet: Grøn er også en af mine favoritter!
For mig er grøn mange ting.
Det er forårets friskhed og det er den inderlige ro, som findes dybt inde i skoven på en solrig sommerdag.
Det er farven på det univers min mand befinder sig i, det univers, som inden længe tager ham langt væk fra mig i flere måneder, til krigens hærgen i et fjernt og fremmed land.
Det er min søns strålende smil, når han ser en John Deere traktor. Tag endelig ikke fejl, selv for en toårig er en traktor ikke bare en traktor... I hvert fald ikke hvis en af dem er grøn.
Jeg kunne blive ved i en uendelighed, mens jeg sidder her i skæret fra min, forøvrigt grønne, lampe i stuen, men måske jeg bare skulle komme til sagen.
Her kommer dagens billeder.
I dag har jagten gået efter noget grønt.
Grønt skulle efter sigende være godt for øjnene, være håbets farve og generelt være forbundet med positive ting.
Måske hænger det sammen med, at farvens lysfrekvens ligger på et niveau, som får de fleste mennesker til at slappe af. Jeg lod mig engang fortælle, at det er de færreste mennesker, som ikke bryder sig om grøn i den ene eller den anden afskygning.
...og indrømmet: Grøn er også en af mine favoritter!
For mig er grøn mange ting.
Det er forårets friskhed og det er den inderlige ro, som findes dybt inde i skoven på en solrig sommerdag.
Det er farven på det univers min mand befinder sig i, det univers, som inden længe tager ham langt væk fra mig i flere måneder, til krigens hærgen i et fjernt og fremmed land.
Det er min søns strålende smil, når han ser en John Deere traktor. Tag endelig ikke fejl, selv for en toårig er en traktor ikke bare en traktor... I hvert fald ikke hvis en af dem er grøn.
Jeg kunne blive ved i en uendelighed, mens jeg sidder her i skæret fra min, forøvrigt grønne, lampe i stuen, men måske jeg bare skulle komme til sagen.
Her kommer dagens billeder.
onsdag den 3. oktober 2012
En helt igennem orange dag...
Det er nu dag 2 i fotolegen. Dag 2 er orange.
Hvis man slår "orange" op på Wikipedia kommer der en længere afhandling, som bl.a. omhandler farvesymbolik.
Orange symboliserer, afhængig af kultur, alt fra livsglæde, energi og humor til grusomhed og egoisme.
Om dagens billedkompot er livsglad, humoristisk eller direkte grusomt må være op til beskueren at dømme...
Her kommer det i hvert fald.
tirsdag den 2. oktober 2012
Ej blåt til lyst...
I mit tidligere indlæg kom spillereglerne til en fotoleg med farver.
Her kommer første bidrag.
Dag 1.
En dag i de blå farvers tegn:
Mere kulør i hverdagen
Jeg faldt over en leg på en hjemmeside, jeg synes egentlig selv at den kunne værelidt sjov at prøve...
En hel uge hvor hver dag får en farve, som skal gå igen i de billeder man tager.
Jeg kom for sent til at deltage på hjemmesiden, men jeg kan da heldigvis bare lege legen selv her på bloggen... Der vil altså den næste uge, hver dag, komme billeder i følgende farver:
Dag 1: Blå
Dag 2: Orange
Dag 3: Grøn
Dag 4: Gul
Dag 5: Lilla
Dag 6: Rød
Dag 7: Sort/hvid
En hel uge hvor hver dag får en farve, som skal gå igen i de billeder man tager.
Jeg kom for sent til at deltage på hjemmesiden, men jeg kan da heldigvis bare lege legen selv her på bloggen... Der vil altså den næste uge, hver dag, komme billeder i følgende farver:
Dag 1: Blå
Dag 2: Orange
Dag 3: Grøn
Dag 4: Gul
Dag 5: Lilla
Dag 6: Rød
Dag 7: Sort/hvid
tirsdag den 11. september 2012
Tomater i lange baner!
Jeg har tre blommetomatplanter i mit skønne drivhus.
Mor her kan godt lide blommetomater! Det kan hele familien, men vi kan slet ikke følge med til at spise alle de pragtfulde tomater, som planterne gavmildt kaster af sig.
Vi har i lang tid mæsket os i tomatsalat, bagte tomater, tomatsauce og alverden andre ting, men jeg vil jo egentlig gerne have fornøjelsen til at vare lidt længere.
I går fik jeg så en idé!
Jeg fløj sidelæns ud i vores oldgamle Volvo og brølede ind mod byen. Kort efter gik turen hjem igen, nu udstyret med henkogningsglas og masser af olivenolie.
Vel hjemme igen blev der fyret op i ovnen og de mange små, lækre tomater blev lagt i et fad. Der lå de så og smilede med deres fine, røde kinder, soppende i olivenolie og drysset med salt og en skøn friskkværnet peberblanding. Og så ind i ovnen!
20 minutter ved 150 grader, og derefter direkte i et varmt, nyskoldet glas. Her fik de selskab af en lille håndfuld friske timiankviste og blev dækket af olivenolie og så flyttede de ind i køleskabet.
I dag har jeg lige prøvesmagt dem og de er simpelthen så lækre! Det bliver ikke den sidste portion jeg har lavet af den slags!
Mor her kan godt lide blommetomater! Det kan hele familien, men vi kan slet ikke følge med til at spise alle de pragtfulde tomater, som planterne gavmildt kaster af sig.
Vi har i lang tid mæsket os i tomatsalat, bagte tomater, tomatsauce og alverden andre ting, men jeg vil jo egentlig gerne have fornøjelsen til at vare lidt længere.
I går fik jeg så en idé!
Jeg fløj sidelæns ud i vores oldgamle Volvo og brølede ind mod byen. Kort efter gik turen hjem igen, nu udstyret med henkogningsglas og masser af olivenolie.
Vel hjemme igen blev der fyret op i ovnen og de mange små, lækre tomater blev lagt i et fad. Der lå de så og smilede med deres fine, røde kinder, soppende i olivenolie og drysset med salt og en skøn friskkværnet peberblanding. Og så ind i ovnen!
20 minutter ved 150 grader, og derefter direkte i et varmt, nyskoldet glas. Her fik de selskab af en lille håndfuld friske timiankviste og blev dækket af olivenolie og så flyttede de ind i køleskabet.
I dag har jeg lige prøvesmagt dem og de er simpelthen så lækre! Det bliver ikke den sidste portion jeg har lavet af den slags!
mandag den 27. august 2012
En fornemmelse i luften
Jeg sidder i sofaen og fryser mine tæer. Overvejer om tiden er inde til, at finde hyggesokkerne frem igen. Måske endda ligefrem lægge en solid kævle i brændeovnen.
Min kalender siger stadig august, jeg er da ret sikker på, at jeg ikke er bagud med krydse dagene af.
Alligevel er der en altgennemsyrende fornemmelse af september uanset hvor jeg vender mig hen.
Frugthavens træer bugner af æbler og blommer, som bliver større og mere rødkindede for hver dag der går.
Korsedderkopperne, som bygger seje og klistrede hjulspind på størrelse med dækkene på vores gamle Volvo, bliver støt større, hvilket i min verden også betyder efterår.
Under bøgetræerne på græsplænen ligger der visne blade, flere og flere for hver dag.
Morgenerne er indpakket i smågrumset dis og aftenerne bliver stadig mørkere.
Vi kommer ikke udenom at se det i øjnene, efteråret står for døren.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til efterår.
På den ene side synes jeg det er en dybt melankolsk tid, fordi dagene bliver kortere og vinterens mørke langsomt kommer snigende. Jeg er ikke god til vinter.
På den anden side elsker jeg den brede palet af farver, som naturen boltrer sig i, jeg elsker den krydrede duft af visne blade, som langsomt formulder, jeg elsker den høje himmel og den klare og rene friskhed, som luften har på en blæsende dag hvor kridhvide skyer pryder en knaldblå himmel og solen titter frem og gavmildt deler ud af den varme, som stadig er i den.
Netop sådan en dag var det i fredags. Alle indtrykkene blev nydt og lagret dybt inde i sjælens vinterforråd og der blev lavet fotominder, som jeg gerne deler med hvem der end læser med her på bloggen.
Min kalender siger stadig august, jeg er da ret sikker på, at jeg ikke er bagud med krydse dagene af.
Alligevel er der en altgennemsyrende fornemmelse af september uanset hvor jeg vender mig hen.
Frugthavens træer bugner af æbler og blommer, som bliver større og mere rødkindede for hver dag der går.
Korsedderkopperne, som bygger seje og klistrede hjulspind på størrelse med dækkene på vores gamle Volvo, bliver støt større, hvilket i min verden også betyder efterår.
Under bøgetræerne på græsplænen ligger der visne blade, flere og flere for hver dag.
Morgenerne er indpakket i smågrumset dis og aftenerne bliver stadig mørkere.
Vi kommer ikke udenom at se det i øjnene, efteråret står for døren.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til efterår.
På den ene side synes jeg det er en dybt melankolsk tid, fordi dagene bliver kortere og vinterens mørke langsomt kommer snigende. Jeg er ikke god til vinter.
På den anden side elsker jeg den brede palet af farver, som naturen boltrer sig i, jeg elsker den krydrede duft af visne blade, som langsomt formulder, jeg elsker den høje himmel og den klare og rene friskhed, som luften har på en blæsende dag hvor kridhvide skyer pryder en knaldblå himmel og solen titter frem og gavmildt deler ud af den varme, som stadig er i den.
Netop sådan en dag var det i fredags. Alle indtrykkene blev nydt og lagret dybt inde i sjælens vinterforråd og der blev lavet fotominder, som jeg gerne deler med hvem der end læser med her på bloggen.
mandag den 20. august 2012
2 år med fuld fart over feltet!
Magnus er nu 2 år.
Jeg har dermed været mor i 2 år.
Jeg må være temmelig langsom i optrækket, for på nogle dage, kan min forstand stadig ikke helt begribe, at jeg er mor og vil være det til den dag mit hjerte holder op med at banke.
Forhåbentlig vil det banke videre i mange herrens år, banke for mine børn og for min mand.
Nu er jeg kommet så vidt, at jeg kan vise billeder af BEGGE mine børn!
Først et lille then-and-now af min skønne og finurlige frækkert, Magnus
Jeg synes det kan være svært at forstå, at det er det samme barn på de to billeder, men lækker er han jo på dem begge!
Næste skud på stamtræet så vi for første gang i fredags. Om det er Lillebror eller Lillesøster ved vi endnu ikke, men nu ved vi, at h*n umiddelbart er sund og rask, hvilket jo selvfølgelig er det vigtigste.
De nysgerrige forældre må vente til oktober med at få mere at vide, men her er i hvert fald foreløbig et billede fra nakkefoldsscanningen.
Jeg har dermed været mor i 2 år.
Jeg må være temmelig langsom i optrækket, for på nogle dage, kan min forstand stadig ikke helt begribe, at jeg er mor og vil være det til den dag mit hjerte holder op med at banke.
Forhåbentlig vil det banke videre i mange herrens år, banke for mine børn og for min mand.
Nu er jeg kommet så vidt, at jeg kan vise billeder af BEGGE mine børn!
Først et lille then-and-now af min skønne og finurlige frækkert, Magnus
 |
Det første billede, ganske kort efter fødslen.
|
 |
Det seneste billede, taget i morges, mens han puttede i mors seng og så et eller andet børnedims i fjernsynet.
|
Jeg synes det kan være svært at forstå, at det er det samme barn på de to billeder, men lækker er han jo på dem begge!
Næste skud på stamtræet så vi for første gang i fredags. Om det er Lillebror eller Lillesøster ved vi endnu ikke, men nu ved vi, at h*n umiddelbart er sund og rask, hvilket jo selvfølgelig er det vigtigste.
De nysgerrige forældre må vente til oktober med at få mere at vide, men her er i hvert fald foreløbig et billede fra nakkefoldsscanningen.
 |
| Første kig på Lillebrøster |
onsdag den 8. august 2012
Den dag Hormonella fik en ny printer
Gravid betyder gratispakker.
Gratispakker betyder print-og-tag-med gavebeviser.
Print-og-tag-med gavebeviser lyder ret ligetil egentlig... usb-stik i, print, færdig. Jeps, easy-peasy...
Hvis altså ikke det var fordi vi lige havde fået ny printer, som jeg i min dovenskab ikke har gidet installere driver til på min computer før jeg fik brug for det.
Det fik jeg her til aften.
Min evigt underdrivende livsledsager opfordrer mig til straks at gå ind på HP's hjemmeside og installere den nødvendige driver, frem for at vente til dagslys og mindre træthed indtræffer i kombination.
Jeg mindes svagt, at ordene lød: "Det tager ingen tid og det er super nemt!"
Her fristes jeg til at kaste mig ud i min hjemlige dialekt og sige "godaw do!!!"
Google klarede den nemme del, nemlig at finde siden hvorpå den rigtige driver var at finde.
Step 1, vælg dit styresystem, intet problem, min computer er gammel, men dog ikke så gammel at mit styresystem ikke var at finde på listen.
Step 2, vælg dit download. Øøøøh.... Lang liste! Lucky shot, prøver den øverste, det lyder rimeligt rigtigt...
Step 3, vælg version af download. Nu tager den jo bare pis på mig... Fuld version, vil have det hele med! Ja ja, min computer er gammel, men ligefrem komme med en advarsel om, at det tager lang tid med 56K modem er måske lidt overkill.... Vi har da trods alt bredbånd...
Step 4, download. 30 minutter senere... Zzzz... Nøj det tager laaaang tid!
Step 5, Vågn op, tør savl af hagen og tilslut printer til computer.
Step 6, 7, 8, ..... Klik dig gennem en masse ligegyldigt ævl og ignorer registrering af produkt. So far so good...
Noget der føles som 7 år senere er bæstet up and running og jeg er nu klar til at printe mit gavebevis til BabySam.
...Hvis man altså ser bort fra den lille detalje, at bæstet kun vil acceptere at printe på fotopapir, hvilket jeg ikke har nogen intentioner om at lægge i printbakken!
HP Solution Center, som jeg forudser bliver min nye bedste fjende, popper op gang på gang og fortæller mig, at min printer er løbet tør for papir og bla bla bla... Jeg beder nok engang, ret insisterende bæstet om, at printe på A4 papir fra hovedbakken, bakken er rigeligt fyldt op, ingen problemer der.
"Din printer er løbet tør for papir, ilæg venligst... bla bla bla..." ticks begynder at indfinde sig ved højre øje og der sniger sig en mistænkelig kløe frem under mine fingernegle...
Bander højlydt, glæder mig over at sønnen er lagt i seng og dermed ikke hører sin mors infame sprogbrug og begynder så småt at fortryde, at jeg kastede mig ud i det her og overvejer, om ikke det er lige så nemt bare at undvære babypakken og det dertilhørende tilbud på poser til blespanden...
Kl 1 sekund i jeg-sætter-ild-til-printeren-og-kaster-den-ud-ad-vinduet når jeg at besinde mig.
Slukker bæstet og tænder det igen, tager en dyyyyyb indånding og søger efter et fredfyldt sted langt inde i min sjæl.
Prøver igen at beordre udskrift.
Venter med stramt knyttede næver og skuler ondt til bæstet, som er alvorligt truet af at få plantet en lille, hård, hormonspændt knytnæve midt i visse vitale komponenter.
Rasle-skramle-larme.... larme helt afsindigt faktisk... og ud kommer et ark snehvidt papir, side 2 af gavebeviset, den del, hvor der bare er et link til hvor man kan afbestille hvis man fortryder. Krøller det sammen og kyler det i papirkurven.
og så.....
Papirstop!!!
Glæder mig over, at mit nuværende blodtryk aldrig bliver skrevet i min vandrejournal, det kunne medføre akut henvisning til kardiologisk afdeling og det har jeg simpelthen ikke tid til før jeg har fået printet mit gavebevis!!
Min nye bedste fjende popper op "ilæg vensligst papir i din...bla bla bla". Kan mærke rytmisk dunken i tindingerne.
Flå, flå, flænse, papirstop udbedret.
Bæstet spytter endelig side 1 af gavebeviset ud!
Projekt opstart kl 20.30
Projekt afsluttet kl 21.59
Den babypakke HAR bare at være god!!!
fredag den 3. august 2012
En mors tanker på en almindelig fredag aften
Om 11 dage bliver min søn to år.
2 ÅR!
Det er ikke til at forstå... Der er sket så meget på de to år. Nogle ting fra da han var helt spæd står krystalklart i min erindring, andre er desværre fortabt i glemslens tåger.
Jeg ville ønske at jeg kunne huske det hele, gemme hvert eneste øjeblik i mit hjertes dybeste kammer, men alt er gået så hurtigt, at dette simpelthen ikke har været muligt.
Men mit hjertes dybeste kammer er skam fyldt op med min Magnus.
Hans stemme og hans latter genlyder derinde.
På dets vægge spejler sig billeder af hans smil, både med og uden tænder.
Fornemmelsen af hans kærlige kram og hans bløde kind mod min vibrerer i hver eneste fiber der.
Jeg elsker ham så inderligt, at det gør ondt, når jeg ikke er sammen med ham.
På aftener hvor det ikke er mig der har puttet ham, er jeg nødt til at gå ind og se på ham mens han sover, ellers kan jeg ikke selv falde i søvn.
Før jeg blev mor kendte jeg ikke til kærlighed så dyb, ren og betingelsesløs.
Mit hjerte fryder sig ved tanken om, at jeg om godt et halvt år vil have to børn at elske.
Samtidig skælver jeg af rædsel for ikke at slå til, ikke have overskud nok. Kærligheden er jeg ikke i tvivl om, at der vil være nok af til dem begge. Men overskuddet bekymrer mig... Især fordi jeg de første måneder af babyens liv vil stå alene med begge børnene, mens deres far er i Afghanistan.
Min familie kommer til at se meget til mig i den tid tror jeg... godt den er både stor, kærlig og rummelig!
Dette indlæg skal ikke snydes for billeder af min store, snart toårige, dejlighed.
2 ÅR!
Det er ikke til at forstå... Der er sket så meget på de to år. Nogle ting fra da han var helt spæd står krystalklart i min erindring, andre er desværre fortabt i glemslens tåger.
Jeg ville ønske at jeg kunne huske det hele, gemme hvert eneste øjeblik i mit hjertes dybeste kammer, men alt er gået så hurtigt, at dette simpelthen ikke har været muligt.
Men mit hjertes dybeste kammer er skam fyldt op med min Magnus.
Hans stemme og hans latter genlyder derinde.
På dets vægge spejler sig billeder af hans smil, både med og uden tænder.
Fornemmelsen af hans kærlige kram og hans bløde kind mod min vibrerer i hver eneste fiber der.
Jeg elsker ham så inderligt, at det gør ondt, når jeg ikke er sammen med ham.
På aftener hvor det ikke er mig der har puttet ham, er jeg nødt til at gå ind og se på ham mens han sover, ellers kan jeg ikke selv falde i søvn.
Før jeg blev mor kendte jeg ikke til kærlighed så dyb, ren og betingelsesløs.
Mit hjerte fryder sig ved tanken om, at jeg om godt et halvt år vil have to børn at elske.
Samtidig skælver jeg af rædsel for ikke at slå til, ikke have overskud nok. Kærligheden er jeg ikke i tvivl om, at der vil være nok af til dem begge. Men overskuddet bekymrer mig... Især fordi jeg de første måneder af babyens liv vil stå alene med begge børnene, mens deres far er i Afghanistan.
Min familie kommer til at se meget til mig i den tid tror jeg... godt den er både stor, kærlig og rummelig!
Dette indlæg skal ikke snydes for billeder af min store, snart toårige, dejlighed.
tirsdag den 17. juli 2012
En skræmmende oplevelse og en skøn nyhed
Søndag morgen.
Vågner ved siden af min elskede og vores blåøjede vidunder møver rundt ovenpå os efter at være kravlet ud af sin seng og er kommet ind til os.
Livet er smukt og lige i det øjeblik helt perfekt.
Kigger ned ad mig selv, får øje på slatne morbryster. Det ene ser anderledes ud end det plejer.
Mærker efter og finder en knude, omtrent samme størrelse som en valnød.
Perfekt morgen blegner og iskold angst lægger sig omkring mig, som en våd jakke.
Resten af søndag går jeg rundt i en tåge. Falder i staver konstant. Græder flere gange.
Beslutter at ringe til lægen som det første mandag morgen.
Mandag morgen.
Ringer til lægen, bliver mødt med alvorsfuld omsorg.
Får en af dagens første tider og bliver undersøgt på kryds og tværs af en læge, som tager mig meget alvorligt.
Efter et opkald til Mamacentret i Viborg bliver jeg sendt hjem med besked om, at så snart der er en tid til mig i Viborg vil jeg blive ringet op derfra. Forventet ventetid på opkald: 2 til 3 dage.
Mandag middag.
Telefonen ringer. Tager den og hører en venlig kvindestemme sige, at hun ringer fra Mamacentret, de har en tid til mig tirsdag, først på eftermiddagen.
Tirsdag morgen.
Tågen fra søndag er tilbage. Mit hoved hvirvler rundt i en sky af bekymrede tanker, forsøg på at berolige mig selv og totalt kaos.
Ingen appetit, masser af kvalme.
Tiden går alt for langsomt.
Tirsdag eftermiddag.
Jeg sætter mig i bilen og påbegynder turen til Viborg. Aldrig har turen dertil været længere.
Jeg er alene, vidunderet sover til middag og far bliver hjemme hos ham.
Jeg kommer til Viborg. På nuværende tidspunkt med et hoved på bristepunktet af tanker, som forbereder mig på begge scenarier. Rask eller ikke rask.
Jeg får parkeret bilen, begiver mig mod hovedindgangen. Føler mig underligt isoleret fra alle de andre mennesker i den store forhal.
Uden at henvende mig i receptionen drejer jeg mod højre og går, alene, så langt ned ad gangen som man kan komme.
En glasdør med påskriften "Mamacenter" fortæller mig, at jeg er kommet det rigtige sted hen.
Sætter mig i venteområdet med en god bog, håber det får tiden til at gå hurtigere.
En receptionist dukker frem i en luge og beder mig om mine oplysninger.
Er selv overrasket over hvor rolig, for ikke at tale om hvor voksen, jeg selv lyder, da jeg svarer "Kristina Hammer, 13.30"
Tilbage i min stol med min bog og en kop vand.
I bogen har husbestyrrerinden på Ty Gwyn netop fortalt sin elsker, at hun er med barn. I samme øjeblik hører jeg en sygeplejerske kalde mit navn.
Jeg bliver vist ind i et lille rum med en briks og det nødvendige udstyr til ultralydscanning.
Efter at have lagt bluse og bh på en stol bag et forhæng bliver jeg anbragt på briksen og får et klæde over min overkrop. Efter et par spørgsmål fra sygeplejersken bliver jeg ladt alene i rummet, da hun går ud for at hente lægen, som skal forestå scanningen.
Lægen kommer. En ældre mand med venlige øjne. Han stiller flere spørgsmål og går så igang med scanningen, mens han hele tiden forklarer hvad det er vi ser på skærmen.
Venstre bryst er sundt og raskt. Lægen forklarer, at det vil blive brugt som reference til det højre.
Scanneren flyttes nu over på højre bryst, efter grundtig gennemscanning af både armhule og bryst fryser lægen billedet.
På skærmen er der nu en et billede af en lille sort plet omgivet af en oval af brystets kirtelvæv.
Lægen forklarer, at det vi ser på er en vandcyste på 3 mm.
Det jeg har mærket er det omgivende kirtelvæv, som er blevet irriteret ad den lille cyste.
Efter at have fået en grundig forklaring om vandcyster, mens jeg lidt diskret får tørret halvdelen af min overkrop ren for scanningsgel, tager jeg igen mit tøj på, siger en dybfølt tak til lægen og sygeplejersken og begiver mig ud til bilen igen.
Jeg sætter nøglen i tændingen og smiler et stort smil, mens lægens ord genlyder i mit hoved.
"Disse små cyster er helt normalt under den hormonpåvirkning kroppen gennemgår...
....når man er gravid!"
For det er jeg nemlig! 7 uger og 5 dage henne i dag. Jeg har termin d. 28. februar og skal til læge og have lavet vandrejournal på fredag. Magnus skal være storebror og vi glæder os helt enormt!
Nu glæder jeg mig endnu mere, for mens tankerne om brystkræft fyldte mit hoved var der også hele tiden tanken om, at hvis det var kræft ville vi også miste babyen.
Men jeg er ikke syg og vi skal have endnu et vidunderligt og velkomment barn!
Jeg skal være mor til TO !!
Vågner ved siden af min elskede og vores blåøjede vidunder møver rundt ovenpå os efter at være kravlet ud af sin seng og er kommet ind til os.
Livet er smukt og lige i det øjeblik helt perfekt.
Kigger ned ad mig selv, får øje på slatne morbryster. Det ene ser anderledes ud end det plejer.
Mærker efter og finder en knude, omtrent samme størrelse som en valnød.
Perfekt morgen blegner og iskold angst lægger sig omkring mig, som en våd jakke.
Resten af søndag går jeg rundt i en tåge. Falder i staver konstant. Græder flere gange.
Beslutter at ringe til lægen som det første mandag morgen.
Mandag morgen.
Ringer til lægen, bliver mødt med alvorsfuld omsorg.
Får en af dagens første tider og bliver undersøgt på kryds og tværs af en læge, som tager mig meget alvorligt.
Efter et opkald til Mamacentret i Viborg bliver jeg sendt hjem med besked om, at så snart der er en tid til mig i Viborg vil jeg blive ringet op derfra. Forventet ventetid på opkald: 2 til 3 dage.
Mandag middag.
Telefonen ringer. Tager den og hører en venlig kvindestemme sige, at hun ringer fra Mamacentret, de har en tid til mig tirsdag, først på eftermiddagen.
Tirsdag morgen.
Tågen fra søndag er tilbage. Mit hoved hvirvler rundt i en sky af bekymrede tanker, forsøg på at berolige mig selv og totalt kaos.
Ingen appetit, masser af kvalme.
Tiden går alt for langsomt.
Tirsdag eftermiddag.
Jeg sætter mig i bilen og påbegynder turen til Viborg. Aldrig har turen dertil været længere.
Jeg er alene, vidunderet sover til middag og far bliver hjemme hos ham.
Jeg kommer til Viborg. På nuværende tidspunkt med et hoved på bristepunktet af tanker, som forbereder mig på begge scenarier. Rask eller ikke rask.
Jeg får parkeret bilen, begiver mig mod hovedindgangen. Føler mig underligt isoleret fra alle de andre mennesker i den store forhal.
Uden at henvende mig i receptionen drejer jeg mod højre og går, alene, så langt ned ad gangen som man kan komme.
En glasdør med påskriften "Mamacenter" fortæller mig, at jeg er kommet det rigtige sted hen.
Sætter mig i venteområdet med en god bog, håber det får tiden til at gå hurtigere.
En receptionist dukker frem i en luge og beder mig om mine oplysninger.
Er selv overrasket over hvor rolig, for ikke at tale om hvor voksen, jeg selv lyder, da jeg svarer "Kristina Hammer, 13.30"
Tilbage i min stol med min bog og en kop vand.
I bogen har husbestyrrerinden på Ty Gwyn netop fortalt sin elsker, at hun er med barn. I samme øjeblik hører jeg en sygeplejerske kalde mit navn.
Jeg bliver vist ind i et lille rum med en briks og det nødvendige udstyr til ultralydscanning.
Efter at have lagt bluse og bh på en stol bag et forhæng bliver jeg anbragt på briksen og får et klæde over min overkrop. Efter et par spørgsmål fra sygeplejersken bliver jeg ladt alene i rummet, da hun går ud for at hente lægen, som skal forestå scanningen.
Lægen kommer. En ældre mand med venlige øjne. Han stiller flere spørgsmål og går så igang med scanningen, mens han hele tiden forklarer hvad det er vi ser på skærmen.
Venstre bryst er sundt og raskt. Lægen forklarer, at det vil blive brugt som reference til det højre.
Scanneren flyttes nu over på højre bryst, efter grundtig gennemscanning af både armhule og bryst fryser lægen billedet.
På skærmen er der nu en et billede af en lille sort plet omgivet af en oval af brystets kirtelvæv.
Lægen forklarer, at det vi ser på er en vandcyste på 3 mm.
Det jeg har mærket er det omgivende kirtelvæv, som er blevet irriteret ad den lille cyste.
Efter at have fået en grundig forklaring om vandcyster, mens jeg lidt diskret får tørret halvdelen af min overkrop ren for scanningsgel, tager jeg igen mit tøj på, siger en dybfølt tak til lægen og sygeplejersken og begiver mig ud til bilen igen.
Jeg sætter nøglen i tændingen og smiler et stort smil, mens lægens ord genlyder i mit hoved.
"Disse små cyster er helt normalt under den hormonpåvirkning kroppen gennemgår...
....når man er gravid!"
For det er jeg nemlig! 7 uger og 5 dage henne i dag. Jeg har termin d. 28. februar og skal til læge og have lavet vandrejournal på fredag. Magnus skal være storebror og vi glæder os helt enormt!
Nu glæder jeg mig endnu mere, for mens tankerne om brystkræft fyldte mit hoved var der også hele tiden tanken om, at hvis det var kræft ville vi også miste babyen.
Men jeg er ikke syg og vi skal have endnu et vidunderligt og velkomment barn!
Jeg skal være mor til TO !!
fredag den 6. juli 2012
Hvem der bare kunne trylle mad frem uden først at skulle gå i køkkenet...
På sådan en flad fredag kunne man godt få lyst til pizza...
Især noget i stil med dem jeg lavede i sidste uge...
Det er ganske tæt på at jeg savler ned ad mig selv ved tanken om kombinationen af tomatsauce, serano skinke, italiensk salami, tomat, frisk mozzerella, rucola og oliven...
Især noget i stil med dem jeg lavede i sidste uge...
Det er ganske tæt på at jeg savler ned ad mig selv ved tanken om kombinationen af tomatsauce, serano skinke, italiensk salami, tomat, frisk mozzerella, rucola og oliven...
søndag den 24. juni 2012
Sct Hans, lysets og hyldeblomsternes komme...
Sct. Hans har lige kigget forbi og brændt vores grenaffald af.
Midsommer...
Temmelig regnfuld midsommer, men ikke desto mindre...
Midsommer betyder hyldetræer i blomst og hyldetræer i blomst betyder i vores hjem, at den helt store produktion af hyldeblomstsaft sættes igang.
Jeg er egentlig ikke så besat af tanken om at alt skal være hjemmelavet.
Købte ting giver mere tid som jeg i stedet kan bruge på at lege med min søn eller læse en god bog. Men når vi taler hyldeblomstsaft kan den købte altså ikke hamle op med det jeg selv laver, hverken på pris eller på smag!
Midt på denne uge drog jeg derfor den lange vej hjem til min far og plukkede hyldeblomster til mine arme var så lange, at de slæbte hen ad jorden. Vi har nemlig kun et enkelt lillebitte træ selv og det leverer ikke nær blomster nok.
Efter min udflugt til mit barnsomshjem, med Sallings frodige muld og Limfjordens kølige blå vand, vendte jeg hjem med en bærepose fuld af blomsterskærme og så gik der husmor i den!
Blomster blev nippet, citroner blev skåret og tæerkrummende mængder af sukker blev brugt.
3 dage senere kunne jeg filtrere saften og hælde den på flasker.
Alt i alt blev det til 10 liter frisk og lækker hyldeblomstsaft, klar til at blandes med vand og læske tørstige halse.
Magnus fik naturligvis lov at prøvesmage som den første og selv ikke en Michellin stjerne kunne have givet mig en større lykkefølelse end han gjorde, da han med sine store blå øjne kiggede på mig og sagde "Mmmmm! Be om mer' saffemand, mor!"
Skulle nogen ønske opskriften har jeg til 5 liter saft brugt:
50 blomsterskærme, nippet fri for de grove dele af stilken
40 g citronsyre
2 kg sukker
6 citroner, skåret i tynde skiver
2,5 liter kogende vand
2 spsk. Atamon
Efter al sukker er opløst har jeg hældt det over i en stor glasskål, dækket den med film og ladet det stå køligt i 3 dage.
Herefter har jeg taget "fyldet" fra med en hulske og presset yderligere saft ud af det.
Efterfølgende har jeg filtreret al saften gennem en stofble i en sigte og hældt på det varme flasker, først skyllet med kogende vand og derefter med Atamon.
Mere er der såmænd ikke i det.
Midsommer...
Temmelig regnfuld midsommer, men ikke desto mindre...
Midsommer betyder hyldetræer i blomst og hyldetræer i blomst betyder i vores hjem, at den helt store produktion af hyldeblomstsaft sættes igang.
Jeg er egentlig ikke så besat af tanken om at alt skal være hjemmelavet.
Købte ting giver mere tid som jeg i stedet kan bruge på at lege med min søn eller læse en god bog. Men når vi taler hyldeblomstsaft kan den købte altså ikke hamle op med det jeg selv laver, hverken på pris eller på smag!
Midt på denne uge drog jeg derfor den lange vej hjem til min far og plukkede hyldeblomster til mine arme var så lange, at de slæbte hen ad jorden. Vi har nemlig kun et enkelt lillebitte træ selv og det leverer ikke nær blomster nok.
Efter min udflugt til mit barnsomshjem, med Sallings frodige muld og Limfjordens kølige blå vand, vendte jeg hjem med en bærepose fuld af blomsterskærme og så gik der husmor i den!
Blomster blev nippet, citroner blev skåret og tæerkrummende mængder af sukker blev brugt.
3 dage senere kunne jeg filtrere saften og hælde den på flasker.
Alt i alt blev det til 10 liter frisk og lækker hyldeblomstsaft, klar til at blandes med vand og læske tørstige halse.
Magnus fik naturligvis lov at prøvesmage som den første og selv ikke en Michellin stjerne kunne have givet mig en større lykkefølelse end han gjorde, da han med sine store blå øjne kiggede på mig og sagde "Mmmmm! Be om mer' saffemand, mor!"
Skulle nogen ønske opskriften har jeg til 5 liter saft brugt:
50 blomsterskærme, nippet fri for de grove dele af stilken
40 g citronsyre
2 kg sukker
6 citroner, skåret i tynde skiver
2,5 liter kogende vand
2 spsk. Atamon
Efter al sukker er opløst har jeg hældt det over i en stor glasskål, dækket den med film og ladet det stå køligt i 3 dage.
Herefter har jeg taget "fyldet" fra med en hulske og presset yderligere saft ud af det.
Efterfølgende har jeg filtreret al saften gennem en stofble i en sigte og hældt på det varme flasker, først skyllet med kogende vand og derefter med Atamon.
Mere er der såmænd ikke i det.
torsdag den 21. juni 2012
Hvem er det store barn, som sover i min babys seng?
Emil fra Lønnebergs mor havde en samling blå stilehæfter, hvori hun skrev om Emils skarnsstreger.
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.
Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:
"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."
2 år er altså en skæg alder!
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.
Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:
"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."
2 år er altså en skæg alder!
Abonner på:
Opslag (Atom)