En skræmmende oplevelse og en skøn nyhed

Søndag morgen.
Vågner ved siden af min elskede og vores blåøjede vidunder møver rundt ovenpå os efter at være kravlet ud af sin seng og er kommet ind til os.
Livet er smukt og lige i det øjeblik helt perfekt.
Kigger ned ad mig selv, får øje på slatne morbryster. Det ene ser anderledes ud end det plejer.
Mærker efter og finder en knude, omtrent samme størrelse som en valnød.
Perfekt morgen blegner og iskold angst lægger sig omkring mig, som en våd jakke.
Resten af søndag går jeg rundt i en tåge. Falder i staver konstant. Græder flere gange.
Beslutter at ringe til lægen som det første mandag morgen.

Mandag morgen.
Ringer til lægen, bliver mødt med alvorsfuld omsorg.
Får en af dagens første tider og bliver undersøgt på kryds og tværs af en læge, som tager mig meget alvorligt.
Efter et opkald til Mamacentret i Viborg bliver jeg sendt hjem med besked om, at så snart der er en tid til mig i Viborg vil jeg blive ringet op derfra. Forventet ventetid på opkald: 2 til 3 dage.

Mandag middag.
Telefonen ringer. Tager den og hører en venlig kvindestemme sige, at hun ringer fra Mamacentret, de har en tid til mig tirsdag, først på eftermiddagen.

Tirsdag morgen.
Tågen fra søndag er tilbage. Mit hoved hvirvler rundt i en sky af bekymrede tanker, forsøg på at berolige mig selv og totalt kaos.
Ingen appetit, masser af kvalme.
Tiden går alt for langsomt.

Tirsdag eftermiddag.
Jeg sætter mig i bilen og påbegynder turen til Viborg. Aldrig har turen dertil været længere.
Jeg er alene, vidunderet sover til middag og far bliver hjemme hos ham.
Jeg kommer til Viborg. På nuværende tidspunkt med et hoved på bristepunktet af tanker, som forbereder mig på begge scenarier. Rask eller ikke rask.
Jeg får parkeret bilen, begiver mig mod hovedindgangen. Føler mig underligt isoleret fra alle de andre mennesker i den store forhal.
Uden at henvende mig i receptionen drejer jeg mod højre og går, alene, så langt ned ad gangen som man kan komme.
En glasdør med påskriften "Mamacenter" fortæller mig, at jeg er kommet det rigtige sted hen.
Sætter mig i venteområdet med en god bog, håber det får tiden til at gå hurtigere.
En receptionist dukker frem i en luge og beder mig om mine oplysninger.
Er selv overrasket over hvor rolig, for ikke at tale om hvor voksen, jeg selv lyder, da jeg svarer "Kristina Hammer, 13.30"
Tilbage i min stol med min bog og en kop vand.
I bogen har husbestyrrerinden på Ty Gwyn netop fortalt sin elsker, at hun er med barn. I samme øjeblik hører jeg en sygeplejerske kalde mit navn.
Jeg bliver vist ind i et lille rum med en briks og det nødvendige udstyr til ultralydscanning.
Efter at have lagt bluse og bh på en stol bag et forhæng bliver jeg anbragt på briksen og får et klæde over min overkrop. Efter et par spørgsmål fra sygeplejersken bliver jeg ladt alene i rummet, da hun går ud for at hente lægen, som skal forestå scanningen.
Lægen kommer. En ældre mand med venlige øjne. Han stiller flere spørgsmål og går så igang med scanningen, mens han hele tiden forklarer hvad det er vi ser på skærmen.
Venstre bryst er sundt og raskt. Lægen forklarer, at det vil blive brugt som reference til det højre.
Scanneren flyttes nu over på højre bryst, efter grundtig gennemscanning af både armhule og bryst fryser lægen billedet.
På skærmen er der nu en et billede af en lille sort plet omgivet af en oval af brystets kirtelvæv.
Lægen forklarer, at det vi ser på er en vandcyste på 3 mm.
Det jeg har mærket er det omgivende kirtelvæv, som er blevet irriteret ad den lille cyste.
Efter at have fået en grundig forklaring om vandcyster, mens jeg lidt diskret får tørret halvdelen af min overkrop ren for scanningsgel, tager jeg igen mit tøj på, siger en dybfølt tak til lægen og sygeplejersken og begiver mig ud til bilen igen.

Jeg sætter nøglen i tændingen og smiler et stort smil, mens lægens ord genlyder i mit hoved.
"Disse små cyster er helt normalt under den hormonpåvirkning kroppen gennemgår...







....når man er gravid!"


For det er jeg nemlig! 7 uger og 5 dage henne i dag. Jeg har termin d. 28. februar og skal til læge og have lavet vandrejournal på fredag. Magnus skal være storebror og vi glæder os helt enormt!
Nu glæder jeg mig endnu mere, for mens tankerne om brystkræft fyldte mit hoved var der også hele tiden tanken om, at hvis det var kræft ville vi også miste babyen.
Men jeg er ikke syg og vi skal have endnu et vidunderligt og velkomment barn!
Jeg skal være mor til TO !!

Hvem der bare kunne trylle mad frem uden først at skulle gå i køkkenet...

På sådan en flad fredag kunne man godt få lyst til pizza...
Især noget i stil med dem jeg lavede i sidste uge...
Det er ganske tæt på at jeg savler ned ad mig selv ved tanken om kombinationen af tomatsauce, serano skinke, italiensk salami, tomat, frisk mozzerella, rucola og oliven...

Sct Hans, lysets og hyldeblomsternes komme...

Sct. Hans har lige kigget forbi og brændt vores grenaffald af.
Midsommer...
Temmelig regnfuld midsommer, men ikke desto mindre...

Midsommer betyder hyldetræer i blomst og hyldetræer i blomst betyder i vores hjem, at den helt store produktion af hyldeblomstsaft sættes igang.

Jeg er egentlig ikke så besat af tanken om at alt skal være hjemmelavet.
Købte ting giver mere tid som jeg i stedet kan bruge på at lege med min søn eller læse en god bog. Men når vi taler hyldeblomstsaft kan den købte altså ikke hamle op med det jeg selv laver, hverken på pris eller på smag!

Midt på denne uge drog jeg derfor den lange vej hjem til min far og plukkede hyldeblomster til mine arme var så lange, at de slæbte hen ad jorden. Vi har nemlig kun et enkelt lillebitte træ selv og det leverer ikke nær blomster nok.

Efter min udflugt til mit barnsomshjem, med Sallings frodige muld og Limfjordens kølige blå vand, vendte jeg hjem med en bærepose fuld af blomsterskærme og så gik der husmor i den!
Blomster blev nippet, citroner blev skåret og tæerkrummende mængder af sukker blev brugt.

3 dage senere kunne jeg filtrere saften og hælde den på flasker.
Alt i alt blev det til 10 liter frisk og lækker hyldeblomstsaft, klar til at blandes med vand og læske tørstige halse.

Magnus fik naturligvis lov at prøvesmage som den første og selv ikke en Michellin stjerne kunne have givet mig en større lykkefølelse end han gjorde, da han med sine store blå øjne kiggede på mig og sagde "Mmmmm! Be om mer' saffemand, mor!"


Skulle nogen ønske opskriften har jeg til 5 liter saft brugt:

50 blomsterskærme, nippet fri for de grove dele af stilken
40 g citronsyre
2 kg sukker
6 citroner, skåret i tynde skiver
2,5 liter kogende vand
2 spsk. Atamon

Efter al sukker er opløst har jeg hældt det over i en stor glasskål, dækket den med film og ladet det stå køligt i 3 dage.
Herefter har jeg taget "fyldet" fra med en hulske og presset yderligere saft ud af det.
Efterfølgende har jeg filtreret al saften gennem en stofble i en sigte og hældt på det varme flasker, først skyllet med kogende vand og derefter med Atamon.
Mere er der såmænd ikke i det.

Hvem er det store barn, som sover i min babys seng?

Emil fra Lønnebergs mor havde en samling blå stilehæfter, hvori hun skrev om Emils skarnsstreger.
Jeg har en poplilla notesbog, hvori jeg skriver hvad som helst om min lille guldunge.
Det kan vel nærmest betragtes som en måde at bevare erindringen om nuet.

Frygteligt tidligt i morges kunne jeg notere følgende:

"Det er vel efterhånden 3-4 dage siden Magnus fandt ud af, at han kan kravle ud af tremmesengen.
Det har han, til stor irritation for sine forældre, gjort en fest ud af.
Når han bliver puttet om aftenen går der højst 30 sekunder, så høres der et "klak-klak" og to sutter ryger på gulvet. Dernæst den dæmpede raslen af en sengeside, som forceres.
Møre høres der så ikke, men alligevel ved man, at han på bløde kattepoter, snigende som en ninja, har listet sig ud af sengen for at gå på opdagelse i værelset.
Når han endelig er færdig kravler han selv op i sengen igen og lægger sig til at sove.
Jeg har altså dermed ingen anelse om hvor meget eller hvor lidt søvn han får, men når han så står ved siden af min seng, kl 5 næste morgen, og forsøger at proppe sin sut ind i munden på mig ("smage, mor!") er jeg smerteligt bevidst om, hvor lidt søvn jeg selv nåede at få...."


2 år er altså en skæg alder!

En anbefaling gives hermed videre!

I går gjorde vi noget, som jeg længe gerne har villet.
Vi har været hos en professionel fotograf, hvor vi har fået taget en række forskellige billeder.
Anledningen var min mors 50 års fødselsdag. Hun blev lovet et portræt af sine børn, svigerbørn og børnebørn.
Vi vendte derfor, alle seks, næserne mod Randers, hvor fotografen Torben Thorhauge har sit studio.

På den time vi var der blev der knipset en lang række portrætter, både af børnene sammen og hver for sig, af mig og min bror sammen -det er ikke set siden vi begge gik i børnehave og uden at have set billederne endnu tør jeg godt sige, at resultatet fra i går er et væsentligt bedre billede end det fra slutningen af 80'erne.
Der taler vi rottehaler, store jerseysweaters og betuttede ansigter. Den nyere version afbilleder to voksne, mere velklædte og selvsikre mennesker.
Yderligere blev der taget et med os allesammen på og til sidst fik vi også hver især taget et lille familiebillede.
Jeg glæder mig meget til at se resultatet og jeg glæder mig endnu mere til at kunne hænge et smukt fotografportræt op af min mand, min søn og mig selv.

Hele oplevelsen var intet mindre end fantastisk. Omgivelserne var behagelige, en nydeligt istandsat lejlighed centralt i Randers, lyst og venligt og med væggene dekoreret af nogle utroligt flotte billeder.
Fotografen selv udstrålede en ro, som smittede af på alle og en humor, som gjorde det let at smile på billederne. Ikke mindst var han fantastisk til at få børnene med, for dem blev det nærmest en leg.
At tante havde riskiks og vingummibamser med gjorde kun det hele endnu bedre.

Jeg vil gerne give min varmeste anbefaling af fotografen Torben Thorhauge!
Skulle nogen være interesserede kan hans hjemmeside ses HER

Fantasier om varmere himmelstrøg

Det er i dag d 11. juni. Det er sommer!
Det siger min kaldender i hvert fald...
Termometret på terrassen siger noget andet. 11 grader står der og himmelen er grå af skyer.
På sådan en dag kan jeg ikke lade være med at drømme mig til varmere steder eller bare til varmere tider.

Det stikker en smule i mit hjerte at tænke på, at vi netop er gået ind i uge 24, havde jeg ikke været arbejdsløs og de økonomiske midler dermed lidt små, ville det nemlig med al sandsynlighed betyde, at vi i dag ville være vågnet i en lille hvidkalket lejlighed på paradisøen Santorini, hvor der lige nu er omtrent 30 graders varme og sol.

Vi ville stå tidligt op og badet i den klare morgensol ville vi gå til købmanden efter morgenmad, gå hjem og nyde en langsom start på dagen, gøre lige hvad vi har lyst til, slappe af og bare nyde at være sammen.

Virkeligheden var væsentligt mere hverdagsbetonet.

Vi stod tidligt op og indhyllet i grå skyer kørte vi afsted ad den danske landevej, afleverede sønnen i dagpleje og indtog efterfølgende en kop skoldhed BKI kaffe, stående i værkstedet på min mands arbejde, hvorefter jeg kørte hjem og manden startede en travl arbejdsdag.

Det kræver at min hukommelse anstrenger sig lidt, men min hudfarve vidner om, at det kun er få uger siden der faktisk var sol og varme her til lands.
Det var fantastisk!

Heldigvis tog jeg i de dage en masse billeder og dem kan jeg så varme mig på nu, mens jeg sidder og varmer fødderne på transformatoren til min computer...

Vejrudsigten for den kommende uge lod meget tilbage at ønske, men jeg har endnu ikke opgivet håbet om, at sommeren vender tilbage inden længe.

Indtil da må jeg stille mig tilfreds med billederne.

Spirende forventninger

Jeg har en tilståelse...

For 12 år siden slog jeg en lille, uskyldig skabning ihjel.

Det var en kaktus.

Ja ja, tænker du måske. En kaktus er jo en ørkenplante, den kan ikke tåle at blive overvandet, så rådner rødderne jo.

Det er selvfølgelig også rigtigt, men sagen er den, at den døde af tørst, da jeg i halvandet år glemte at vande den.

Grønne fingre er altså ikke et medfødt talent for mig. Som så meget andet er det noget jeg har måttet lære mig.

Heldigvis er jeg da rimeligt lærenem, når bare det jeg skal lære er noget der interesserer mig.

Jeg har tidligere omtalt vores for nyligt opførte drivhus og i det øjeblik det blev opført blev min lyst til at farve mine fingre grønne vakt.

Jeg udnævnte drivhuset til MIT domæne og siden da har jeg indrettet, plantet, nusset, pusset, vandet og nippet på livet løs.

Det er nu en skøn lille oase, hvor næsen pirres af den krydrede duft af tomatplanter og fugtig jord. Der er agurker, peber og chili, der er cherry, bøf og ribstomater og et oliventræ som har så mange knopper, at det slet ikke er til at forstå.

Jeg forventer ikke at kunne høste oliven, men en lille del af mit hjerte ligger i Grækenland, så selvfølgelig skal der være et oliventræ.

På tirsdag håber jeg på, at kunne fylde den sidste plantekasse med Alfred & Katrine tomater, som min bedstemor har forspiret og opforstret.

Jeg glæder mig som et lille barn til at kunne gå ud i mit eget drivhus med saltbøssen i baglommen og plukke en solvarm, moden tomat, som jeg selv har dyrket, og spise den med næsen fuld af duften fra planterne.

Derudover har jeg også et højbed fuld af jordbærplanter, som jeg også glæder mig til at nyde godt af i år.
Lige nu står de med en skøn blanding af blomster og små grønne jordbær.

Foreløbig er her lidt stemningsbilleder fra min lille, grønne oase.