En idé har taget form og har bidt sig fast

Min søn har en stor nærfamilie, nogen af dem ser han ikke så tit og jeg har derfor længe haft den idé, at han skulle have en eller anden form for billedsamling. Men hvordan skulle det lige gøres?

Min første tanke var et fotoalbum, men i så fald ville det skulle vente til han bliver større, ellers ville albumet hurtigt blive til krøllet og tilsavlet konfetti.

Næste tanke var så en pegebog med egne billeder. Jeg fandt en hjemmeside hvor man kunne bestille sådan en djævel. Dog var siden nede indtil en fastsat dato. Da datoen oprandt blev siden ved med at være nede og efter et par måneder glemte jeg navnet på siden og kom også væk fra idéen.

Så kom en ny idé. En opslagstavle med billeder.
Denne idé gennemgik så en form for kreativ evolution en sen aftentime, hvor jeg sad og nørklede med lidt slægtsforskning -nej, jeg kan ikke finde ud af at vælge bare én hobby...
Jeg er nu nået frem til det (måske) endelige svar på hvordan Magnus' familiebilleder skal udfærdiges.

Et indrammet stamtræ med billeder! Næste store spørgsmål er så materialevalg, den må jeg lige i tænkeboks på... papir? stof? både og? noget helt andet?
Uanset hvad det ender med, så glæder jeg mig til det bliver færdigt.

Deadline for projektet: Det SKAL være færdigt inden min kære mand skal til Afghanistan næste år! Det skal være sådan, at han kan sige godnat til far selvom far ikke er hjemme.

Kulør på tilværelsen

Af uddannelse er jeg farvehandler. Jeg kan i sagens natur rigtig godt lide farver, stort set alle farver faktisk.

Lige nu er der dog to af dem jeg er en anelse træt af:  Grå og militærgrøn.

Grå fordi himmelen har haft den farve lidt for længe, jeg trænger til mere himmelblå, mere solgul og mere forårsgrøn. Mere energi og mere varme simpelthen.

Militærgrøn fordi min elskede soldatermand er på øvelse langt pokker i vold nede i det sønderjyske og jeg savner ham.

Jeg drømte i nat, at han var hjemme som han plejer at være, så da jeg slog øjnene op og så en flad og ubrugt dyne -i nuancerne hvid, sand, lavendel og chokolade- havde jeg mest lyst til at lukke øjnene og igen forsvinde ind i hans arme i drømmen. En drøm farvet af min dybe, bourgognerøde kærlighed til manden i mit liv.

Et øjeblik senere blev min døs så afbrudt af lyden af en æblegrøn sut der klaskede mod gulvet i børneværelset, en lille hånd der klaskede mod væggen og en lille, sprød, stemme, frisk som morgendug, der med sit "moar!" løftede mit hjerte højere end 1.000 fuglestemmer ville kunne. Min Magnus, min smukke lille engel på jord, han farver min verden himmelblå og forårsgrøn og gør, at de grå skyer for så vidt kan rende mig noget så grusomt, jeg har min egen solstråle, som ikke kan dækkes af skyer.

Med sådan en kulørindsprøjtning er det pludselig ingen sag, at komme ud af fjerene på en grå og kold onsdag morgen, hvor pladsen ved siden af i sengen var alt for tom.

2 down 6 to go...

...og når vi nu er ved det med fødselsdage... er der mon ved at snige sig et tema ind her? 3 blogindlæg i træk hvor emnet dukker op.
Nej det er ikke mig der er besat af emnet, der er bare ret mange fødselsdage her i marts.

I dag er det min mands.

35 år. Det slog mig da jeg vågnede i morges, at det er femte gang han har fødselsdag i den tid vi har været sammen.
Jeg føler mig velsignet over, at han har valgt, at det er mig han gerne vil vågne op sammen med, ikke bare på sine fødselsdage, men hver eneste morgen. Han er nemlig den eneste jeg selv har lyst til at vågne op sammen med hver eneste morgen.

Hvad er så mere oplagt end at glæde den man elsker med en overraskelse?

Efter eget udsagn forventer han ingen fejring, fordi vi i morgen skal ud at spise med nogle venner og mener, at hans gave lige så godt kan spares væk.
Alene tanken om at have fødselsdag uden en gave og en lille uskyldig lagkage er lige ved at få mig til at græde, så selvfølgelig er der både gave, flag og lagkage!

En stille hyldest til en gammel fisker

Om 20 dage kunne min bedstefar være blevet 90 år, desværre mistede vi ham til langvarrig sygdom i november sidste år.
Min bedstefar var en stærk og retfærdig mand som levede sit liv ved og på Limfjorden. For mig lever han nu videre i den.
I går var en smuk dag og jeg benyttede den til at besøge ham de to steder jeg bedst føler jeg kan mærke hans tilstedeværelse. Ved fjorden og på kirkegården.
Jeg gjorde tillige hvad jeg kunne for, at tage et lille stykke af hans elskede Limfjord med op på kirkegården til ham, dette i form af en lille håndfuld hjertemuslingeskaller.
En stille hyldest til en gammel fisker, som altid vil være i mit hjerte...

Kan man få for meget jordbærsmag?

I dag er det d. 3. marts.

Det er min bedstemors fødselsdag og jeg fik ikke ringet til hende selvom det er hendes første fødselsdag efter hun er blevet enke.
Min samvittighed er sort som graven, selvom jeg godt ved, at hun helt sikkert ikke har været alene og at hun med garanti heller ikke er sur.
Der bliver rådet bod med bod på i morgen.

Apropos den dårlige samvittighed, så burde jeg også snart besøge Bedstefars gravsted igen.
Jeg "snakker med ham" flere gange ugentligt, men har ikke besøgt gravstedet siden jul.
Det må der også meget snart rådes bod på.

Det er noget sjovt noget det der familie... En samling mennesker, som man ikke selv har valgt, de er blevet valgt for en af noget større og så forventes det ligesom, at man elsker hinanden og får det hele til at fungere.
Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg slet ikke kan lade være med at elske min familie. Hvem der end har stykket den sammen har gjort et udmærket, om end lidt rodet, stykke arbejde.

At jeg ikke lige fik gjort min pligt som barnebarn i dag skyldes tre ting;

1.   At jeg i morges og formiddags havde den tvivlsomme ære, at være mor til verden sureste barn mens jeg havde flyvende travlt med alverdens ting. Hold nu op så arrig sådan en trolderik på 1½ år kan være...
Jeg gruer nogen gange for hvad fremtiden har i vente på den front, men han er vel ikke sin mors søn for ingenting.

2.   At vi var til en anden fødselsdag i familien i dag, min underskønne niece fejrede sin 4 års fødselsdag i dag.
Eftermiddagen bød på hygge i stor stil, hjemmebagte boller med dertilhørende varm kakao og kage i stride strømme. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har guffet så meget chokoladekage med jordbærcreme i mig uden at skamme mig bare en lille smule.

3.   At vi kort efter hjemkomsten fra børnefødselsdag fik besøg af et vennepar, som kom for at hjælpe os med at konsumere den goliath pizza der var til rest fra gårsdagens venskabelige invasion af vores lille hjem.

Pludselig var klokken ligesom bare for mange til at man kan tillade sig, at ringe til en ældre dame.

D. 3. marts 2012 har været en tæt pakket, men utroligt hyggelig dag men nu er mor her altså også brugt.
Det er snart to timer siden jeg sad med blytunge øjenlåg og tænkte "bliver det mon opdaget, hvis jeg bare lige så diskret sniger mig i seng nu?" så programmet fra nu af hedder noget i stil med dette:

1.  Overvind ubehaget for anden gang i dag og nedsvælg 400 ml klæg proteinshake med jordbærsmag  -hvad man dog ikke udsætter sig selv for, for at komme op på normalvægt igen, så det ikke gør ondt at sidde på en stol, ligge på siden at sove osv.

2.  Grundig tandbørstning for at rense munden for eftersmagen af 400 ml klæg proteinshake med jordbærsmag, div. søde kager og en velvoksen kød-med-kød-pizza

3.  Synkron dobbeltsaltomedskrueflikflakogekstrakrymmellanding i ægtesengen for øjeblikkeligt, at flå dynen op over hovedet og snorksove så længe som yndigt afkom tillader det.

Fortsat god weekend!

6 faste læsere hvoraf tilsyneladende ingen læser med...

Gad vide hvad forskellen så er på min blog og på en lille fedtet dagbog, du ved, den slags med Disney motiv og en hængelås, som kan åbnes med fingrene...
Hvad skal der mon til, for at nogen har lyst til at læse med?

Når der går Byggemand Bob i den...

Hej, jeg hedder Kristina og jeg bor på en byggeplads.

Sådan føles det i hvert fald lige for tiden. Min dagligdag er p.t. akkompagneret af lyden af hamre, banken og saven i én uendelighed og så med gipsstøv og savsmuld drysset på toppen.

Min kære mand har på en eller anden måde fundet en stor pose energi
(Del! Jeg ved du har!) og har med liv og sjæl kastet sig ud i;

1: at vælte væggen mellem vores stue og tidligere soveværelse, jøsses det gav plads!
2: at skære ca 1 m2 af trægulvet op for derefter at erstatte det med klinker.
3: at klistre yderligere 1 m2 klinker op på væggen
4: at male
5: at skære ikke bare ét men to store huller i væggen mellem køkkenet  og det tidligere soveværelse (nu nordenden af stuen)

...og der stopper det så heldigvis ikke...

Som den hurtige måske har regnet ud, så er vi ved, at gøre klar til at få installeret den fantastisk flotte brændeovn, som lige nu, iført plastic, står og troner på en halvpalle midt i stuen.

Entréen er fyldt med papkasser indeholdende div. dele af en skorsten, et pejsesæt og en super fed brændekurv i sort læder.

Dette forklarer til gengæld ikke de to huller i køkkenvæggen...
Forklaringen her er lys og luft. I hullerne skal der sættes vinduer. Venligst sponsoreret af min far, da han havde to stående, som alligevel bare skulle smides ud.

Jeg har i dag nydt min frokost, siddende ved enden af køkkenbordet med en meget uvant udsigt til de to smukke bøgetræer i vores have.

Jeg har i evigheder sukket efter forandringer og nu skal jeg da ellers svare for, at de er landet!
For at det ikke skal være løgn er der endda endnu en ting i vente.

Takket være QXL, som vi ellers aldrig har vovet os ind på før, så står der nu et egetræsbadekar og venter på, at blive installeret i vores badeværelse.
Prisen var så uforskammet lav, at jeg næsten ikke vil være bekendt at sætte den på skrift.

Dog ikke så lav, at jeg vil skamme mig over den, når jeg forhåbentlig inden alt for længe nedsænker mit luksuslegeme i varmt vand, toppet med lavendelduftende sæbeskum og lukker resten af verden ude af min bevidsthed i bare en halv time, for derefter at indtage min gyngestol med en god bog, mens jeg nyder varmen, skæret og den knitrende lyd fra brændeovnen sammen med et godt glas rødvin...
Oh søde lille luksus, kom til mig, du har været længe savnet!